Den lille løgn bag den store løgn

Overdrev og løj Bush-administrationen om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben for at vinde amerikanernes støtte til Irak-krigen? Spørgsmålet er aldrig undersøgt til bunds, men i går åbnede en retssag, der kan kaste et første svar af sig. En tidligere toprådgiver i Det Hvide Hus risikerer mange års fængsel.

Omdrejningspunkterne for »Scooter« Libby-sagen er den tidligere hemmelige CIA-agent, Valerie Plame, og hendes mand, tidligere ambassadør, Joe Wilson. Parret blev ¿ da sagen var på sit højeste i efteråret 2003 ¿ fotograferet til det amerikanske månedsblad Vanity Fair siddende i deres åbne Jaguar. Foto: Jonas Karlsson/Vanity Fair/AP Fold sammen
Læs mere

Straffesagen handler om Irak-krigens grundlag, og den handler om et forsøg på at miskreditere en af præsidentens kritikere, og havde den bare handlet om det alene, ville de færreste vise den nogen interesse.

Amerikanere gider lige så lidt som alle andre at vade mere rundt i den gamle diskussion om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, som var årsagen til hele krigen, men som altså viste sig ikke at eksistere. Det er en kedelig historie, de fleste gerne vil lægge bag sig. Ligesom selve krigen et - forhåbentligt - snart overstået kapitel.

Men straffesagen handler om mere end bare Irak og et angreb på en uheldig kritiker. Den handler også om en løgn, og er der noget, amerikanere ikke tilgiver så let, er det at blive løjet over for. Især når løgnen kommer fra Det Hvide Hus.

Derfor samlede nationens interesse sig i går om en føderal domstol i Washington, hvor Lewis »Scooter« Libby - den tidligere toprådgiver for præsident George W. Bush og stabschef for vicepræsident Dick Cheney - er tiltalt for at have løjet over for et nævningeting i forbindelse med en kriminel efterforskning af den såkaldte Plamegate-affære. »Scooter«, som amerikanerne bare kalder ham, er tiltalt efter paragraffer, der giver mulighed for op mod 30 års fængsel.

Lækagen
Hvori består løgnen, der kan få så alvorlige konsekvenser?

Den kan ved første øjekast virke forholdsvis lille. »Scooter« Libby blev i flere omgange i 2004 og 2005 afhørt af den særlige anklager, Patrick Fitzgerald, der i efteråret 2003 fik til opgave at undersøge hvem i Bush-administrationen, der i juli samme år havde lækket identiteten på en hemmelige efterretningsagent fra CIA til pressen. Agentens navn var Valerie Plame, og lækagen var muligvis ulovlig, da hemmelige CIA-agenters identiteter selv sagt er - hemmelige.

»Scooter« Libby forklarede anklageren - foran et særligt nævningeting - at han eller andre i Det Hvide Hus ikke var indblandet, at han selv kun havde lært Valerie Plames identitet at kende igennem en TV-journalist, og at han ikke havde delt den viden med andre reportere.

Den købte anklageren ikke. Gennem to års undersøgelser afdækkede Patrick Fitzgerald et ganske anderledes forløb. Ifølge anklageskriftet stod »Scooter« Libby enten for egen regning eller måske nærmere på foranledning af vicepræsident Cheney bag lækagen i et nøje orkestreret forsøg på at miskreditere Valerie Plames mand, diplomaten Joe Wilson.

Hvorfor?

Fordi Joe Wilson i en aviskronik havde kritiseret præsident Bush og administrationens argumenter for at invadere Irak - og netop i sommeren 2003 kort efter invasionen begyndte administrationens ære og troværdighed for alvor at stå på spil, eftersom man siden invasionen i marts endnu ikke havde fundet Saddams masseødelæggelsesvåben. Derfor var Det Hvide Hus klar til at slå ned på alle, der tillod sig offentligt at stille spørgsmålstegn ved det smuldrende grundlag for overhovedet at rykke ind i Irak.

Som Newsweek-journalisten Michael Isikoff og redaktøren for magasinet The Nation, David Corn, skriver i deres bestseller, »Hubris«, var »de øverste ansvarlige i Det Hvide Hus - inklusive Bush og Cheney - opsatte på at imødegå beskyldningen om, at de havde vildledt nationen ind i en krig, der ikke var gået særlig godt. De nægtede at erkende, at de havde misrepræsenteret efterretningsoplysninger og havde overdrevet faren fra Irak for at vinde befolkningen og Kongressens støtte til at invadere Irak.«

Den var i grove træk det, Joe Wilson havde beskyldt dem for i New York Times - en af USAs største og mest indflydelsesrige aviser - og ifølge anklager Fitzgerald udløste det en hævnaktion. Ved at slippe Wilsons kones identitet ud til offentligheden og antyde, at det i virkeligheden var hende, der havde sendt ham til Niger som en lille erkendtlighed fra kone til mand, kunne Wilsons status som ekspert undermineres.

»Det er svært at forestille sig eksistensen af beviser, der kan modbevise eksistensen af et forsøg fra Det Hvide Hus på at »straffe« Wilson,« hedder det i anklageskriftet.

