Den idealistiske tyran

Fidel Castro var en despot og hans regime en økonomisk katastrofe. Men den cubanske revolution havde også en solside.

ARKIVFOTO: Fidel Castro i 1976. Fold sammen
Læs mere
Foto: PRENSA LATINA

Indtil Fidel Castro for nogle år siden blev alvorligt syg, tvivlede cubanerne på, at han nogensinde ville dø.

Manden, der havde ledet dem med hård hånd siden 1959 og overlevet 637 attentater, ni fjendtligsindede amerikanske præsidenter samt det meste af et halvt århundredes verdenspolitiske omvæltninger, syntes bestemt til at leve evigt. Og når de fortalte vittigheder om, hvordan han havde afvist at modtage en havskildpadde som gave – »Jeg kommer bare til at holde af den, og sådan nogen lever jo kun et par hundrede år.« – var morskaben som regel iblandet en vis ærefrygt.

Da sygdommen i 2006 tvang Castro fra magten, stod det imidlertid klart, at også »el comandante en jefe« trods alt kun var af kød og blod. Mens broderen Raúl overtog ledelsen af landet – først midlertidigt og fra 2008 permanent – levede han de sidste år af sit lange liv på den politiske sidelinje som en slags Helligånd for sit livsværk, revolutionen.

TV viste af og til billeder af den pensionerede leder iført joggingdragt, især når der var fint statsbesøg i Cuba. Men uden sin elskede, grønne comandante-uniform lignede han mere end nogensinde, det han var: En træt gammel mand, der knap havde kræfter til at hviske »Viva la revolución«. Og da Castro natten til lørdag døde, et par måneder efter sin 90 års fødselsdag, var myten om Fidel – den karismatiske forfører, den ildsprudlende agitator og den brutale tyran – allerede ved at være historie: én af de mest fascinerende i det forgangne 20. århundrede.

Revolutionen

Fidel Castro Ruz kom til verden 13. august 1926. Faren var udvandret fra den fattige spanske region Galicien. Han havde klaret sig godt, drev en stor ejendom nær Mayarí, og Fidel fik en god, borgerlig uddannelse hos jesuitterne i det østlige Cubas hovedby Santiago. Det tæmmede dog ikke rigmandssønnens usædvanlige politiske talent, der fra starten blev brugt til at konspirere mod Cubas skiftende korrupte og USA-støttede regimer.

Jurastudierne i Havana endte med en årrække i fængsel og eksil. Men i 1956 vendte Castro tilbage til Cuba i spidsen for en gruppe revolutionære, hvor han med base i Sierra Maestra-bjergene indledte en guerillakrig mod diktatoren Fulgencio Batista. Godt to år senere kunne en hær ledet af det argentinske venstrefløjsikon Ernesto »Che« Guevara 1959 rykke ind i Havana, mens Castro indtog Santiago.

Fidel Castro i 2006. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADALBERTO ROQUE.

Revolutionen havde sejret, men planerne om demokrati blev hurtigt glemt. Castro tilkæmpede sig allerede efter et par måneder hele magten og udrensede mere moderate kræfter i forbindelse med en nationalisering af store landejendomme, der bl.a. gik ud over hans egne forældre. Siden var der kun én mand, som bestemte i Cuba.

Undertrykkelse og kultur

USA må bære sin del af ansvaret for, at det gik sådan. Washington forstod ikke, at Castros revolution måske nok af navn var kommunistisk, men at den dybest set handlede mere om cubansk nationalisme, og amerikanernes politik drev hurtigt det nye regime i armene på Sovjetblokken.

Samtidig bidrog CIAs støtte til flere af de mange mislykkede mordforsøg mod Castro til hans paranoia. Mens hundredtusinder af cubanere op gennem 60erne flygtede fra de politiske og økonomiske forfølgelser og bosatte sig i Miami, måtte andre 20.000 »kontrarevolutionære kriminelle« ifølge regimets egne oplysninger tilbringe lange perioder i skyggen. Eksperter vurderer, at tallet var langt højere.

