Den morsomme mand vil skabe orden i kaos

Jon Stewart forlader sit berømte program, The Daily Show, som han har været synomym med siden 1999. Det er uvist, hvad den 52-årige Stewart nu vil kaste sig over.

Trods en årsindtægt, som nærmer sig 200 mio. kroner takket være sit kendte The Daily Show, har den amerikanske komiker og studievært Jon Stewart valgt at lade programmet lukke efter at have styret løjerne siden 1999. Arkivfoto: Andrew Cowie/EPA Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Det begyndte som en joke, men pludselig var det alvor. Den morsomme mand var ikke morsom længere. For de ledende politiske personer på den republikanske side af det politiske spektrum, som han elskede at skabe sin spiddende samfundssatire på baggrund af, var for længst væk og ikke længere aktuelle i rollen som USAs absolutte topfigurer. Den morsomme mand var kort sagt uden ofre, han kunne angribe.

Det amerikanske tidsskrift Esquire skrev om »nedturen« for Jon Stewart godt to år efter, at præsident Barack Obama overtog embedet.

Esquire spurgte retorisk, om Jon Stewart manglede stof til sine udsendelser, efter at Obamas forgænger, George W. Bush, havde forladt Det Hvide Hus sammen med sin stab af folk som vicepræsident Dick Cheney (manden uden puls), forvarsminister Donald Rumsfeld (manden uden humor) og en skare af neokonservative rådgivere, som alle dagligt kunne fyre grundigt op under Stewarts humoristiske kedler, fordi deres synspunkter var så provokerende og ufrivilligt komiske – i Jon Stewarts optik.

The Daily Show-værten Jon Stewart var i 2011 efterladt med en kedelig demokratisk præsident, som sjældent begik fejl på et niveau, der kunne kaste en satire af sig. Jo, han begik fejl, mange endda. Men de var bare ikke så underholdende som dem, Bush-regeringen kunne begå.

Rent ud sagt var Demokraterne kedelige, også dem i Kongressen, i forhold til Republikanerne, der var i gang med et internt rivegilde af dimensioner efter Bush-tiden. Men Stewart kunne ikke blot køre på fortiden, men skulle også helst hente inspiration fra den nuværende administration. Og det kneb det gevaldigt med.

»Ikke endnu en gang Fox News«, sagde Jon Stewart tit på morgenmøderne, da det eneste, man i den periode kunne hente inspiration i, var et eller andet ufrivilligt morsomt, som den højreorienterede TV-kanal havde foretaget sig i løbet af dagen. Der manglede noget fra Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus.

Og det var svært at få øje på morskaben i Obama, som altid var så »korrekt« i sin måde at udtrykke sig på og hans nærmeste rådgivere så kedelige, at man næsten faldt i søvn, når man så dem, som en af hans nærmeste medarbejdere udtrykte det.

Selvfølgelig var det mest en joke, for Stewart blev morsom igen og stopper nu sit uhyre populære program på toppen. Han er noget så sjældent som en komiker, en debattør, en politisk indsigtsfuld person med en enorm skærmtække, en charme og en række ansigtsudtryk, der får både mænd og kvinder til at overgive sig totalt.

Det påstås, at selv hans politiske modstandere en gang imellem tager sig i at grine under udsendelserne.

Og så kan det aldrig gå helt galt for en mand, der ikke alene forlader et populært TV-program, men også siger farvel til en løn, der hævdes at ligge i omegnen af 30 mio. dollar eller godt 195 mio. kroner om året. I hvert fald forlader han det foreløbigt.

For ingen tror på, at den kun 52-årige Jon Stewart ikke snart fortæller, hvad han har tænkt sig. Det er ikke pengemangel, der bliver hans problem. For han vil i mange år være særdeles efterspurgt.

Vil ikke kaldes journalist

Der er én ting, Jon Stewart ikke vil kaldes. Journalist. Ikke fordi han på nogen måde foragter det fag, men fordi han mener, at hans koncept altid skal være på satirens og humorens side. Det skal ikke være et faktuelt show. Det må gerne være et debatshow med satirisk kant. Men et journalistisk talkshow, nej tak.

Derfor har han også altid hadet den interviewdel, der ligger til sidst i hans udsendelser, fordi det er dér, han bliver tvunget ind i gråzonen mellem journalistik og satire, som han meget fornuftigt ikke vil. For han er god til interviewet. Så god at han både som interviewer og som den interviewede har kunnet styre situationen.

Og lige når man troede, at det hele var ved at blive alvor, fik han vendt situationen 180 grader og var tilbage på fast grund i satiren.

Han efterlader en stribe af gæster bag sig, som er blevet mast i hans programmer. Ikke fordi han ønskede, at de skulle blive mast. Men fordi de ikke kunne hamle op med hans hurtighed og derfor underkastede sig hans teknik uden at give ham modstand.

