De russiske styrker er i øjeblikket overlegne, hvad angår antallet af soldater på slagmarken og mængden af ammunition.

Ukrainerne kan simpelthen ikke skyde i nærheden af det, som de russiske styrker kan.

»Situationen er ekstremt vanskelig,« siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i mandagens videotale til nationen.

Han advarer om, at russerne »udnytter« den penible situation:

At vestlige allieredes forsinkede våbenleverancer fastholder Ukraine i et stadie af såkaldt granatsult, der giver de russiske styrker mulighed for at skubbe på.

De russiske styrker har ifølge den ukrainske præsident samlet maksimale reserver på flere dele af frontlinjen.

Ukrainske landstyrker befinder sig i deres måske mest usikre position siden krigens indledende måneder – netop som Rusland har sikret sig den største sejr siden erobringen af Bakhmut i foråret sidste år, nemlig erobringen af Avdijivka.

Fem kritiske kampe

På tværs af den knap 1.000 kilometer lange frontlinje angriber de russiske styrker lige nu ad fem forskellige akser.

Det skriver den amerikanske avis The New York Times i en artikel, der skal tjene som en opdatering fra fronten.

1. Avdijivka. De ukrainske styrker har i weekenden trukket sig tilbage fra den krigshærgede by efter måneder med intense kampe og en siden oktober fornyet russisk offensiv mod byen.

»Det var den eneste rigtige beslutning,« sagde landets nye forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, med henvisning til den kritiske ammunitionssituation.

Ukrainske styrker har brugt de seneste par måneder på at bygge nye forsvarsstillinger på den anden side af Avdijivka.

2. Marjinka. Byen er blevet totalsmadret efter to år med intense russiske bombardementer. Den fungerer som en ny base for russiske angreb.

Siden de russiske styrker indtog byen, har de fået et springbræt til en anden ukrainsk højborg: Vuhledar.

Lige nu avancerer russerne ifølge The New York Times ved landsbyen Novomykhajlivka, som ligger 13 kilometer fra Vuhledar.

3. Robotyne. De russiske styrker ser ud til at være opsat på at erobre landsbyen, som de ukrainske styrker lykkedes med at tilbageerobre under den mere eller mindre mislykkede sommeroffensiv.

4. Kremmina. Lige siden de ukrainske styrkers vellykkede offensiv i den nordøstlige del af landet, som sikrede dem tilbageerobringen af store dele af Kharkiv-regionen, har de russiske styrker været opsat på at tage kontrollen over områderne igen.

Fra besatte Kremmina skubber de russiske styrker på i retning mod byerne Kupjansk og Lyman.

5. Bakhmut. De russiske styrker erobrede som bekendt byen i maj sidste år. Ifølge Oleksandr Syrskyj er de nu fast besluttet på at bryde gennem Ukraines forsvar ved Tsjasiv Jar.

Hvis dette lykkes, får russerne kontrol med højder i området, hvorfra de får muligheden for at intensivere angrebene mod byen Kramatorsk.

Ifølge ukrainske skøn er omtrent 62.000 russiske tropper stationeret i Bakhmut-retningen.