Den storpolitiske kamp står om Assad

Der er lagt op til svære forhandlinger mellem USA og Rusland – og muligvis Iran på FNs generalforsamling.

Forud for mødet mellem Obama og Putin står står det klart, at den største bump på vejen mod et fælles amerikansk-russisk fodslag om linjen i og over for Syrien hedder Bashar al-Assad. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

NEW YORK: Forhandlingerne om en politisk løsning i Syrien bliver ikke let. For hvis man tror, at den gamle koldkrigsretorik mellem USA og Rusland er et overstået kapitel, så kan man godt revidere den opfattelse.

Den russiske præsident, Vladimir Putins, tale til FNs generalforsamling var klassisk koldkrigsretorik, siger flere amerikanske analytikere. Og USAs præsident, Barack Obama, var lige så uforsonlig.

Obama sagde direkte, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, er en del af problemet sammen med Islamisk Stat, mens Putin gjorde det klart, at Moskvas støtte til Assads regime er urokkelig, fordi det er det eneste, der bekæmper terrorgrupperne.

Mange iagttagere sagde, at det var påfaldende, at mens Obama syntes at forsøge at overbevise folk om, at diplomati er det eneste, der virker på den lange bane, så overtog Putin scenen og gjorde sig selv til leder af en koalition mod terror.

Og amerikanske iagttagere fastslog, at selv om Obama på en række punkter gjorde en god figur, da han talte om internationalt sammenhold, internationalt samarbejde og fælles værdier mennesker imellem, så var Putins tale langt mere direkte og med et magtsprog konfronterede de problemer, der vitterlig er i Mellemøsten.

Måske også fordi Rusland er i gang med en større militær oprustning i Syrien. Obama var igen den belærende intellektuelle jura-professor, der vejer for og imod og tror på forhandlinger og diplomati.

Op ad bakke

Mens de to statsledere stod på talerstolen blev det offentliggjort, at Syrien og Iran har indgået en aftale om at holde Assad ved magten. Og Irak, Rusland og Iran er enige om at udveksle militære efterreninger.

Det er på den baggrund, at Obama skal mødes med Putin – én måske to gange – for at finde ud af, om de kan finde en fælles linje i Syrien. Tager Obamas og Putins udtalelser for gode varer, er der dog ikke meget, der tyder på en løsning.

Amerikanske diplomater har over for Berlingske understreget, at der skal være enighed om det helt fundamentale for at gennemføre et større samarbejde i Syrien. Og det er en plan for, hvornår Assad skal træde tilbage.

Enigheden er der imidlertid, når det kommer til Islamisk Stat. Terrorbevægelsen skal knuses. Men Rusland ønsker ifølge amerikanerne fortsat at beholde magten i Syrien, også i en genopbygningsfase og i tiden derefter.

Men et er retorikken i FNs generalforsamling. Noget helt andet er, hvad de to taler om, når døren i forhandlingslokalet lukker, og de kan tale mere frit.

Det er en dyster verden, Obama tegnede. Men han understregede gang på gang, at USA »ikke vil løse verdens problemer alene«. Og med Putin, der nu har sat sig i førerpositionen og vil have FNs Sikkerhedsråd ind over en samlet strategi for Syrien, så får USA på det område opfyldt sit ønske om ikke at stå alene. Spørgsmålet er dog, om Obama vil acceptere Putins version af verden.