Den grænseløse tillid til en hvid betjent

Beviserne var tydelige på videoen og i obduktionsrapporten. En hvid betjent »dræbte« den sorte Eric Garner. Men han bliver ikke sigtet for drab.

Demonstranter på Times Square protesterer over beslutningen om ikke at sigte politibetjenten, der dræbte Eric Garner. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE SEGAR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jurister og politikere forsøgte i går at forklare, hvordan det kunne gå så galt.

Politidrabet i Ferguson kunne til nød forklares. Der var ingen håndgribelige beviser for, at en hvid betjent dræbte en ubevæbnet sort mand. Obduktionsrapporterne var diffuse, vidnerne også, statslovene var på politiets side, og i påstand-mod-påstand vandt betjenten. Enig eller uenig – det var i det mindste en forklaring.

Men Eric Garner i New York er anderledes. Igen er det en hvid betjent og et ubevæbnet sort offer, men denne gang var der en rystende videooptagelse. Den viste, at tre betjente holdt Garner nede, og at én af dem holdt Garner i et forbudt strubegreb. Vi kunne høre Garner ralle, gispe og sige, at han ikke kunne få vejret, og vi kunne se, hvordan han lå på fortorvet og døde, uden betjentene hjalp ham. Obduktionsrapporten var også glasklar. Garner blev kvalt til døde, og drabsårsagen blev angivet som »drab«.

Alligevel besluttede en storjury natten til i går ikke at sigte betjenten.

Hvordan kunne det gå til? Spørgsmålene kom ikke kun fra venstreorienterede aktivister og politiskeptikere, men også fra den anden fløj. Den konservartive Sean Davies skrev: »Afgørelsen er simpelt hen meningsløs.« Og den ligeledes konservative John Podhoretz fastslog: »Intet civiliseret samfund kan se videoen af Eric Garners død og hans desperate råb om hjælp og lade være med at stille sig selv nogle alvorlige spørgsmål.«

Den store autoritetstro

Juristerne og politikerne pindede i går i paragrafferne og fiskede i forargelsen, men svarene findes ikke umiddelbart i jura og politik, men i vores hjerne. Fra Ferguson til New York er der tydeligvis noget, der gør det til en uoverstigelig psykologisk barriere at sigte en politibetjent og ikke mindst en hvid betjent. Hvad er det?

Den første barriere handler om autoritet. Meningsmålinger siger, at de fleste amerikanere har en næsegrus tiltro til politiet. 53 pct. af amerikanerne siger, at de har tillid til politiet, kun 17 pct. siger, at de direkte har mistillid til politiet, og amerikanernes autoritetstro er stor. Berømte forsøg som Millgram- og Zimbardo-forsøgene viser, at 85 pct. af alle mennesker rummer en næsten ubegrænset autoritetstro, og professor Leonard Bickman har påvist effekten af en politiuniform. Han bad forsøgspersoner i forskellige uniformer om at beordre tilfældige mennesker til f.eks. at samle et stykke papir op på fortorvet, og kun politiuniformen fik folk til at gøre det. De autoritetstro har en inderlig tillid til politiet og en ditto mistillid til autoritetsbryderne, og Eric Garner var en 43-årig små­fusker med domme for plat og tyveri, og i den fatale situation ville politiet anholde ham for at sælge smuglercigaretter.

Det er den første barriere. En storjury skal ikke bare se på beviserne. Den skal også se dybt ind i sig selv og konfrontere sin autoritetstro og sin mistillid til autoritetsbryderne.

Den anden barriere handler om hudfarve. Et stort flertal af amerikanerne siger, at de er imod racisme, og det er de formentlig også, når de tænker med opdragelsen – med deres kultur. Men når de står i en sort-hvid situation, tænker de med deres natur – deres hudfarve, siger den psykologiske skole, der studerer, hvad den kalder implicit association. Forskere på Stanford University bad for nyligt hvide forsøgspersoner om at skrive under på en underskriftsindsamling for hårdere straffe. Indsamlingen var ledsaget af en video med anholdelsesbilleder, og når der var mange sorte på billederne, skrev 50 pct. flere af de hvide forsøgspersoner under.

Afgjort af psykologi

En overvejende hvid storjury skal således også konfrontere sin racisme, og det er vanskeligt, når den ikke er sig racismen bevidst – når racismen er instinktiv og ikke forsætlig.

Derfor er statistikkerne så rivravruskende skæve. Normalt rejser en storjury sigtelse i over 95 pct. af sagerne, men når det drejer sig om betjente, er tallene vendt om. Så gør storjuryerne, som de gør i Ferguson og i New York – de ser på sagerne, på beviserne, paragrafferne, rapporterne, hudfarverne, uniformerne, og de spiller det alt sammen op mod deres indre hjernevæg og deres fordomme, og den psykologiske følelse af retfærdighed vinder over den juridiske.

Det er således ikke lovene, der er noget galt med, men psykologien. Lovene er nemme at ændre, psykologien er ikke, og derfor gentager Ferguson og New York sig – og bliver ved med at gøre det.