En af de mest berømte udsendelser i den retning var, da han i 2009, lige da finanskrisen var på sit højeste, interviewede en af USA mest berømte investeringsværter, TV-stationen CNBCs Jim Cramer, som med sit program »Mad Money« havde skabt et underholdende aktieshow for hr. og fru USA, der gerne ville blive millionærer på at spille på børsen.

Det var på det tidspunkt, hvor alle amerikanere var begyndt at gennemskue en person som Cramer, som under finanskrisen havde rådgivet dem til at sætte penge i værdiløse selskaber og havde tabt formuer ikke blot ved at følge hans råd, men også ved at følge deres egne bankrådgiveres råd, som tilsyneladende også havde deres viden fra »Mad Money«.

Cramer påstod, at han aldrig så finanskrisen komme på trods af, at han pralede med, at han kunne gennemskue aktiemarkedet. Så Cramer blev slagtet af Jon Stewart, og det var ikke engang meningen, hævdes det.

Men man skal være lige så direkte som Jon Stewart for at overleve en bemærkning som denne: »Hvis jeg havde fulgt Cramers råd og investeret én mio. dollar i nogle af de selskaber, han anbefalede, ville jeg i dag have ... én dollar«. Det sidste sagt efter en alenlang pause, så enkelte kunne tro, at Stewart ville sige ti mio. dollar.

Stewart, som har haft showet siden 1999, er paradoksalt nok også kendt for sine seriøse øjeblikke og får skylden for, at CNN måtte nedlægge et af deres debatprogrammer, »Crossfire«, et program som Jon Stewart blev inviteret ind til, fordi han havde kritiseret det.

Han slagtede med seriøse argumenter for åben skærm et program, der allerede var på vej i graven, og det blev lukket kort efter. Stewart gentog hele tiden, at de burde stoppe programmet, fordi det var en »fornærmelse mod amerikanerne« med den debatform, det havde.

»Det skader landet,« sagde han til de to værter, Paul Begala og Tucker Carlson, som stod i spidsen for et program, der havde udviklet sig til en parodi på et debatprogram, fordi de to værter aldrig formåede at konfrontere deres gæster, som var professionelle politikere.

Det var ikke Jon Stewart, der lagde programmet ned. Den beslutning var allerede undervejs. Men det var det, han blev berømt på, fordi han mestrede at gå fra det komiske til det alvorlige og gennemføre en skarp mediekritik af et program, som burde have været lukket for længst.

Elsker sine politiske modstandere

Stewart har selvfølgelig hundredvis af medarbejdere, der kulegraver alt, hvad der foregår i det amerikanske samfund. Han møder ganske vist op og giver sit besyv med, som regel ved personlig tilstedeværelse. Han har et temperament, der en gang imellem løber af med ham. Men han ved, hvad han vil, og han er stilsikker og ligger klart på den amerikanske venstrefløj, eller liberale fløj som det hedder i USA.

Men han elsker selvfølgelig som komiker sine politiske »modstandere« på højrefløjen, især Bill O’Reilly, som har sit eget program, The O’Reilly Factor, på Fox News. Når de to mødes i en duel hos Jon Stewart, er det giganternes kamp, for de er begge skarpe iagttagere af samfundet og står på hver sin side i det politiske landskab. Og elsker at drille hinanden. De kan lide hinanden, fordi de på hver sin måde skaber en nødvendig samfundsdebat.

Jon Stewart har skabt et satireprogram, som ses af millioner af amerikanere, og især unge hævdes at få deres viden om landets ve og vel gennem The Daily Show. De elsker ham. Og mens de traditionelle nyhedsprogrammer har den ene nedtur efter den anden, er seerne trofaste over for Jon Stewart.

Og skal man så være bekymret over det faktum, at unge får deres nyheder gennem Jon Stewart? Nogle vil mene, at netop den form, The Daily Show står for, kan bruges i de traditionelle medier til at få seerne tilbage. Ikke sådan at forstå at journalistik skal være satiredrevet og ikke faktabåret. Men man mangler også i amerikansk TV en udvikling af de traditionelle platforme, som gør, at folk vil se det.

Men netop denne diskussion er farlig, mener Jon Stewart, der netop har udviklet sit særlige koncept. Og det skal være et program, der skaber orden i en kaotisk hverdag og sikrer, at amerikanerne med et grin og et smil på læben kan gå i seng og være forsikrede om, at verden ikke er så slem, som den ser ud til i de almindelige nyhedsudsendelser.

At verden trods alt består, så længe Jon Stewart tager den under kærlig behandling. Det sker lidt endnu. Men snart er også denne tryghed væk.