Den hvide terror

Næsten alle, der i den forløbne uge blev anholdt for at planlægge bombeattentater i Storbritannien, er læger. Er de skyldige, følger de en tradition. Medicinstudiet har, især i det 20. århundrede, leveret et imponerende antal små og store banditter og tyranner.

BERLIN: En novemberdag for 45 år siden gav Ernesto Che Guevara, dengang Cubas industriminister, et interview til den britiske venstrefløjsavis Daily Worker.

Det var kort efter missilkrisen mellem USA og Sovjetunionen. Russerne havde opstillet 24 mellemdistanceraketter samt taktiske atomvåben på Che Guevaras caraibiske ø rettet mod De forenede Stater. Men amerikanerne havde tvunget Moskva til at afmontere dem, og Guevara var rasende.

Som astmatiker sugede han skiftevis på en cigar og en inhalator. Det var ikke rimeligt, sagde han til korrespondenten Sam Russel, at tilbagetrækningen var sket hen over hovedet på cubanerne. De havde været rede til at »lade sig slagte atomart«, så»deres aske kunne tjene som fundament for et nyt samfund«, erklærede ministeren.

Sam Russel beskrev senere Guevara som intelligent, men »kugleskør«. Revolutionshelten havde været fornærmet over ikke at kunne udrydde sin befolkning som led i sit socialistiske projekt. Det forekommer mærkeligt, fordi Guevara var læge, uddannet i Argentina med speciale i spedalskhed.

Kan en mediciner, der uddannes til at hjælpe menneskeheden, ønske at lade et folk lide stråledøden og på sidelinjen udløse Tredje Verdenskrig?

Ser man nærmere på fænomenet, forsvinder det mærkelige. Lægestanden har, navnlig i det 20. århundrede, leveret et imponerende antal små og store tyranner, og endnu flere medløbere. Som sådan bør man ikke blive overrasket over, at syv af denne uges otte anholdte, der mistænkes for at planlægge bombeattentater i Storbritannien, er læger eller medicinstuderende. Det virker også logisk, at terrornetværket al-Qaeda skal have sluset op mod tolv mand ind i det britiske sundhedsvæsen. Islamisterne følger en tradition. Det samme gør en lille del af lægestanden, der mener, at en skalpel lige så godt kan bruges til at anbringe en kræftknude som til at fjerne den.

Hverken Adolf Hitler eller Josef Stalin tilhørte professionen; den tyske og den sovjetiske despot var henholdsvis maler og præstestuderende. Men ellers fylder hvide kitler pænt i totalitære regimers garderober.

En af de mest brutale bærere var Josef Mengele, der 1943 blev tilknyttet koncentrationslejren Auschwitz. Han stod for udvælgelsen af fanger, der skulle dræbes, fordi de var uarbejdsdygtige, og udførte dødelige eksperimenter, navnlig med børn, tvillinger og dværge. Mengele er ansvarlig for, at 400.000 mennesker mistede livet.

Nazismen tiltrak også danske medicinere. Carl Værnet arbejdede som SS-læge i en anden koncentrationslejr, Buchenwald, 1944. Her indopererede han hormonkapsler på homoseksuelle i et forsøg på at gøre dem heteroseksuelle, et eksperiment, der blev støttet af SS-lederen Heinrich Himmler.

Studiekammeraten Frits Clausen, læge i Bovrup, blev fører af det danske naziparti DNSAP 1933 og medlem af Folketinget seks år efter. Det var ikke hans skyld, han ikke blev diktator i kongeriget, han ville gerne, men den tyske besættelsesmagt var så tilfreds med den samarbejdsvillige regering, at man ikke anså det for nødvendigt. Andre danske læger arbejdede mere diskret i nazismens tjeneste.. Ved den såkaldte Auschwitz-dag i år blev det fastslået, at danske læger og forskere samarbejdede videnskabeligt med tyske nazilæger, og at de var »enige om målet: At skabe en sund befolkning uden afvigere«. For nogle var det forskningen, der helligede alle midler, for andre lød Hitlers raceteorier forjættende.

Det er påfaldende, at de senere halve eller hele forbrydere ofte kommer fra ydmyge omgivelser.

Carl Værnet havde noget så udramatisk som en klinik for kortbølgeterapi på Platanvej på Frederiksberg. Landsbyen Bovrup er en flække, som mest er kendt på grund af Frits Clausen, og fordi det siden gav navn til det kartotek over DNSAP-medlemmer, der i dag opbevares under lås og slå i Rigsarkivet. Også udenlandske kolleger, der ikke lever op til lægeløftet, kommer jævnligt fra intetheden.

