Den sidste mafioso

Han var for Boston, hvad Al Capone var for Chicago. Han regerede byens underverden i 20 år og forsvandt i 16 år. Nu bliver regningen skrevet ud til Whitey Bulger.

Whitey Bulger sammen med John Martoranos yngste søn – Martorano var mafiabossens chefdræber. Bulger fik selv en søn i 1967, men han døde pludseligt i 1973 af en sjælden sygdom. Bulger var konstant bekymret for, at hans fjender ville skade sønnen – derfor var det kun de allernærmeste, der kendte til hans eksistens, fortalte drengens mor til Boston Globe i 2010. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Don Corleone er død. Tony Soprano er død. Men Whitey Bulger lever.

Han er den sidste mafioso, den slags fra dengang, hvor de værste forbrydere ikke var på Wall Street, og hvor manuskript og virkelighed veksler mellem hinanden.

Og i forbundsretten i Boston kan det i øjeblikket være svært at skelne mellem det ene og det andet. Vidnerne har den slags øgenavne og taler i den slags slang og først og fremmest om den slags business, som uvilkårligt leder tanken hen på Al Pacino og Robert de Niro. Her er f.eks., hvad Whitey Bulger skulle have sagt om drabet på en genstridig bookmaker:

»Vi farvekoordinerede hans begravelse. Han havde grønne underbukser på, og vi proppede ham i en grøn affaldsspand.«

Og her er, hvad hans chef-hitman sagde om et andet drab: »Jeg stak ham i brystet. Mange gange.«

20 gange – hvorfor så mange gange, spurgte forsvareren.

»Fordi han ikke ville holde kæft.«

Det er Whitey Bulgers underverden.

Det er svært at overvurdere hans plads i Bostons bevidsthed. Han var i så mange år, hvad Al Capone var for Chicago, og derefter var han i næsten lige så mange år på flugt, og myndighederne fangede Osama bin Laden, før end de fangede Whitey Bulger, og ikke så få havde forsvoret, at de nogensinde ville opleve, hvad de nu oplever:

At han sidder i forbundsretten, ved siden af sin forsvarer og over for de mennesker, som han i en menneskealder arbejdede med eller imod; sagen har kørt i en måned og vil formentlig køre sommeren ud, og den har fanget, hvad ingen nok så velment sociologisk forskning kan fange – dynamikken i en magtfuld bande, som får lov til at fungere næsten uantastet i 20 år. Som en slags »Fluernes herre« med Boston-accent illustrerer den institutionaliseringen af sociopati, den absolutte mangel på empati med andre mennesker, fordi det nu engang er normerne i gruppen, og det hele ender og begynder med James »Whitey« Bulger.

Og hvilken begyndelse. De var tre brødre, og de var alle tre lynende intelligente og havde en fornemmelse for at komme fremad. Den ene af dem blev dommer, den anden blev rektor for University of Massachussets og formand for statssenatet, og den tredje blev Whitey Bulger.'

Efter en dom for røveri og bedrageri og en tur på Alcatraz kom han i 1965 tilbage til sine irske rødder på sydsiden af Boston, og han lærte, hvad der var værd at lære om kriminalitet i en verserende krig mellem to bander. Bl.a. lærte han kunsten opportunisme – at skifte alliance, hvis det tjente ham – og han manøvrerede sig i spidsen for den irske mafia i Boston.

Bandekrigen lærte ham også om flygtigheden af menneskeliv. Han fortalte senere om sit første drab til en af sine hirdmænd. Bulger skulle myrde en konkurrerende topgangster; han kørte op på siden af hans bil og skød ham i ansigtet og opdagede først i skudøjeblikket, at det var gangsterens bror. Han kom slukøret tilbage til sin daværende mentor, som var ved at lave mad, og fortalte nedslået, at han havde dræbt den forkerte.

»Pyt med det,« sagde hans mentor om den dræbte.

