BARCELONA: En af Albert Riveras største styrker er hans lynhurtige replikskifte. Lederen af Spaniens nye midterparti, Ciudadanos (Borgere), synes at have kvikke svar parat til alt, uanset om snakken falder på makro­økonomi eller den privatsfære, han – i lighed med de øvrige kandidater – bruger i hidtil uset grad under kampagnen op til det spanske parlamentsvalg 20. december.

Det beviste Rivera endnu en gang, da værtinden på et populært TV-talkshow forleden stak ham det seneste nummer af Interviu i hånden. På forsiden af Spaniens svar på Ugens Rapport optrådte Ciudadanos­lokalpolitikeren Carmen López uden en trævl som blikfang for et interview, hvori hun sviner sin leder til.

López er naturligt nok sur over, at partiet vil smide hende ud pga. en sag om frås. Mere bizar virker hendes »hævnmetode«, men der er mening med galskaben. Stripteasen er en giftig kommentar til Ciudadanos’ første valgplakat, hvor Rivera selv optrådte i adam­kostume under parolen »Dit nye parti er født«. Da han, tilbage til TV-showet, blev spurgt om sammenhængen, var svaret imidlertid som sædvanlig knivskarpt.

»Mit billede blev, på godt og ondt, udsat for en hel del mindre photoshop,« lød det fra Rivera, hvorefter latteren brød løs i studiet.

Har han noget tøj på?

Den lyserøde – eller måske snarere kød­farvede – affære er naturligvis blot en anekdote i en spansk valgkamp, der sjældent har været så tæt og åben. Men den fortæller også en del om den 36-årige leder af et parti, der på et år er gået fra fem til op mod 25 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, og som ligger til dødt løb med de regerende konservative samt en overhaling af de førhen almægtige spanske socialister.

Eller rettere sagt: Episoden bekræfter mange spaniere i deres undren og skepsis over for Rivera.

For hvem er han egentlig inde bag den perfekte, men givetvis også retoucherede mediefacade? Har han overhovedet noget tøj på i politisk forstand, og af hvilket ideologisk stof er det i så fald gjort?

Hvad angår det sidste spørgsmål definerer Rivera Ciudadanos som et centrumvenstreparti med liberale tendenser. Men han lader samtidig forstå, at det betyder mindre i en kontekst, hvor Spanien skriger på fornyelse og hovedrengøring i en gennemkorrupt politisk elite. Under alle omstændigheder er hverken Riveras eget eller Ciudadanos’ udgangspunkt videre socialdemokratisk.

Styrmand i al slags vejr

Det oprindeligt catalanske parti blev stiftet i 2006 af en gruppe intellektuelle som unionistisk svar på separatismen i den nordøstspanske region. Ideen om at skabe et landsdækkende alternativ til det konservative Partido Popular (PP), der gennem årtier har været i stand til at favne alt fra Franco-nostalgikere til socialliberale, var også til stede, men hovedfjenden var de catalanske nationalister.

At den på det tidspunkt blot 27-årige Albert Rivera blev valgt som partileder, skyldes ifølge onde tunger en tilfældighed. Men den unge jurist, der forinden havde nået at være medlem af PP, viste sig ekstremt taktisk snu og umulig at vippe af pinden trods diverse mytteriforsøg i al slags vejr.

Ciudadanos har bl.a, – ifølge afhoppede partimedlemmer for ussel mammons skyld – stillet op til europaparlamentsvalget i 2009 som del af den irske rigmand Declan Ganleys EU-skeptiske Libertas-alliance. Det har også haft sit hyr med at holde højreekstreme sympatisører fra dørene og syntes indtil for godt et år siden dømt til at henslæbe en skæbne som spansksindet protestparti i Catalonien.

Højreorienteret Podemos

Når Ciudadanos pludselig eksploderede på landsplan i begyndelsen af 2015, hænger det sammen med to ting. Dels fremstår partiet som bolværk mod den stadig mere konkrete løsrivelsesproces i Catalonien, hvor det ved regionalvalget i september blev næsten lige så stort som konservative og socialister tilsammen. Dels, og især, var der akut behov for et »højreorienteret Podemos«, som top­chefen for et af Spaniens største penge­institutter, Banco Sabadell, har formuleret det.

Venstrepopulistiske Podemos’ himmelflugt i meningsmålingerne vakte i efteråret 2014 bekymring om et systemskifte af græske dimensioner. Og med Ciudadanos har konservative vælgere, der ikke længere kan udholde stanken af korruption i PP, fået et tilsvarende nyt og »nøgent« parti at stemme på med ren samvittighed.

Er Albert Rivera i den sammenhæng, som hans kritikere på såvel venstre- som højrefløjen hævder, blot et »mediemonster« skabt af spindoktorer? Og er hans parti ret beset et konservativt projekt, der – som i den berømte italienske roman »Leoparden« – skal forandre alt, for at alt kan forblive, som det er?

Det vil vise sig. Under alle omstændig­heder vil det friske pust, som Rivera repræsenterer, næppe gøre nogen skade i en politisk klasse, der af spanierne i årevis er blevet anset for landets næststørste problem kun overgået af arbejdsløsheden. Med eller uden tøj på.