Man kan tage Francois Duvalier, også kaldet »Papa Doc«, Haitis diktator 1957-1971. Som ung læge blev han ganske vist berømt, fordi han med amerikanske sanitetstropper bekæmpede malaria og hindbærkopper i den sorte befolkning. Han var også en kort overgang sundhedsdirektør og arbejdsminister. Men da Haiti i 1950 blev overtaget af en diktator, som han ikke brød sig om, trak han sig tilbage og arbejdede som landsbylæge i syv år. Samtidig organiserede han modstanden mod regimet. Det blev væltet i 1957, Duvalier flyttede tilbage til hovedstaden Port-au-Prince, overtog magten og erklærede sig i 1964 for præsident på livstid. Han blev efterfulgt af sønnen, af folkeviddet døbt »Baby Doc«. Det var en slags lægeroman, hvor hovedpersonerne ikke var helte.

Lidt anderledes ser det ud for Hafiz al-Assad, Syriens præsident fra 2000. Assad er søn af forgængeren med samme navn. Han er øjenlæge, uddannet i Damaskus og London. Officielt blev han valgt med et flertal på 97,29 procent, som selv den nordkoreanske kollega Kim Jong-il, der ikke er læge, har svært ved at overgå. Assad den yngre menes at stå bag mordet på Libanons tidligere regeringschef, Rafik Hariri, og sender jævnligt systemkritikere i fængsel. 2006 hyldede han terrororganisationen Hizbollahs »sejrrige modstand« mod det libanesiske styre og betegnede Israel som »en fjende, med hvilken der ikke bliver fred«.

Det er også slående, hvor langt det medicinske despoti rækker tilbage. Den tyske avis Süddeutsche Zeitung pegede i den forløbne uge på, at der befandt sig uforholdsmæssigt mange læger blandt unge anarkister, som i slutningen af det 19. århundrede udråbte »Den sorte Terror« og stod bag en stribe attentater ud over Europa. Terrorgrupper som Den Lysende Sti i Peru, IRA i Nordirland og ETA i Baskerlandet har ikke en fælles ideologi, men tæller en stor portion medicinere.

Grundlæggeren af det palæstinensiske PFLP, George Habash, som i 1970erne gennemførte flybortførelser, gidseltagninger og afpresninger, var læge. Terrorbevægelsen Hamas, der i 1980erne opfordrede til mord på jøder, havde adskillige læger i sin kreds, herunder Mahmud al-Zahhar, der 1989 blev talsmand for foreningen i Gaza-striben. En anden terrorgruppe, Islamisk Djihad, blev i mange år ledet af Fatih Shakakio, som havde læst medicin i Cairo.

Den franske kirurg og nobelprismodtager, Alexis Carrel, der under Anden Verdenskrig var en del af det tyskvenlige Vichy-styre, står bag en stor del af det filosofiske fundament for vore dages mordere, der smykker sig med politiske hensigter. Carrel forbandt biologi med en angivelig kristelig helhedstanke. Han priste nazisternes »energiske forholdsregler« mod »formeringen af mindreværdige, sindssyge og forbrydere«, altså racepleje i videnskabens tegn. Teorien er overtaget af litteraturkritikeren Sajid Qutb, der har Osama bin Ladens højre hånd Aiman al-Zawahiri blandt sine disciple. Også Zawahiri, søn af en professor i farmakologi, har været medicinstuderende i Ægypten. Listen kan fortsættes, næsten i det uendelige.

Det har ikke meget at gøre med den hippokratiske lægeed, der i vestlige lande er brugt, ofte i en forkortet udgave, siden 1800-tallet. Her tales om at arbejde »til de syges gavn efter evne og bedste skøn og hindre dem, der kan volde skade og fortræd«. Man forpligter sig til »ikke at udlevere dødelige gifte eller give noget sådant råd«. Man skal altså være et godt menneske. Det lader sig ikke besvare, om medicinere bliver terrorister og tyranner, fordi de har fået studierne i den gale hals, eller om de også ville være blevet det, hvis de var blevet tømrere eller telefonmontører. Det sikreste, der kan siges, er således, at en medicinsk uddannelse ikke forhindrer den forkerte vej i alle tilfælde.

Lægetitlen synes imidlertid at sikre dunkle skikkelser en mere velvillig behandling af eftertiden. Man kan se det med Che Guevara; manden, der ikke alene var skuffet over, at cubanerne ikke kunne blive ofre i en atomkrig, men også oprettede arbejdslejre for systemkritikere og var ansvarlig for at sende måske op til 2.000 modstandere i døden, dyrkes i dag som en helt. Den Store Danske Encyklopædi fremhæver hans »personlige integritet og revolutionære idealisme«. Det er også en måde at se tingene på, og hans otte mistænkte kolleger i Storbritannien vil formentlig være enige.