»Han røg som en skorsten – han ville have fået lungekræft alligevel. Hvordan vil du have dine koteletter stegt?«

Beskrivelsen stammer fra Kevin Weeks’ bog, »Brutal: My Life in Whitey Bulger’s Irish Mob«. Weeks var en af Bulgers disciple og blev ofte omtalt som »Bulgers ubiologiske søn.«

Weeks vidnede i sidste uge og forklarede, at Bulger selv anslog, at han havde dræbt eller givet ordre om at dræbe 40 mennesker – »plus det løse«. Et drab var sjældent af lyst, det var ikke et fordrukkent bang-bang, men en simpel forretningsbeslutning. Hvis et menneske stod i vejen for forretningerne, og det gav mest mening at fjerne ham, så fjernede Bulger og hans folk ham.

Tilfældet Louie Litif er et godt eksempel. Litif var en bookmaker og lånehaj, som ville være mere end en småspiller, og han begyndte at handle kokain, og gik til Bulger for at få grønt lys for at slå sin lånepartner ihjel.

Dét satte Bulger i et dilemma. På den ene side tjente han fedt på Litifs spil og lån – Litif betalte rundhåndet med beskyttelsespenge – men på den anden side kunne han ikke acceptere hverken Litifs ambitioner eller planer om at dræbe en partner, som i princippet stod under Bulgers beskyttelse. Så hvad gør en mafiaboss?

Han foretog en afvejning af Litifs penge og Litifs ærgerrighed – og slog Litif ihjel. Han gjorde det personligt med en issyl i brystet og skud i hovedet.

Slog ihjel som en tjeneste

Bulgers kodeks blev gruppens kodeks, og vidneudsagn har vist, hvordan bandemedlemmer ikke havde skrupler over at slå ihjel – for det var, hvad man gjorde i gruppen. Tag John Martorano, en kødfuld ældre herre, som i forrige uge ifølge Boston Globe forklarede med selvfølgelighed – og immunitet – om sit arbejde som de facto chefdræber.

Han fortalte om John Callahan, der var en højtbetalt revisor i dagtimerne, men »om aftenen kunne han lide at tage en læderjakke på og hænge ud med hårde fyre som os«. Callahan fik den ide at overtage den amerikanske jai alai-liga – en baskisk sport – og han bad Martorano om at myde den daværende præsident for ligaen. Det var en på alle måder dubiøs plan, men Martorana skulle ikke have mange undskyldninger for at slå ihjel.

»Jeg kunne ikke lide det, men jeg slog ihjel for at gøre folk en tjeneste. Jeg ville gøre Callahan en tjeneste,« undskyldte han sig i retten.

Præsidenten var en forretningsmand i Oklahoma, og Martorano fløj til Oklahoma og skød ham uden for golfklubhuset. Drabet var sanktioneret af Bulger, som imidlertid blev bekymret for, om Callahan kunne holde kæft. Bulger beordrede derfor Martorana til at dræbe Callahan.

»Det var mærkeligt pludseligt at skulle slå den mand ihjel, som jeg netop havde slået ihjel for,« sagde Martorano, men banden var familie, og familie var alt.

»Det fortalte mine forældre mig, da jeg var lille. Det sagde nonnerne og præsterne også: altid familie.«

Martorano fløj til Fort Lauderdale, mødte Callahan i lufthavnen, fik ham ind på forsædet af en bil, steg selv ind på bagsædet og skød revisoren i baghovedet.

Martorano har erkendt 20 af den slags drab og har i en handel med myndighederne afsonet 11 års fængsel for dem. Han er en fri mand nu.

Sådan gik det med Bulger og banden i 20 år – fra 1974 til 1994 – og et godt spørgsmål er: Hvordan kunne han og den holde sig på toppen og kørende? I New York gik myndighederne hårdt til de fem gamle mafiabander og decimerede dem til seniorbingo, det samme i andre amerikanske storbyer, men Bulger forblev Bulger. Hvorfor? Forklaringen er den opportunisme, som altid havde tjent ham godt.

Midt i 1970erne blev Whitey Bulger informant for forbundspolitiet FBI. Selv siger han, at han ikke var »stikker«, men kun havde et »strategisk samarbejde« med »gamle, irske venner« hos FBI i Boston. Han gav oplysninger om sine fjender og konkurrenter, især den lokale italienske mafia, Patriarca-familien, som FBI nærmest pulveriserede i de år.

