Den lille dreng på prærien

I Crescent i Oklahoma har Berlingske fundet den lille dreng, som blev historiens største lækker, og satte verden på den anden ende.

Bradley Manning (t.h.), som her ses sammen med sin tidligere kæreste, Tyler Watkins, havde det svært med sin homoseksualitet i den lille prærieby Crescent i den amerikanske midtvest. Bruddet med Tyler Watkins menes at være en medvirkende årsag til, at Bradley Manning endte som historiens største lækker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Cooper.

CRESCENT, Oklahoma. Chera Moore tog telefonen. I den anden ende var en journalist fra New York Times, og journalisten spurgte hende om WikiLeaks.

Det var i sig selv et chok for en 23-årig kvinde i Crescent, en lille by på prærien i Oklahoma, men hun havde endnu det største chok til gode, og det kom i den næste sætning.

Vi sidder i familien Moores julepyntede stue.

På fladskærmen flimrer billederne af Julian Assange. Han er netop blevet fængslet i London, og - siger den amerikanske TV-journalist - det er alt sammen meget alvorligt.

Det er også alt sammen meget langt væk fra Crescent. Jetstrømmen af nyheder har det med at gå uden om den slags byer, der befinder sig i en vægtløs tilstand mellem fortid og nutid. Crescent kan ikke rigtigt finde ud af, om den vil vaskes af landkortet eller blive på, så de 1.200 indbyggere fortsætter bare en hverdag, der er rammet inde mellem hvedepriserne, 15 kirker og fodboldholdet Sooners.

»Her sker ikke meget, og sådan kan vi lide det,« siger Chera Moores mor, Jackie.

Derfor var overraskelsen desto større, da journalisten fra New York Times i august ringede.

»Journalisten spurgte til Bradley Manning, og jeg sagde til hende - ja, vi havde gået i skole sammen, han var en af mine venner i skolen,« fortæller Chera. »Journalisten sagde, at Brad var soldat, og at han angiveligt havde lækket tusindvis af statshemmeligheder. Det var et chok. Det var et chok, at Brad var soldat, for han var slet ikke soldatertypen, hverken af sind eller skind, og det var et chok, at han lækkede hemmeligheder. Brad? En dreng fra Crescent? Det kan ikke passe?«

Og så alligevel.

Jo mere Chere Moore tænkte over det - og jo mere andre i Crescent tænkte over det - så var det måske ikke så stort et chok, for Bradley Manning var altid anderledes.

Julian Assange har taget overskrifterne i hele balladen om WikiLeaks og statshemmeligheder, men balladen ville aldrig være blevet til ballade, hvis det ikke havde været for Bradley Manning.

Før Bradley Manning havde WikiLeaks lækket den slags hemmeligheder, som kunne vække opsigt på en dag, hvor der ikke var meget konkurrence på nyhedsrullen, men ikke den slags, som kunne sætte verden på den anden ende. Den 23-årige soldat ændrede alt det, og uden ham ville Assange aldrig være blevet til Assange.

Bradley Manning sad på en udpost i Irak - Forward Operating Base Hammer øst for Bagdad - og her sad han som den laveste af de lave i afdelingen for daglige efterretninger. Han var i sine egne øjne overkvalificeret og underbeskæftiget, og han brugte sit computersnilde til at hacke sig ind i ømtålelige efterretningsfiler, og mellem januar og maj i år sendte han op mod 260.000 hemmelige dokumenter til WikiLeaks, og han har formentlig æren af at være historiens største lækker.

Desto mere forbavsende er det, hvor lidt vi ved om Bradley Manning, hans baggrund og hans motiver.

Han sidder i militærfængsel og må ikke udtale sig eller sende breve, og hans militære forsvarer har også mundkurv på, og dermed bliver han en offentlig fantomtegning.

Netop derfor er Berlingske Tidende taget til Crescent - for at give tegningen kød og blod.

Det nemmeste er at forklare Manning som en slags high-tech Charles Starkweather, en berygtet morder fra en lille by i Nebraska; Starkweather fik nok af at være overset og være uden for det gode liv, som han havde læst om i bladene fra Los Angeles og New York, og derfor begik han sine forbrydelser. Nu var han noget.

»Det er et nemt narrativ, men også for nemt,« siger Denver Nicks, der formentlig er den journalist, der har dykket dybest i Bradley Mannings baggrund og bl.a. skrevet om ham i Oklahoma-magasinet This Land. »Mange medier har beskrevet ham som en lille dreng, der blev drillet i skolen, og som var træt af at blive drillet i skolen, og derfor gjorde han, hvad han gjorde - for at få hævn og opmærksomhed.«

»Men som sagt - det er for nemt,« siger Nicks i et interview.