»Ren forglemmelse«
»Scooter« Libby og hans forsvarere bestrider dog anklagen. De forsikrer, at den tidligere toprådgiver ikke bevidst forsøgte at føre nævningetinget og anklageren bag lyset. Det var en ren forglemmelse, at han ikke fortalte, at han havde drøftet Valerie Plames identitet med journalister på bl.a. Time Magazine. Han havde ganske enkelt glemt samtalerne, der fandt sted i en periode, hvor hans hoved og kalender var fyldt med »mere vigtige gøremål om nationens sikkerhed«.

Der står striden. Anklageren har måttet opgive at tiltale nogen for selve den ulovlige lækage af Valerie Plames identitet. Men han mener at have taget »Scooter« Libby i en løgn. Flere kommentatorer mener, at det ikke er et spørgsmål, man bør genere domstolen med. Når anklageren ikke kan rejse tiltale for selve lækagen, må sagen helt droppes.

At »Scooter« Libby måske skjulte en viden om angrebet på en kritiker, er en petitesse i den sammenhæng - og i Washington må personer som Joe Wilson kunne tåle at få øretæver, når han selv langer dem ud.

»Wilson-familien prøver at tage røven på Det Hvide Hus, så nu prøver Det Hvide Hus at tage røven på Wilson-familien,« som præsidentens spindoktor Karl Rove efter sigende forklarede forløbet i en telefonsamtale med en af USAs førende TV-journalister, Tim Russert.

Det var med andre ord politik. Nok af den hårde slags, men stadig politik - og ikke en forbrydelse. Bare en lille løgn.

Alligevel forsvinder sagen ikke fra dagsordenen. Anklageren er stædig. Han holder fast i, at lov er lov, og selv en lille løgn over for et nævningeting er en alvorlig sag, som der bør slås ned på. For mange menige amerikanere er den lille løgn samtidig en indikation på, at Det Hvide Hus har haft noget at skjule. At den lille løgn blev luftet for at skjule en større løgn. En løgn, som Joe Wilson var ved at afsløre.

Lille eller stor løgn?
Joe Wilson er tidligere diplomat og var tidligere udstationeret på ambassader i Afrika, og i den egenskab blev han af CIA bedt om at tage til Niger i 2002 for at undersøge en mistanke om, at Irak havde forsøgt at købe såkaldt uran-materiale til brug for fremstilling af atomvåben i det afrikanske land. Det kunne han ikke bekræfte.

Sideløbende konkluderede det amerikanske udenrigsministerium, at de dokumenter, som i første omgang havde vækket mistanken, var forfalskninger. Det var CIA enig i, og tjenesten advarede flere gange Det Hvide Hus mod at tage Niger-oplysningen for gode varer. Alligevel omtalte præsident Bush den som en kendsgerning i sin tale om nationens tilstand i januar 2003.

Joe Wilson blev vred. Han så det som et bevis på, at Bush-administrationen bevidst havde manipuleret og misbrugt utroværdige efterretninger for at få solgt krigen til den amerikanske befolkning. Hvis de havde gjort det med så åbenlyst falske oplysninger, som dem han kendte til, havde de måske også gjort det med andre. Så Wilson skrev sin kronik, og derefter rullede Plamegate.

Straffesagen mod »Scooter« Libby handler altså om krigsgrundlaget og om en lækage. Men den handler først og fremmest om en løgn og ikke kun »Scooters« lille, hvide løgn. Den handler om det, der kan vise sig at være en af de største løgne, amerikanerne nogensinde er blevet fortalt.

Fakta:

Sagen om »Scooter«

Foråret 2002:

Dokumenter fra et irakisk køb eller forsøg på at købe uran i Niger dukker op. CIA sender diplomaten Joe Wilson til Niger for at undersøge handlen. Han kan ikke få den bekræftet.

Oktober 2002:

Det amerikanske udenrigsministerium og efterretningstjenesten CIA (og senere det internationale atomenergiagentur, IAEA) fastslår, at dokumenterne er forfalskede. Det Hvide Hus forsøger alligevel tre gange at få uran-handlen ind i præsidentens taler, men CIA får det forhindret.

Januar 2003:

Fjerde gang lykkes det. Bush siger i sin tale om nationens tilstand, at Irak ifølge britiske rapporter har soegt at købe uran i Afrika.

Juli 2003:

Wilson beskylder i en aviskronik Bush for at manipulere med efterretningerne for gøre truslen fra Irak større, end der er dækning for. Det Hvide Hus lækker til gengæld identiteten på Wilsons kone, Valerie Plame, til flere medier. Plame er hemmelig agent i CIA. Det antydes, at hun sendte sin mand til Niger, alene fordi de er gift, og ikke fordi han er ekspert. Det Hvide Hus må dog beklage omtalen af uranhandlen og trækker den tilbage.

Efteråret 2003:

Det er ulovligt at afsløre en hemmelig agent, og en undersøgelse sættes i gang.

Oktober 2005:

Den særlige anklager, Patrick Fitzgerald, tiltaler præsidentens rådgiver og vicepræesidentens stabschef, Lewis »Scooter« Libby for at have løjet om sin involvering i sagen. Ingen tiltales for selve lækagen.

16. januar 2007:

Færste retsmøde i straffesagen mod »Scooter«.