Den orange revolution i Ukraine

De seneste ugers masseprotester i Kijev har mindet central- og østeuropæerne om fløjlsrevolutionen i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne. Men begivenhederne i Kijev er ikke kun et resultat af en spontan følelse af frihed og oprørstrang. Også professionelle valgstrateger finansieret af Washington har en finger med i spillet.

Læs mere
Fold sammen

En dag kunne man pludselig se orange farver i gaderne i Ukraines hovedstad Kijev.

Først i mindre mængder, for eksempel på plakater med oppositionens præsidentkandidat Viktor Jusjtjenkos dengang endnu ikke arrede ansigt på.

Så begyndte der at dukke orange vimpler op, siden alle mulige slags orange effekter - solbriller, paraplyer, ja, selv en orange sodavand »Premier Appelsin« med Jusjenkos slogan på.

Når regeringens kandidat, Viktor Janukovitj, havde så godt som monopol på massemedierne, måtte Jusjtjenkos budskab ud til folket på en anden måde: Ved at farve gadebilledet orange.

Det tog tid, men fordelen var, at befolkningen dermed blev involveret.

Først i de to sidste uger inden valget begyndte der at komme orange tasker, tørklæder, tøj. Almindelige mennesker, vælgere, var begyndt med deres påklædning at signalere deres personlige holdning og implicitte foragt for myndighederne og blev dermed selv en del af valgkampen.

Uanset hvem der ender med at sætte sig på præsidentposten, har den ukrainske ungdomsorganisation Pora, der er en af hovedkræfterne bag Jusjtjenkos orange revolution, allerede sikret én stor sejr: befolkningens involvering i politik - demokratiets grundsten.

I serbisk ånd
Selvom fødderne, der nu tramper gaderne tynde i Kijev og andre byer, er de ukrainske borgeres, er kampagnen ikke deres alene, men én de har lånt fra udlandet: Serbien, Georgien og Hviderusland (hvor den slog fejl), og finansieringen er amerikansk, ligesom de politiske råd og marketingsideer er det.

Første gang strategien blev brugt med succes, var da Serbiens ungdomsorganisation Otpor med hjælp fra amerikanske strateger, meningsmålingsfolk og diplomater fik vippet Slobodan Milosevic af pinden i december 2000. Og flere af de serbiske aktivister fra dengang har i de seneste uger givet en hånd med i Ukraine, men da en af Otpors ledere, Aleksandar Maric, forsøgte at hjælpe til, fik han at vide, han var uønsket i Ukraine.

En af hovedarkitekterne bag den serbiske kampagne var den daværende amerikanske ambassadør i Beograd, Richard Miles. Sidste år gentog han ved hjælp af ungdomsorganisationen Kmara operationen i Georgiens hovedstad, Tbilisi, hvor han var blevet fløjet ind som ny ambassadør. Og den daværende georgiske oppositionsleder, Mikhail Sakashvili, var på kursus hos Otpor-folkene i Beograd, før det gik løs. Nu er han Georgiens præsident.

I efteråret 2001 forsøgte amerikanerne med samme kampagnemønster at vælte Hvideruslands præsident og enehersker, Aleksandr Lukasjenko, dog uden held. Oppositionen var for svag, for splittet og befolkningens reaktion på Lukasjenko-regimets omfattende valgsnyd udeblev. Ungdomsorganisationen Zubr fik aldrig den støtte, dens søsterorganisationer har nydt.

Centrale exitpolls
Et af de centrale elementer i strategien er at sikre, at oppositionen er i stand til at præsentere troværdige exitpolls i god tid før selve valgresultatet for derved at sikre sig initiativet i forhold til medierne. Og allerede på valgaftenen i Ukraine forelå exitpolls, som de gjorde det i Tbilisi.

De amerikanske organisationer Freedom House og det demokratiske partis The National Democratic Institute, der arbejder for at fremme demokrati verden over, har således trænet og betalt flere tusinde lokale valgobservatører til at supplere valgobservatørerne fra bl.a OSCE og Europarådet.

Officielt brugte USA 41 millioner dollars på kampagnen i Serbien. I Ukraine forlyder det, at man ligger på et beløb omkring 14 millioner dollars.

Ud over The National Democratic Institute, som den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright leder, er hovedorganisationerne bag kampagnen, ifølge journalist Ian Traynor fra den engelske avis The Guardian, republikanernes International Republican Institute, det amerikanske udenrigsministerium, USAid, og milliardæren George Soros Open Society Institute.

Russisk indflydelse
Det er dog ikke kun amerikanerne, der har en finger med i spillet. Rusland har også haft en yderst aktiv rolle i forsøget på at få valgt deres favorit Viktor Janukovitj.

Putin har haft en af sine førende spindoktorer, Gleb Pavlovskij, i Kijev for at lede Janukovitjs valgkampagne. Og ifølge liberale kredse i Moskva har Kreml skudt op mod 300 millioner dollars ind i kampagnen.

Putin selv har op til hver valgrunde besøgt Ukraine og stået side om side med Janukovitj. For eksempel under fejringen af 60-året for befrielsen af Kijev fra Nazi-Tyskland, hvor man med militær-parader på traditionel kommunistisk vis lod Janukovitj få et skær af statsmandskab over sig ved sammen med Ukrianes præsident, Leonid Kutjma, at lade ham signalere venskab med Ruslands præsident.

Russisk tv, der også kan og bliver set af den russiske del af Ukraines befolkning, har endvidere ført en ensidig pro-Janukovitj dækning af valgkampen.

Noget kunne imidlertid tyde på, at Putin burde se sig om efter en bedre valgkampstrateg end Gleb Pavlovskij, næste gang han ønsker at udbrede russiske indflydelse via stemmesedlen.