Hvorfor så?

Svaret begynder utvivlsomt med Brian Manning, Bradleys far og det menneske, der har influeret ham mest. Brian Manning var en amerikansk soldat, som på en flådebase i Wales fandt en lokal kæreste, og de kom til USA og slog sig ned Crescent.

Faderen arbejdede i småjobs, og hvis absolut rigdom er ti på en ti-skala, så var familien formentlig et sted mellem to og tre, ikke ludfattige, men også glade for engang imellem at få doneret tøj og mad. Fattigdommen var imidlertid ikke det formative i opvæksten - halvdelen af alle indbyggerne i Crescent er under eller i nærheden af fattigdomsgrænsen; faderens meninger og temperament var derimod formative.

»Brian var en vanskelig mand,« siger familiens daværende nabo, Rhonda Curtis. Faderen ville aldrig høre på andre, han var sikker på, at han havde ret, og han kørte sin familie med jernhånd.

»Han var kendt som anti-Kristus,« fortæller Jackie Moore. »Han fortalte højt og bredt, at han ikke troede på Gud, og at religion var fup.«

Bradleys mor, Susan, var »et sødt menneske,« men også et underkuet menneske. Brian førte ordet.

Derfor kan det ikke undre, at Bradley blev en slags mini-me af sin far, og Chera Moore kan huske, hvordan det i syvende klasse spidsede til.

»Bradley udviklede sig til et ekko af sin far. Når vi havde historie eller samfundsfag, kunne han blive aldeles rasende. Amerika var aldeles ikke et demokratisk samfund, hævdede han, og hvis læreren f.eks. talte om den amerikanske uafhængighedskrig, så gik han åbenlyst i rette med læreren. Så kunne han finde på at sige, at USA ikke er uafhængigt, fordi dit og dat«

Var det synspunkter, som stak dybere - eller var det kun et ekko af faderen?

»Bradley var meget kritisk over for den amerikanske regering og alt, hvad USA foretog sig, og han var stærkt imod enhver form for religion. Han ville ikke høre tale om Gud og Jesus, og han kunne argumentere for sin sag. Bradley var langt den klogeste i klassen, men jeg er til syvende og sidst ikke i tvivl om, hvor synspunkterne kom fra. Jeg kan huske engang, hvor en lærer gik ham på klingen og spurgte, hvorfor Bradley mente, hvad han mente, og han sagde: »Fordi min far siger det.«

Bradley nægtede også at aflægge den amerikanske loyalitetsed, fordi den indeholder ordene »under Gud«, og det fik på et tidspunkt skoleinspektøren til straks at kalde forældrene til samtale. Faderen kom stormende ind på skolen, moderen kom trippende bagefter, og faderen hældte en skidtspand ud over inspektøren og fortalte ham, at han bare skulle lade Bradley være.

»Men bag facaden var Bradley en flink fyr,« siger Chera Moore. »Jeg har aldrig været god til matematik. Jeg forstod det ikke, men Bradley affærdigede mig ikke som dum. Han satte sig ned og forklarede mig, hvordan det hang sammen. I alle andre fag end historie og samfundsfag var han nem og omgængelig, og han vandt altid priser for sine videnskabsprojekter.«

På hjemmefronten tårnede problemerne sig imidlertid op.

Brian Manning kom en dag hjem og meddelte, at han havde fundet en anden, og han flyttede ud af huset, som lå derude, hvor grusvejene bliver til jordveje. Fraværet af faderen forandrede Bradley. Han havde mistet sit anker i livet. Faderen havde gjort sig til den altdominerende skikkelse, og nu var den skikkelse væk.

Bradley trak sig ind i sig selv og isolerede sig socialt, og i skolen mistede han sin intellektuelle overlegenhed, og samtidigt dukkede et andet og - for pubertære børn - stort spørgsmål op: Sex.

Jackie og Chera Moore er ikke meget for at tale om det. Det er et af den slags emner, som i dagligstuerne i det amerikanske bibelbælte efterlader en urolig tavshed, men ud kommer det til sidst: »Bradley var lille af bygning, og han var altid meget hvordan skal jeg sige det feminin? Han dyrkede ikke sport, han talte bedst med piger og om pigeemner, og det tog ikke ret længe, inden han begyndte at blive drillet med, at han var bøsse.«

Hvordan tog han det?

»Han blev rasende. Han fór op. Han skældte ud og benægtede det - så intenst, at det i sig selv begyndte at blive påfaldende. Sandheden var jo, at han var det.«

Bøsse?

