Den Kolde Krig er mere nutid end fortid i Rusland

Kampen om det østlige Ukraine kan set med russiske øjne være lige så vigtig som kampen mod Napoleon og Slaget om Stalingrad under Anden Verdenskrig. For mange russere er Den Kolde Krig aldrig endt, og det er på tide at vinde tabt land tilbage.

Indbyggere Moskva markerer 61-årsdagen for Josef Stalins dødsdag. Fotoet er fra marts 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sergei Ilnitsky
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I forbindelse med den efterhånden langvarige konflikt i Østukraine har det ved flere lejligheder været diskuteret, hvorvidt vi befinder os i en ny udgave af Den Kolde Krig eller ej. Svarene fra vestlige analytikere og kommentatorer har været forskellige, typisk med en del forbehold relateret til fraværet af Sovjetunionen, modsatrettede ideologiske systemer med mere.

Fra et russisk perspektiv kan det se ganske anderledes ud. I den nuværende russiske ledelses opfattelse af situationen kan det tværtimod se ud, som om Den Kolde Krig aldrig er afsluttet, og at vi stadig befinder os midt i den.

Og måske endda ved et afgørende, nyt vendepunkt i Den Kolde Krig, som i russisk forståelse er lige så afgørende, som Slaget ved Stalingrad var det under Anden Verdenskrig. Den krig, som russerne har deres eget navn for, nemlig Den Store Fædrelandskrig, og som begyndte med Nazitysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941.

Dette navn blev lanceret, dels for at kaste et slør over den sovjetiske krigsdeltagelse tilbage fra 17. september 1939, da Sovjetunionen i fuld forståelse med samme Nazityskland invaderede Polen, dels med reference til den krig, som Rusland førte i 1812 imod en invasions­styrke under ledelse af Napoleon. Krigen mod Napolen fik nemlig navnet Fædrelands­krigen.

Nederlag eller ydmygelser

Hvorfor kan russere mene, at Den Kolde Krig aldrig er afsluttet?

Af mindst to årsager. En krig afsluttes normalt med et nederlag, en kapitulation og en eventuel fredsaftale, hvorefter de stridende parter kan nedlægge våbnene.

Det er nok kun fra et vestligt synspunkt, at Sovjetunionens sammenbrud blev opfattet som det endelige nederlag for den kommunistiske ideologi. Der var primært jubel over sammenbruddet i Vesten og i de lande, som gennem Sovjetunionens eksistens var blevet tvunget til at opgive deres selvstændighed og overordnet set følge Moskvas vilje.

Og det var primært de lande i Østeuropa, som efter Anden Verdenskrig blev en meget fast del af den sovjetiske indflydelsessfære, en del af den pris, som Sovjetunionen tog sig betalt for den over­vældende indsats, som Sovjet­unionen leverede i kampen mod Hitler.

Men i Rusland, som efter Sovjets op­løsning fandt sig reduceret i såvel geografisk og befolkningsmæssig henseende som i den nye stats betydning som politisk faktor, var jublen næppe hørlig. Man blev tværtimod straks konfronteret med yder­ligere pro­blemer af økonomisk art, samt især i 1990erne med betydelige interne politiske problemer.

Den anden årsag er, at fjenden fra Den Kolde Krig, USA med den tilhørende militærorganisation NATO, stadig blev ved med at eksistere. Og ikke alene med at eksistere, men også med hvad der i russisk optik er blevet forstået som at føre krig.

Krigen har stået på primært i to retninger, som entydigt af Rusland er blevet opfattet som fortsat aggression. Den ene retning, den i stigende grad globale rolle, som NATO har påtaget sig efterfølgende, har ofte været ensbetydende med tilsidesættelse af russiske interesser, tydeligst ved NATOs operationer på Balkan og bombardementet af Beograd i 1999. Den anden retning, den fortsatte optagelse af nye medlemslande, som tidligere var i sovjetisk indflydelsessfære eller sågar en del af Sovjetunionen, er i Rusland blevet set som erobring af terræn i den aldrig tilendebragte Kolde Krig.

Parallel til Fædrelandskrigene

Omtalen af de to tidligere Fædrelandskrige er ikke tilfældig og indeholder yderligere paralleller. Begge krige blev indledt med en fase, hvor den russiske eller sovjetiske militære ledelse blev overrumplet og tvunget til et kaotisk tilbagetog. I begge krige måtte man altså overlade kæmpeterritorier til fjenden, som man derpå gennem en møjsommelig krig omsider fik vundet tilbage.

