3.643.
Så mange aktiehandler har Sindre Finnes foretaget i de otte år, hvor hans hustru, Erna Solberg, var statsminister i Norge.
Han skjulte omfanget af aktiehandlen fra hele omverdenen. Heriblandt Solberg, der således blev gjort inhabil uden at vide det.
Det var derfor en tydeligt bevæget Solberg, der indtog talerstolen i et mødelokale på Stortinget fredag for at erkende det fulde omfang af sin mands fejl.
Solberg konstaterede, at hun har været inhabil i flere sager, hun har behandlet som statsminister, på grund af sin mands aktiehandel, men at hun ikke var klar over dette, fordi hendes mand havde holdt det hemmeligt for hende.
»Det er alvorligt, for det betyder, at jeg faktisk har været inhabil i sager, som jeg har beskæftiget mig med, da jeg var statsminister,« sagde Høyres partileder, mens hun ifølge Norges største erhvervsavis, E24, måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage.
Det er sket i sagen
I foråret skrev mediet E24, at Erna Solbergs mand handlede aktier i stor stil under hele hendes regeringsperiode.
Kort før Solberg tiltrådte som statsminister i 2013, var Finnes ellers blevet advaret imod kortsigtede aktiehandler af statsministeriet.
Siden afsløringen har hverken Solberg eller Finnes ønsket at udtale sig, før sidstnævnte fik lavet en oversigt over alle sine aktiehandler i løbet af årene.
Erna Solberg præsenterede så overblikket på talerstolen fredag.
Det viser sig, at Finnes havde aktier i omkring 20 virksomheder i alle otte år under Solbergs regeringsperiode. Ægtemanden har blandt andet købt aktier i våben- og lakseindustrien.
Han solgte ud af virksomhederne inden årets udgang for at holde omfanget skjult for sin hustru.
Eksstatsministeren kaldte det for et »alvorligt tillidsbrud« på talerstolen fredag, og flere af hendes stortingskolleger har udtalt, at sagen er både »dramatisk« og »uforståelig«.
Økokrim – der efterforsker økonomisk kriminalitet i Norge – har meddelt, at de overvejer en officiel efterforskning af Finnes' aktiehandel.
Det Norske medie VG har sendt flere spørgsmål til Finnes om hans aktiekøb og salg, men i stedet for at besvare dem har han sendt en generel kommentar:
»Som følge af den opmærksomhed, denne sag har fået, og det enorme mediepres er jeg simpelthen ikke i stand til at fungere som normalt nu,« skriver han og fortsætter:
»Det betyder, at det kan tage tid, før du får svar på alle dine spørgsmål. Jeg håber på forståelse for, at det er en hård tid for hele vores familie, og vil gerne gentage, at jeg er utrolig ked af, at jeg har sat Erna i denne situation.«
Erna Solberg selv siger, at hun er sikker på, at han ikke har fået insiderviden gennem hende. Men hun vil ikke udelukke, at der i deres statsministerbolig har ligget papirer, hvor han kan have fået nys om ting.
Hun siger, at manden har tjent 1,8 millioner norske kroner på sine aktiehandler, mens hun var statsminister fra 2013 til 2021.
Norges nuværende socialdemokratiske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, har i sommer været indblandet i en lignende sag, hvor ægtefællen har købt aktier. Hun har også erkendt, at hun kan have været inhabil i visse sager.