I 1994 begyndte de andre politimyndigheder i Boston imidlertid – uden om FBI – at forberede en sag mod Bulger. To lånehajer indvilgede i at vidne mod Bulger, og en FBI-agent, John Connolly, fik nys om efterforskningen. Han fik carte blanche af sin lokale chef til at advare Bulger, fordi en retssag ville afsløre, at FBI havde holdt hånden over Bulger, og det ville føre til skandale. I 1994 flygtede Bulger med en af sine elskerinder, Cathy Greig, og han forsvandt. FBI undgik imidlertid ikke skandalen.

For med sin flugt reddede Bulger sit eget skind, men ikke sin bande, og det var nu hver mand for sig selv. Drabsmænd som Kevin Weeks og John Martorano indgik handler med anklagemyndigheden, og i 2005 førte det bl.a. til, at FBI-agent John Connolly blev dømt for meddelagtighed til drab og sendt 40 år i fængsel.

Det var FBI-agenten, som tippede banden om, at politiet ville afhøre revisor John Callahan om drabet på jai alai-præsidenten, og på den baggrund besluttede Bulger at slå Callahan ihjel. FBI-agenten forklarede under retssagen, at han havde et blødt punkt for Bulger, fordi de voksede op i det samme irske nabolag, og fordi Bulger som teenager havde købt en isvaffel og givet den til Connolly, der på det tidspunkt bare var en lille dreng.

Men den lokale oprydning førte ikke til Bulger, han var efterhånden lige så myteomspændt og alle-steder-og-ingen-steder som den døde Elvis og den afskyelige snemand. I 2011 ændrede myndighederne derfor taktik og besluttede at fokusere på Cathy Creig, der var kendt som forfængelig og med en forkærlighed for frisør- og manicuresaloner. Hun kunne ikke falde i med tapetet.

Fældet af Miss Island

Taktikken lykkedes – ifølge bogen »Whitey Bulger« takket været en tidligere islandsk fotomodel og Miss Island. I juni 2011 sad Anna Bjornsdottir i sin lejlighed i Reykjavik og så CNN, og hun så et indslag om Bulger og Cathy Greig, og hun studsede over billederne. Hun kendte kvinden, ikke som »Cathy,« men som Carol, Carol Gasko. Bjornsdottir havde en lejlighed i Santa Monica i Californien, og hun og Carol delte en interesse for katte. Carol – eller Cathy – var en sød, midaldrende kvinde, som pylrede om sin mand, en vrissen gamling, der som regel lå på sofaen og så fjernsyn.

Bjornsdottir ringede til FBI og efterlod en besked på politiets telefonsvarer, og dagen efter fik Boston sin bin Laden-dag.

Under retssagen har Bulger ifølge retsreportager i bl.a. Slate virket resigneret. Han er 83 år, og han ved, at han vil komme til at dø i fængsel. Han er tiltalt for 19 drab og for myriader af andre forbrydelser, nogle af dem har han tilstået, andre har han ikke, men det er underordnet, om han bliver dømt for fem, ti eller femten drab og bedragerier. Han er færdig.

Men hans omdømme er ikke, og det er tilsyneladende, der han sætter kræfterne ind. Under hele retssagen har »ære« spillet en stor og tilbagevendende rolle. Drabsmænd som Weeks og Martorano siger, at de stadig regner sig som »ærefulde«, fordi de kun indgik aftaler med anklagemyndigheden, efter de fandt ud af, at Bulger »hele tiden havde været den største stikker af dem alle«, som Weeks sagde i sidste uge. Han hentydede til Bulgers samarbejde med FBI, og det fik den 83-årige gangsterchefs facade af stoiskhed til at krakelere. »Fuck you,« råbte han til Weeks, og retslokalet udviklede sig til en servematch på vulgariteter.

Det er Whitey Bulgers sidste kamp. Han havde i sin storhedstid et Jesse James-image i visse af byens irske nabolag, og han vil holde fast i, at han ikke var den laveste af de lave, en stikker. FBI brugte ikke ham, han brugte derimod FBI, vil han fortælle os, og det var, hvad matchen med Kevin Weeks handlede om.

Ingen af dem synes at have blik for ironien i, at to erkendte drabsmænd kæmper om ære – hvilket modbeviser det gamle ord om, at selv de største tyve har ære.

For den er tyvstjålet.