De to kriges store hærførere, general Mikhial Kutusov fra Napoleonskrigen og Stalin under Den Store Fædrelandskrig, er efter­følgende – måske en smule i bagklogskabens lys – blevet tillagt geniale evner som strateger.

I september 1812 fandt en sagnomspunden rådslagning sted mellem russiske generaler i Fili, som dengang var en lille forstad til Moskva. Legenden fortæller, at de øvrige generaler stemte uafgjort i spørgsmålet om, hvorvidt man skulle overlade Moskva til Napolens tropper. General Kutusov traf derfor selv beslutningen om, at lade fjenden rykke ind i Moskva, som til gengæld blev rippet for fødevarer og alt, hvad der i øvrigt kunne anvendes. De franske tropper fik derfor intet ud af deres sejr, og med vinterens komme blev det muligt for de russiske styrker at tvinge Napoleon til et ydmygende tilbagetog.

På samme måde indledtes krigen i 1941 med, at de tyske tropper med stor hast rykkede dybt ind i Rusland og allerede i december 1941 stod uden for Moskva. Denne gang blev Moskva dog ikke overladt til fjenden, men delvis evakueret og indrettet til forsvars­kamp.

Men ligesom eftertiden tilskrev general Kutusov enestående, strategisk overblik i krigen mod Napoleon, tillagde eftertiden også Stalin tilsvarende evner, idet den meget hurtige, tyske fremrykning endte med at afskære tropperne fra egne forsynings­linjer.

Det afgørende slag i denne krig, og som samtidig blev krigens egentlige vendepunkt stod ved Stalingrad. Slaget varede over et halvt år og blev først afsluttet i februar 1943. Det var et langt og blodigt slag, som blev vundet af de sovjetiske tropper efter store ofre og enorme tab, også af civile menneskeliv.

Russisk fod sat ned

Den krig, som finder sted i Østukraine, hvor separatisterne med politisk, økonomisk og militær støtte fra Rusland kæmper mod ukrainske regeringsstyrker, opfattes sandsynligvis som lige så afgørende, som slaget om Stalingrad. Efter en meget lang, kaotisk periode gennem 1990erne lykkedes det omsider i Putins to første præsidentperioder at få forfaldet bragt til standsning. Dette blev åbenlyst illustreret under krigen mod Georgien i 2008, da den russiske fod blev sat ned for at standse NATOs fortsatte, mulige fremrykning.

Allerede dengang var der røster fremme om, at Krim kunne blive det næste sted, hvor Rusland ville ændre tingenes tilstand. Men fem år gik, og vi skulle ind i Putins tredje præsident­periode, før det skete. Analytikerne er uenige om, hvorvidt det er det ukrainske NATO-perspektiv eller EU, som har fået Rusland til at reagere så dramatisk med annekteringen af Krim og aktiv inddragelse i den fortsatte krig i øst. I virkeligheden er det primært – som hidtil i Den Kolde Krig – USA, det handler om for Rusland. Rusland vil ikke længere acceptere amerikansk enegang og hegemoni, det er blevet gentaget utallige gange.

Sammenligningen med betydningen af Slaget ved Stalingrad som et afgørende vendepunkt indebærer også, at det er utænkeligt, at Rusland skulle være villig til at vige eller indgå større kompromisser i forbindelse med en eventuel bilæggelse af konflikten. I hvert fald vil russerne som minimum insistere på, at Ukraine skal garantere alliancefrihed. Rusland vil ikke acceptere et Ukraine, som på sigt har mulighed for at blive medlem af NATO.

Selv om en sådan garanti kunne være bekvem for især nogle af de europæiske EU- og NATO-lande, som har svært ved at se, at Ukraine på noget tidspunkt skulle blive klar til optagelse i alliancen, vil den samtidig også kompromittere flere knæsatte principper. Det gælder især princippet om staters ret til selv at bestemme deres sikkerhedspolitiske kurs. Men det gælder i virkeligheden også spørgsmålet om accepten af store landes ret til en indflydelsessfære, som i russisk sammenhæng som minimum indebærer en særlig ret til at bestemme over lande, der tidligere var en del af Sovjetunionen. Det gælder også de baltiske lande.

Parallellen til Stalingrad som et vendepunkt i krigen indebærer også, at der efter dette fulgte en fortsat krig om mere territorium. Om det også er en del af den russiske fortælling vil tiden vise. Men der er andet og meget mere på spil her end nogle guds­forladte, østukrainske fabriks- og minebyer.

LÆS MERE