Den rastløse bayrer

Edmund Stoiber har i 14 år været ministerpræsident for Bayern, en af Tysklands mest velstående delstater. Hans rastløshed er ved at blive en plage for resten af landet - som det en kort overgang var for Europa.

Edmund Stoiber har siden 1993 været ministerpræsident for Bayern, hvor det borgerlige CSU er vant til en vælgertilslutning på over 50 procent. Nu viser meningsmålinger, at to tredjedele af de adspurgte ikke ønsker, at Stoiber fortsætter. Foto: Oliver Lang Fold sammen
Læs mere

En efterårsdag 2003 sad tre mænd over en bedre middag med rødvin i Sydtyskland. Den ene var Siemens-chefen Heinrich von Pierer, som havde stillet sin private spisestue til rådighed for arrangementet. Den anden var forbundskansler Gerhard Schröder, som havde bedt om mødet. Den tredje var Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber.

Schröder havde ønsket den diskrete sammenkomst, fordi han ville tilbyde Stoiber jobbet som formand for EU-Kommissionen. De var fra konkurrerende partier - den ene socialdemokrat, den anden formand for Bayerns altoverskyggende, borgerlige CSU - men kansleren ville alligevel gerne befordre Stoibers karriere. Hovedsagen var, at han var tysk; flertallet af Europas regeringer var konservative, så den nye formand måtte komme fra det hold. Schröder havde aftalt projektet med Frankrigs præsident Jacques Chirac. Frankrig ville støtte Stoiber, hvilket han fik bekræftet af præsidenten nogle uger senere i Paris.

Stoiber lovede at træffe en hurtig beslutning, fordi der, hvis han sagde ja, skulle sættes en del i gang i EU-maskineriet. Men man hørte intet fra ham. I begyndelsen af marts 2004 ringede Schröder til ham og sagde, at fristen var udløbet. Han måtte bestemme sig. Det var en fredag. Stoiber bedyrede, at han ville svare mandag. Det gjorde han. Han afviste at blive kommissionsformand. Han henviste til, at CSU var så godt som fortabt uden ham. Han kunne ikke flytte til Bruxelles ud fra en ansvarsfølelse for sit parti og for Bayern, erklærede Stoiber.HISTORIEN FORTÆLLES AF Gerhard Schröder i hans selvbiografi. Stoiber forekommer at være »et forsigtigt, hvis ikke ængsteligt, menneske, der viger tilbage for enhver udfordring, som han ikke ved, om han kan vinde,« skriver den tidligere kansler.

Alligevel er den nu 65-årige regeringschef fra München ferm til at hvirvle støv op - så meget, at det jævnligt udløser hosten i Berlin og andre hovedstæder. For godt et år siden gennemtrumfede han, at han skulle overtage et økonomisk superministerium under kansler Angela Merkel. Alt blev lagt til rette for ham, andre kandidater afvist, men i sidste øjeblik flygtede han hjem til Bayern. Schröder taler i sine erindringer om »overdrevne fordringer og angsten for ens eget mod.« Selv mumlede Stoiber, at han kunne være mere til nytte i München.

Den rastløse jurist, der begyndte sin politiske karriere 1971, er et stigende problem lokalt og nationalt.

Bayern er arealmæssigt den største af Tysklands 16 delstater og den næststørste, når man ser på indbyggertallet. Der bor flere mennesker i Bayern end i Schweiz eller Østrig. Bayern gør derfor krav på en særlig indflydelse i forbundsrepublikken. Det går resten af landet med til, dels fordi bayrerne er så mange, dels som følge af en vis godmodighed over for landsmænd, som er mere varmblodige, end tyskere er flest. På det seneste sporer man imidlertid en vis træthed.DEN BEGYNDTE I det små, da Stoiber selv forsøgte at blive kansler i 2002. Resten af Tyskland prøvede så hårdt de kunne at tage ham til deres hjerter. Det kunne de ikke. Stoiber var for stiv, for umusikalsk og ude af stand til at føre en i det mindste på overfladen afslappet samtale på vælgermøder. Da nationen blev ramt af den værste oversvømmelse i hundrede år, trak Schröder straks i regnfrakke og gummistøvler og lod sig fotografere i det ødelagte Sydøsttyskland. Han iværksatte også en gigantisk nødhjælp. Stoiber holdt en - sjælden - ferie i Nordtyskland og nægtede at afbryde den, før det var for sent. Schröder vandt valget, selv om hans kanslerskab i det store hele havde været en fiasko. Han vandt på grund af sin modstand til Irak-krigen - og fordi han viste medfølelse med ofrene for vandmasserne.

Siden har Stoiber gjort sig bemærket ved at blæse med vinden - det ene øjeblik er han mere socialdemokratisk end socialdemokraterne, det næste sekund mere konservativ end George W. Bush. Senest har han været med til at forhandle en sundhedsreform i Berlin, for straks efter at torpedere den ved hjemkomsten til Bayern. Han virker i stigende grad som en kat, der jagter sin egen hale - altid på farten, aldrig ved målet og uden anden hensigt end at være i bevægelse.I DENNE UGE var det ved at gå galt igen. En kvindelig CSU-politiker fra provinsen havde i efteråret indledt sin egen, lille opstand mod Stoiber, som hun beskyldte for at være udemokratisk og have siddet for længe på posten. Stoiber lod, som hun var luft. Men hun var smuk, hvilket betød, at aviserne bragte mange billeder af hende, og hun havde ret, mente stadig flere bayrere, hvilket medførte, at folkene omkring Stoiber blev nervøse. Ved juletid beskyldte kvinden Stoibers bureauchef for at udspionere hende. Bureauchefen skulle have forsøgt at finde kompromitterende materiale i hendes privatliv. Stoibers folk erklærede, at hun var fuld af løgn, men et par dage senere måtte bureauchefen indrømme, at der var noget om snakken og trådte tilbage.

Siden har det gæret i partiet, der er vant til en vælgertilslutning i Bayern på et godt stykke over 50 procent. Nu viser meningsmålinger, at to tredjedele af de adspurgte ikke ønsker, at Stoiber fortsætter - om end der stadig er et stort flertal for CSU. I weekenden antydede flere i CSU-ledelsen, at de var enige - et uhørt brud på disciplinen i en bevægelse, der føres så stramt som Dansk Folkeparti. I begyndelsen af ugen dukkede en blegnæbbet Stoiber op til CSUs årlige strategimøde i alperne. Han havde krævet en tillidserklæring. Den fik han. Han fik endda at vide, at han var selvskreven som leder også ved næste valg i Bayern 2008. Men det er med tillidserklæringer som med kvalitetsundersøgelser på sygehuse - der er ikke brug for dem, hvis alt er, som det skal være.

»Hvor meget fejhed, opportunisme, løftebrud og illoyalitet har man råd til, før demokratiets lange arm straffer én med afsættelse,« spurgte det liberale Die Zeit sidste uge. Og selv den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung taler om en »provokation af vælgerne«. Edmund Stoiber, der i sine 14 år som ministerpræsident har gjort meget for Bayern, i dag en af de rigeste delstater, er i færd med at afmontere sig selv. Merkel håber sikkert, at det vil ske hurtigt, for hun må være træt af ham. Men man kan aldrig vide med Stoiber - ikke mindst fordi han tilsyneladende er i tvivl om sig selv. Den eneste, der formentlig vil takke ham for ikke at være taget til Bruxelles for et par år siden, er portugiseren José Manuel Barroso. Det var ham, der blev EU-formand - på afbud, som vi nu ved.