Den norske kongefamilie med Norges nye konge, kong Haakon, i front er søndag formiddag mødt op til sørgegudstjeneste for kong Harald i en stopfyldt kirke.

Således er domkirken i Asker sydvest for Oslo fyldt til randen.

500 besøgende, der har stået i kø foran kirken, fik ikke plads til gudstjenesten, der gik i gang klokken 11 søndag.

Det har politiet oplyst til det norske medie VG.

Foruden gudstjenesten i Asker Kirke er der også sørgegudstjenester for kong Harald, der gik bort fredag morgen, i de resterende 10 domkirker i landet.

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, er til sørgegudstjenesten i Oslo Domkirke sammen med formand for Stortinget Masud Gharahkhani og andre repræsentanter fra den norske regering.

Sørgegudstjenesten i Oslo bliver livetransmitteret, mens det der blot er billeder fra gudstjenesten, som den kongelige familie deltager i.

Det er biskop Sunniva Gylver, der står for gudstjenesten i Oslo Domkirke.

Gudstjenesten bliver indledt af domprovst Pål Kristian Balstad.

- Denne søndag er anderledes. Hans majestæt kong Harald er død. En familie har mistet sin ægtefælle, far, bedstefar og svigerfar. Vores tanker er hos dem i deres sorg. Vi har mistet vores folkekære konge, lyder hans indledende ord.

Allerede fra morgenstunden var flere mødt op foran kirkerne rundt om i landet med en forhåbning om at få en plads på kirkebænken.

Norske medier beskrev, hvordan hundredvis stod i kø foran Oslo Domkirke og Asker Kirke, og at de første allerede var mødt op klokken 08.00.

Oslo Domkirke, hvor biskop Sunniva Gylver leder sørgegudstjenesten, er den selvsamme kirke, som kong Harald og dronning Sonja blev gift i for 58 år siden.

Lørdag - dagen efter kong Harald gik bort - var deres bryllupsdag. Og netop det kommer biskoppen ind på under gudstjenesten.

- For 58 år siden i går gav de hinanden deres ja netop her. Fuld af glæde efter ni års vedholdende kamp for kærligheden. I dag er vi samlet her og i kirker og foran skærme til sørgegudstjeneste.

- Vi er her for at sørge over kong Harald V's død. For at mindes, ære, dele. For at synge, bede, lytte og tænde lys. Og for at være stille sammen, siger Sunniva Gylver ifølge NTB.

RITZAU