»Ja.«

I slutningen af niende klasse trak Bradley to venner til side, og han fortalte dem to nyheder: At han og hans mor rejste til hendes hjemby i Wales, og at han var homoseksuel.

Det er værd at opholde sig ved, siger Denver Nicks. »Tænk over det. Bradley boede i en lille by på prærien. En konservativ og dybt religiøs by, hvor alle gik i kirke, og hvor der ikke var plads til slinger i valsen. I den lille by var han kritisk eller direkte afvisende over for alle de grundlæggende værdier - fra patriotisme til Gud - og samtidigt vidste han med sig selv, at han var homoseksuel.«

Hvordan påvirkede det ham?

»De personer, som kender Bradley Manning, bruger ofte den samme vending til at beskrive ham - at han er klog og somme tider lidt for klog. Han kan sagtens have været den mest begavede elev på skolen i Crescent, og han var til fulde sin begavelse bevidst, og det skabte et intellektuelt ego. Samtidigt var han en outsider i sine synspunkter, i sine interesser og i sin seksualitet, og hans ego bevirkede også her, at han var sikker på, at han havde ret og de andre uret,« siger Denver Nicks.

Det var den unge mand, som stod ud i livet:

På tværs af det lokalsamfund, som han levede i, og overbevist om, at han havde ret.

I sig selv er det ikke problematiske kvaliteter at have med sig. Faktisk er der psykologer og sociologer, som fremhæver outsiderstatus som et kendetegn for succesmennesker. I sin bog »The Gifted Adult« beskriver psykologen Mary Elaine Jacobsen således, hvordan outsidere ofte er - som hun kalder dem - »hverdagsgenier«, og hun artsbestemmer dem med navneord som vedholdenhed og kreativitet, ekstrem energi, sensitivitet, fokus og en evne til at tænke helt uden for det vante og relevante.

Det kunne sagtens være en beskrivelse af Bradley Manning, men Jacobsen fremhæver også et problem ved hverdagsgenierne, nemlig at de ofte er fejlkendte, og hendes bog er delvist en selvhjælpsbog, som giver dem redskaberne til at gøre deres indre kvaliteter til ydre kvaliteter.

Eller omsat til Bradley Manning: Han var utvivlsomt højt begavet, og han kunne formentlig have drevet det vidt inden for mange felter, hvis han havde haft redskaberne eller disciplinen til at gøre det. Men han fik aldrig de redskaber. Han fik dem ikke fra hjemmet, som var et uakademisk og uambitiøst skilsmissehjem med en dominerende far, og han fik dem ikke fra andre voksne eller fra skolen.

Dermed blev hans begavelse til en nytteløs rastløshed; han gik på gymnasiet i Wales uden den store succes, han vendte hjem til Oklahoma City og fik et job som computerprogrammør og boede hos sin far, men faderen smed ham ud, da han opdagede, at Bradley var homoseksuel. Han boede nu i sin bil og mistede sit arbejde, arbejdede derefter på sulteløn i en pizzabar, strejfede til Chicago og Washington og endte til sidst i hæren.

Det er - i det mindste i Crescent - ét af de store mysterier i historien om Bradley Manning. Hvorfor hæren? Han havde i skolen været antiautoritær, han havde nægtet at aflægge loyalitetseden til USA, han var ateist og nu pludselig - hæren?

Én gruppe mener, at han allerede fra begyndelsen havde en bagtanke. Han ville finde hemmeligheder og offentliggøre dem. Andre mener, at han med årene var blevet patriotisk. En tredje gruppe skønner, at han ville glæde sin far. Men der er også en fjerde mulighed, og den mulighed hedder - »bare fordi«. Hæren markedsfører sig bevidst som en chance for mænd og kvinder, der sidder fast og ikke har udsigt til andet end at sidde fast. Her er en karriere, en uddannelse og - måske - et eventyr, og inde i Manning var netop en eventyrer, har en af hans venner fortalt til Daily Mail.

»Han drømte om at blive hemmelig agent. Han så James Bond filmen »Goldeneye« igen og igen og han elskede James Bond-videospil,« sagde vennen, Jordan Davis.

Alligevel gik det galt.

Mange medier, bl.a. New YorkTimes og TV-stationen NBC, mener at have fundet ud af, hvorfor det gik galt. De har konkluderet, at Manning efter alle årene med ydmygelser ville have hævn og opmærksomhed, og derfor begyndte han på sine lange kedelige kontorvagter på Forward Base Hammer at hacke sig ind i computersystemerne, og han indsamlede filer og sendte dem til WikiLeaks. Bedre blev det ikke af, at han på det tidspunkt var nedbrudt af kærestesorg. Han havde haft et hedt forhold til en - ifølge New York Times - »eksentrisk klassisk musikstuderende« fra et af de bedste amerikanske universiteter, og selv om de var et umage par, så var Bradley Manning overbevist om, at det var den store kærlighed, én for alle, alle for én og herfra og til evigheden, og bruddet slog ham ud.

