Den mistænkeligt venlige betjening

En tur til USA illustrerede for Mikkel Andersson, at der i Danmark findes en udbredt skepsis over for venligt og imødekommende service, både blandt kunder og med­arbejdere.

Kontrasten mellem betjeningen i København og i USA er intet mindre end slående. Det mener Berlingskes Mikkel Andersson. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCOTT OLSON

Forskellen på amerikansk og dansk service­mentalitet stod for alvor klar for mig, da jeg landede i Københavns lufthavn efter en meget lang flyvetur fra USAs vestkyst og skulle købe et eller andet junkfood i en af pølseboderne.

Bag disken stod en omtrent tyveårig fyr, der med et udtryk af ekstrem livslede og uden et ord eller nogen anerkendelse af min eksistens gav mig mit langtidslunede kød af uidentificerbar herkomst. Det generede mig absolut ikke, for som jeg vil komme ind på om lidt, er servicekultur for mange danskere, undertegnede inklusive, lidt suspekt.

Men kontrasten mellem betjeningen i København og den, jeg var blevet vant til i USA, var ikke desto mindre slående. I San Francisco blev morgenmaden konsekvent indtaget på Lori’s Diner på Mason Street, hvor Hernando hver morgen bød velkommen, som var jeg en længe savnet gammel ven og med den største selvfølgelighed genfyldte kaffekoppen, endnu før bunden kunne skimtes.

Måske var det falsk, fordi Hernando som lavtlønnet servicemedarbejder satsede på at drikkepengeoptimere, men det virkede egentlig ikke sådan. Selv i Los Angeles, den globale overfladiskheds hovedstad, var betjeningen alle steder venlig, personlig og imødekommende på en utrolig udansk måde. Behageligt, men unægtelig også eksotisk.

Fraværende venlighed

Tag nu ikke fejl, det her er ikke en klagesang over, at danske pølsevognsmedarbejdere er sure og tvære, eller fordi jeg vil gøre mig bedre end nogen butiksansat. Jeg har selv i en periode arbejdet som kioskekspedient og var dengang uden tvivl blandt de mest livstrætte teenagere, der nogensinde har langet tørt morgenbrød og 20 Prince Light over en disk. Det er mere en undren over et træk i den danske nationalkarakter. Det er som om, at selve ideen om, at venlighed i detailhandlen og servicefag kan være en god ting, har været fraværende i meget lang tid.

Når man overfører de træk, der kende­tegner den amerikanske servicekultur, til danske forhold, bliver rigtig mange mistænkelige over for udslag af merkantil venlighed. Det foresvæver mig at være godt et årti tid siden, at kassemedarbejderne i større supermarkeder begyndte at hilse med »Goddag« eller blot »Hej«, når det blev ens tur ved båndet. Jeg var selv ganske perpleks over denne uventede anerkendelse af min persons til­stedeværelse, og at vi kunne indgå i en interaktion ud over det obligatoriske »På beløbet«.

Faktisk forekom det mig aldeles falsk i den første lange tid. For helt ærligt, mente de virkelig, at jeg skulle have en god dag, når det utvivlsomt blot var noget, som den onde Mærsk havde fundet på for at indgyde mig en falsk følelse af imødekommenhed, fordi en kundeanalyse havde indikeret, at venligheden kunne forøge bundlinjen med 0,004 procent?

På den anden side er det med tiden blevet meget rart. Ikke på den store karmiske vægt, men blot fordi der strengt taget ikke er nogen grund til at ignorere andre mennesker totalt, selvom de er iført en Netto-bluse, når man har en flygtig interaktion.

Utryg proaktiv imødekommenhed

Der er stadig knaster, hvor en mere amerikansk servicekultur skurrer for mange danskere. Tag et sted som Joe & The Juice (et navn, jeg altid har tænkt på som en oplagt titel til en bog om Stalins anti­semitisme). Det er ikke et sted, jeg kommer ofte, men når jeg gør, bliver jeg utryg. Ikke kun på grund af de oplagte mindreværdskomplekser, som de hårdtpumpede og ungdomssprudlende juice-Adoniser indgyder, men også fordi de faktisk er utrolig proaktivt imødekommende, hvilket igen vækker min skepsis. Hvad skal det til for? Kan de ikke bare give mig min kaffe uden så meget dans og muskelfleksning?

I Nespresso-butikker er det endnu værre. For nylig pensionerede jeg min kaffetragt til fordel for en kapselkaffemaskine, fordi jeg som en god jyde naturligvis først kommer med på enhver ny trend, når den så småt er ved at være blevet noller. Da jeg som freelancer deler indkøbsprivilegier med mange pensionister, arbejdsløse og nat­arbejdere og kan henlægge mine indkøb til dagtimerne, oplever jeg tit at komme ind i en kundeforladt Nespresso-butik. Her står en ansat ofte klar til at trykke på knappen til træk-et-nummer-maskinen, hvorefter det naturligvis øjeblikkeligt bliver min tur ved disken. Efter en utrolig indfølt spørgen til mit kaffe- og kalkfjerningsbehov kan jeg gå til butikkens lille café og få en smagsprøve på den nyeste peruvianske honningristede højlandsespresso hos en tredje medarbejder.

Når jeg går derfra, er jeg skeptisk, for kan al denne venlige imødekommendhed virkelig være naturlig og sund og ikke blot et ondt plot for at løfte indtjeningen på aluminiumskapsler?

Samtidig har jeg en nagende mistanke om, at jeg om et årtis tid vil tænke, at det da egentlig er meget rart med lidt imødekommenhed. Også selvom det måske er godt for bundlinjen og en lille smule udansk.