Den Kolde Fred

Alle går uden om det brandvarme synspunkt om landsoldater i Syrien. Men spørgsmålet trænger sig på, og russerne har taget styringen.

På vej mod et håndtryk. Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans amerikanske kollega, Barack Obama, fik trykket hinanden på næven, men det mere end kniber med det fælles fodslag i Syrien-konflikten. Foto: Kevin Lamarque/Reuters Fold sammen
Læs mere

NEW YORK: Amerikanerne forsøger alt, hvad de kan, for at nedtone den russiske præsident Vladimir Putins tale til FNs generals­forsamling i går. For talen står i skærende kontrast til præsident Barack Obamas, som oratorisk som sædvanlig var flot med skarpe hug til Rusland og til Iran. Men med meget lidt konkrete løfter til, hvad der skal ske for endelig at få knust Islamisk Stat.

Som en amerikansk talsmand sarkastisk bemærkede i avisen Washington Post, så »god fornøjelse« til russerne med deres forsøg på at spille med de militære muskler i Syrien. Og en anden talsmand for Det Hvide Hus sagde, at det, russerne foretager sig, ikke er imponerende, og at de blot forsøger at opretholde status quo med deres militære »oprustning« i Syrien, selv om amerikanerne ikke bruger det udtryk lige nu efter Obamas tale. Man er simpelthen bange for at give russerne endnu mere opmærksomhed, end de i forvejen har fået.

»Putin har med sin tale fået alle til at tale om situationen i Syrien. Man må sige, at han har leveret varen. Om jeg er skuffet over Obama? Det er der en del, der er,« siger en vestlig diplomat til Berlingske.

Håndtryk med stivnende ansigter

Obama og Putin holdt efter talerne en halvanden time lang samtale - den første mellem de to statsledere i to år. Håndtryk med stivnede ansigter var det, pressen fik ud af det. Ud over at Obama kaldte mødet for konstruktivt. Putin sagde bagefter til de russiske journalister, at der stadig er lang vej, før der er enighed mellem de to lande.

»Beklageligvis er forholdet til USA på et meget lavt niveau på grund af amerikansk modstand mod Assad, men vi har en forståelse for, at vores forhold skal styrkes i det mindste på det bilaterale niveau,« sagde Putin ifølge flere russiske medier.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, åbnede dog for en vis optimisme, da han i går sagde, at de to lande forhandlede om en løsning for Assad, og at det ikke er udelukket, at man bliver enige om en overgangsperiode for den syriske præsident. Obama og Putin blev dog enige om at koordinere militære operationer, så de ikke risikerer at flyve ind i hinanden med deres kampfly på missioner mod Islamisk Stat.

Det samme har en lang række vestlige lande antydet. At det kan blive nødvendigt at acceptere en overgangsperiode med Assad ved magten. Og noget tyder på, at det også er Danmarks holdning. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville i forgårs ikke udelukke muligheden.

Assad er stridens kerne

Stridens kerne er stadig fremtiden for Bashar al-Assad. Både Putin og Obama malede sig op i hvert sit hjørne med deres taler. Putin støtter 100 procent Bashar al-Assad, mens Obama sagde, at tiden er løbet fra den syriske præsident, efter at han har dræbte tusindvis af sine landsmænd med tøndebomber og kemiske angreb.

Men Putin har med en diplomats ord fået verden tilbage »på realpolitikkens spor«. Dermed rejses det spørgsmål, alle stiller: Hvornår begynder man en egentlig land­offensiv mod Islamisk Stat. For uden en sådan er det stort set umuligt at forestille sig, at terror­organisationen bliver fjernet fra jordens overflade.

Risikoen er, at uden et amerikansk lederskab vil de vestlige lande næppe gå ind. Og selv om Putin hellere end gerne vil overtage den rolle, så nager den gamle mistillid til Rusland som en gammel byld, der aldrig er blevet helet.

»Amerikanerne har ikke mistet leder­skabet, men har mistet initiativet. Man kan kun håbe, at de genvinder det, for ellers risikerer vi, at de fleste lande i Mellemøsten vender sig mod Rusland«, siger Awad Lasaki, en jordaner, der har været embedsmand i det magtfulde indenrigsministerium i Amman.

Frygten blandt en del mellemøstlige lande er, at USA efterhånden har rodet så meget rundt i spørgsmålene om krig kontra diplomati, at russerne har udnyttet tomrummet og er på vej tilbage til Mellemøsten, og at området dermed igen bliver centrum for en kappestrid mellem de gamle ærkefjender.

»Der skal ske noget meget snart. Mit bud er, at de næste uger bliver hektiske,« lød det fra en britisk diplomat, som sagde, at især de europæiske lande lægger et meget store pres på Obama lige nu for at få ham til at tage en række nye initiativer, der rækker videre end luftangrebene.

»Vi har behov for noget helt, helt andet«, sagde diplomaten. Andre siger, at desperationen lige nu er så stor, at man overvejer, hvordan man kan få de arabiske lande til at stille med landstyrker, selv om man inderst inde godt ved, at det næppe bliver den endelige løsning.

»For de arabiske lande har hverken viljen eller evnen til at kæmpe i Syrien og slet ikke i Irak,« siger Lasaki.

Assad skal væk

Men det er den politiske løsning på Assad, der først skal findes. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) siger, at Assad selvfølgelig skal væk.

»Men det er også en konflikt, som kommer til at vare i mange, mange år, og derfor er det nødvendigt at opbygge en stærk alliance. Det er væsentligt, at vi finder en politisk løsning, hvor de russiske interesser bliver varetaget. Jeg anerkender, at Rusland er en del af løsningen, men Assad skal selvfølgelig væk,« siger Kristian Jensen.

»Men det, der foregår i øjeblikket, er ikke et russisk lederskab. Det er et russisk benspænd. Og det skal man tage sig i agt for«, siger Kristian Jensen.