PARIS: Den unge franske journalist sad og tyggede på hvert ord og formulerede sig om­hyggeligt, næsten filosoferende.

Det var to dage efter terrorangrebene i Paris. Berlingske mødte ham tilfældigt på en anset bar, blot 150 meter fra et af fredagens gerningssteder. Han insisterede på en samtale om terrorangrebene. Lige som alle andre i byen.

Men han vævede rundt i en monolog, der blandt andet handlede om, at hele Frankrig denne gang var blevet ramt. Ikke som i januar 2015, hvor det »kun« var jøderne og satirikerne. Han sagde også, at den franske livsnyderstil aldrig vil blive besejret. Men efter en halv times monolog havde han stadig ikke nævnt Islamisk Stat en eneste gang. Som om kalifatets krigere og islamismen slet ikke havde været forbi Paris fredag den 13. november.

Det er, hvad forfatter, klummeskribent og radiovært, Caroline Fourest kalder for »vilkårlige undskyldninger for mordere« – udenomssnak, hvor bagmændene for det største angreb på Frankrig siden Anden Verdens­krig, dårligt nævnes.

Feministisk sekularist

Hun er en af Frankrigs mest frem­trædende stemmer i debatten om ytringsfrihed, og beskriver sig selv som feministisk anti-racistisk sekularist. Hun arbejdede selv for Charlie Hebdo, da bladet først blev ramt af et brandattentat i 2011.

Hun mistede nære venner i Charlie Hebdo-angrebet i 2015, og er lagt for had i brede kredse for at kritisere muslimske prædikanter, og i det hele taget for at sige sin uforbeholdne mening i den mangeårige debat om ytringsfrihed. En debat, der, ifølge Caroline Fourest, gradvist bliver indhyllet i mere og mere blod, og som hun mener, nogle giver næring med grundlæggende holdninger om, at hvis vesterlændinge dræbes i terror­angreb, så må skyld og ansvar findes på ofrenes side.

Berlingske møder hende i Paris to dage efter samtalen med journalisten og fire dage efter angrebene, der krævede 129 dødsofre.

»Det går stærkt,« siger hun og hentyder til rækken af friske forklaringer på fredagens blodbad fra en række franske meningsdanneres side. Mange af dem forsøger at forklare angrebene med Frankrigs andel i koalitionen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.

I armene på det yderste højre

Det finder hun ikke kun intellektuelt u­ansvarligt, men også direkte farligt, for den slags forklaringer driver vælgere i armene på Europas alleryderste højrefløj, hvilket også er en trussel mod demokrati og ytrings­frihed.

»Ved at høre terroristernes motivation forklaret og få antydet, at vi fortjener angrebene af den ene eller anden årsag, bliver mange af de trætte og utålmodige borgere så vrede, at de vil vælge autoritære kræfter. Og hvis det sker, mister vi vores sjæl. Vores pluralisme og demokrati,« siger hun.

Hun ser den udvikling lure i en række europæiske lande, og giver de såkaldte »fornuftige« forklaringer på den terror, der rettes mod Vesten, et stort medansvar.

»Da jøder blev dræbt i Toulouse, fik Israel-Palæstina konflikten skylden. Da Charlie Hebdo blev angrebet, var det hån og manglende respekt, der var forklaringen. Nu, da alle bliver ramt, er det Syrien-krigen, den er gal med, og forklaringen på Syrien-krigen er, at vi er islamofober. Det har ingen ende,« siger hun.

Stå op imod truslerne

For hende er det ikke et valg mellem knæfald for islamisterne og det yderste autoritære højre. Men vejen imellem de to størrelser kræver, ifølge Fourest, at man på den ene side tør stå op imod islamisternes trusler og samtidig sige fra over for de autoritære.

»Vi skal forstå, at vi er i krig mod militant islam. Hvis de ikke angriber os på grund af karikaturer eller Syrien, så vil det være på grund af pluralisme, kvinderettigheder, alkoholforbrug eller dans og sang,« siger hun og slår fast, at Vestens rolle i Syrien først og fremmest er et svar på trusler og angreb.

»Det er vores pligt at sige, at vi er i Syrien, fordi terrorgrupper har ramt os og forsøgt at ramme os mange gange tidligere. Det er de intellektuelles pligt at være ærlige. Hvis det bare var en almindelig krig, ville det være let. Men de rekrutterer soldater blandt os og angriber os her,« siger hun.

Fourest frygter på den ene side, at Frankrig og andre EU-lande befinder sig på en glidebane, hvor ikke-demokratiske midler let kan blive en del af hverdagen i forsvaret mod terrorangreb. Som tidligere medarbejder på Charlie Hebdo støtter hun til enhver tid latterliggørelse, hån og spot, som mange muslimer kalder opildning til had, men hun trækker en streg i sandet, når det kommer til hadsk tale fra imamer og andre prædikanter. Dem ser hun helst smidt ud af landet.

»Der går en grænse, når hadsk tale transformeres til vold. Det er ulovligt og slet ikke det samme som Charlie Hebdo,« siger hun.

Kritik af Charlie Hebdo

Det terrorramte satiremagasin er kommet under stigende kritik, ikke kun for at håne islam, men også for at producere satire af terrorofrene i det russiske flystyrt i Sinai, og i denne uges udgave også af ofrene i Paris.

»Hør her. Jeg mener vi har brug for en international Charlie Hebdo-fortolker«.

Her tøver hun et øjeblik, og siger, at det nok bliver svært at oversætte til russisk og til verdens islamister.

»Humor er en meget universel sag, men måden at elske på er ikke. Hvis man ikke kender kulturen bag Charlie Hebdo, kan man ikke forstå det og bliver enten stødt eller forarget. Men det handler netop om, at man ikke altid skal elske det. Nogle gange bliver karikaturerne tegnet for at straffe os. Men i sidste ende er det et slag i ansigtet med det formål, at du skal tænke dig om,« siger hun.

Fourests forklaring på, at der synes at være gået inflation i at være forarget siden terror­anslaget mod Charlie Hebdo og ti år efter Muhammedkrisen, binder hun sammen med pointen om krigen mod terror.

»Vi er trætte og forvirrede og har ikke den samme styrke som tidligere. Humor kræver overskud og håb. Og mange i Vesten har med hjælp fra dem, der forsøger at forklare terror rationelt, lært, at det kan betale sig at blive forarget,« siger hun.