Revolutionen havde dog også en solside. En gigantisk alfabetiseringskampagne søsat af det nye styre 1961 lærte på få år de allerfleste cubanere at læse og skrive. Et sundhedssystem, der stadig står sig glimrende i sammenligning med nabolandene, blev opbygget. Og en aktiv kulturpolitik sikrede høj kunstnerisk standard indenfor især indenfor musik og teater. Ingen lande har eksempelvis flere balletdansere pr. indbygger end Cuba.

Sambasocialisme

På den internationale scene udgjorde den karismatiske og cigarrygende Castro et eksotisk indslag i kommunismens grå verden, og han kom til at spille en hovedrolle i 60erne og 70ernes kolde krig. I 1962 var det tæt på at udløse atomkrig, da han gav Sovjet lov til at opstille mellemdistanceraketter på den caribiske ø, der ligger få kilometer fra den amerikanske stat Florida. Senere deltog cubanske soldater i Angola og Mozambiques befrielseskrige.

Men efter murens fald og Sovjetunionens sammenbrud var det slut med at spille fandango. Uden den fordelagtige samhandel med østblokken og presset af USAs stadig hårdere embargo blev Castros »sambasocialisme« presset ud på randen af en økonomisk afgrund.

I det senere år var Fidel Castro kun sjældent fremme i offentligheden. Her ses han i 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

I begyndelsen af 90erne blev regimet nødt til at slå bremserne i og indlede den såkaldt »særlige periode« – en femårig hestekur, som nedsænkede det meste befolkningen i fattigdom. Samtidig blev der åbnet for turisme, som med alt hvad den indebærer af plat og prostitution, efterhånden gjorde levevilkårene tålelige. Et vist privat initiativ, især indenfor hotel- og restaurationsbranchen, blev også tilladt, men hele tiden underlagt Castros luner og planøkonomiske spasmer.

Skæg og cojones

Det samme gjaldt friheden. Ganske vist var antallet af politiske fanger i Castros sidste år ved magten faldet til et par hundrede, og oppositionen havde et vist spillerum. Men med jævne mellemrum strammede regimet op, samtidig med at der blev rapporteret om fortsat brug af elektrochok og tortur i cubanske fængsler.

Regimets allestedsnærværende ører betød, at cubanerne helst undgik at nævne Castro ved navn. I stedet førtes hånden ned over den underste halvdel af ansigtet for at markere, at man talte om »ham med skægget«. Men selv i sikkerhed på tomandshånd var kritikken ofte iblandet om ikke ligefrem beundring så i hvert tilfælde fascination.

For nok var Castro efterhånden en sørgelig rest af 50ernes romantiske oprørshelt fra Sierra Maestra-bjergene, men cubanerne respekterede hans karisma og energi. De beundrede hans cojones.

I den afdeling bidragede også ryet som kvindebedårer til myten. Castro giftede sig i 1949 med Mirta Díaz-Balart, med hvem han fik sin eneste officielle søn »Fidelito«. Ægteskabet holdt kort, og siden var han ungkarl med et voldsomt gennemtræk af kvinder.

Med Dalia Soto del Valle, det nærmeste Cuba kom på en førstedame, fik Castro yderligere fem halvofficielle sønner. Derudover anerkendte han syv børn med forskellige mødre, men indrømmede, at der givetvis er langt flere: »Næsten en hel stamme«.

Ormene må vente

Ingen af de mange børn spiller dog nogen afgørende politisk rolle. I stedet har Raúl Castro trods sin ligeledes fremskredne alder – 85 år – vist sig at være andet og mere end en overgangsfigur. Under hans ledelse har Cuba uendelig langsomt men også sikkert taget skridt i retning af et mere åbent økonomisk og politisk system med præsident Barack Obamas historiske besøg i Havana tidligere på året som et symbolsk vendepunkt.

Om det nu også er en god i de at slutte frem med los yanquis, har Fidel formentlig haft sine tvivl til sidste. Men i det mindste har han kunnet trøste sig med, at kun hans eget døde legeme i første omgang vil blive offer for ormene. De andre gusanos, som han yndede at kalde eksil-cubanerne på den anden side af Floridastrædet i Miami, må vente lidt endnu med at gøre kål på den revolution, han kæmpede for det meste af sit liv – på ondt men også på godt.

ARKIVFOTO 1976 af den cubanske præsident Fidel Castro (tv) og Indiens premierminister Indira Gandhi under et møde i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.