Derfor.

Det er ikke en usansynlig forklaring, men det er heller ikke den mest sandsynlige forklaring.

Som Denver Nicks bl.a. har påpeget i This Land, så stemmer datoerne ikke. Bradley Manning begyndte at lække efterretningerne i januar, og fra begyndelsen af 2009 og frem til foråret i år var han fløjtende lykkelig. På et tidspunkt skrev han på sin Facebook-side: »Bradley er en glad lille gris.« Han var smaskforelsket, han skrev om sine sengeture med kæresten, han skrev om sin aktivisme til fordel for homoseksuelle, bl.a. deltog han i demonstrationer i soldateruniform, og fremtiden var lys og lovende. Selv faderen syntes at have forliget sig med sin søns seksualitet, og de skrev sammen som en far og søn gør.

Da Bradley Manning begyndte at lække, var han stadig i et forhold til kæresten, og hans Facebook-side havde stadig en ubekymret tone.

Først i april i år - efter han havde lækket papirerne, men inden det var kommet frem - slog kæresten op, og så kom den desperate lyd af en ung mand, der havde set det hele og ikke brød sig om noget af det. Militæret var ad helvede til, hans liv var det samme, han var en kasteløs kastebold, og i sit sortsind gjorde han, hvad der til sidst afslørede ham.

Han kontaktede en tidligere amerikansk storhacker, Adrian Lamo, og de chattede sammen over flere dage. Lamo lovede Manning, at han ville beskytte ham, men Lamo blev tilsyneladende overvældet af det hele. Der var ikke bare tale om en enkelt læk, der var tale om en enkelt læk gange 260.000, og det ville styk for styk - med Mannings ord - »give Hillary Clinton en blodprop«. Lamo fik fødder så kolde som hans ord, og i stedet for at beskytte sin kilde, gik han direkte til FBI.

I juni blev Bradley Manning anholdt, og den følgende måned begyndte WikiLeaks den store offentliggørelse af Afghanistan-logbøgerne.

Chera Moore er stadig i tvivl om, hvad hun skal tro. Her i stuen, med kaffe på bordet, duften af stearinlys, blinkende julestjerner og en trommende regn mod ruderne, er der mange - og meget forskellige og ofte fremmedartede - billeder at forlige. Der er drengen i den røde striktrøje, ham, der i skolebilledet fra første klasse står forrest til højre og ser rævestolt ud, og der er ham, der altid hjalp hende med matematik og var sød og omgængelig.

Så er der også ham, der i syvende klasse smækkede en historiebog hårdt ned i sin pult efter en heftig diskussion med læreren, og ham, der inden sin afrejse, bekræftede over for sine venner, at synd tilsyneladende kommer i tre - han var ateist og antiamerikansk og nu også i karambolage med Tredje Mosebog, kapitel 20, vers 13.

For slet ikke at tale om ham, der lækkede de hemmelige dokumenter og nu sidder fængslet på Quantico-militærbasen i Virginia og har udsigt til at tilbringe resten af livet i fængsel.

Hvad skal hun tro?

»Jeg vælger at tro, at han er en god dreng, der kom ud i noget, han ikke kunne overskue. Jeg tror, han ville have opmærksomhed, jeg tror, han ville vise, hvilket stof han var gjort af, og jeg tror, at han mente, at han gjorde det rigtige. Han var led og ked af krigen. Han var led og ked af hemmelighederne, og her kunne han ene mand gøre det rigtige - troede han.«

Chera Moores intution er formentlig tæt på selve motivkernen.

Bradley Manning skrev i sine chats med hackeren Adrian Lamo, at han så frem til den dag, hvor hele verden vidste, hvad han havde gjort; ikke fordi han betragtede sig som en superhelt eller superhacker, men - og det er en vigtig pointe - fordi han mente, at han havde gjort det rigtige. Lille Bradley fra Crescent havde taget den allerstørste historiebog, han kunne finde, og slået den så hårdt i skolepulten, at de denne gang måtte give ham ret. Og han havde overgået James Bond, som i »Goldeneye« sukker: »Regeringerne kommer og går. Men løgnene består.« Ikke længere. Ikke mere. Det skulle Brad Manning nok sørge for.

Det var en drengefantasi udtænkt et sted mellem en udørk på prærien og en udpost i ørkenen, og det var en fantasi, som fik liv og endte med at æde den dreng, der gav den liv.