Den tidligere italienske fodboldstjerne Roberto Baggio er blevet overfaldet i eget hjem
Den 57-årige forhenværende fodboldlegende Roberto Baggio, som i 90erne deltog i tre verdensmesterskaber med det italienske fodboldlandshold, er blevet røvet i sit hjem i Italien.
Roberto Baggio fejrer en scoring tilbage i 1994 under VM-semifinalen mod Bulgarien. Michael Probst/AP/Ritzau Scanpix
Den italienske tidligere fodboldstjerne Roberto Baggio blev torsdag røvet, da mindst fem bevæbnede personer brød ind i hans hjem i det nordlige Italien.
Røveriet skete midt under hans hjemlands kamp mod Spanien til EM i fodbold, som han var ved at se med sin familie, skriver mediet.
Angiveligt forsøgte han at konfrontere indbrudstyvene, hvorefter en af dem slog Baggio med en pistol i hovedet. Han er efterfølgende blevet syet med syv sting i panden.
Tyvene gennemrodede huset og stjal smykker, ure og kontanter, skriver The Guardian.
»Først og fremmest vil min familie og jeg gerne takke alle for den store omsorg, vi har modtaget,« sagde Baggio i en erklæring udsendt af sin manager ifølge The Guardian.
»Under sådanne omstændigheder kan alt ske, og heldigvis resulterede overfaldet kun i nogle få sting og en masse frygt.«
Roberto Baggio i 2023. Alejandro Pagni/AFP/Ritzau Scanpix
Roberto Baggio, der også huskes for sin ikoniske hestehale, er i dag 57 år. Han har spillet 56 landskampe for det italienske fodboldlandshold og scoret 27 mål, mens han har deltaget i tre verdensmesterskaber – 1990, 1994 og 1998.
I 1994 var han med til at spille Italien i finalen mod Brasilien, som Italien dog tabte, efter at Roberto Baggio brændte et afgørende straffespark ved at skyde over mål, hvilket gjorde Brasilien til verdensmester. Den missede mulighed blev ikke alene en stor personlig skuffelse, men også et ikonisk øjeblik i fodboldhistorien.
Del:
Andre læser også
Talent 100
Berlingske stillede otte skæve spørgsmål til Tottenhams danske direktør: »Jeg kommer fra en politisk aktiv familie«
Sport
Mbappé overgår VM-legender: Kan løse alle slags problemer