Den gode, den onde og den sjove

Hvis det var en film eller TV, hvordan skrev statslederne sig så ind i manuskriptet med deres taler ved FNs generalforsamling? Vi giver et bud.

Obama var den gode, Xi den onde og Putin den sjove, da de tre statsledere mandag skrev sig ind plottet til FNs generalforsamling nummer 70. Fold sammen
Læs mere

Hvordan har du brugt din mandag? Jeg har brugt min mandag på at sidde og se web-TV fra FNs generalforsamling, og det er faktisk ikke så kedeligt, som man skulle tro, når man tager i betragtning, at Mogens Lykketoft er involveret. Det minder om amerikanske TV-serier som »Dallas« og »Dollars« med de gode, de onde og de sjove, og statslederne skrev sig med deres taler selv ind i manuskriptet.

Præsident Obama var den gode, den voksne, som talte med en tillidsvækkende stemme og til logik; han havde en pin på sit jakkesæt, men det var svært at se, om det var et amerikansk flag eller et fagsymbol fra Djøf, og han var så sikker i sit eget skind, at han ikke var bange for at indrømme egne fejl. USA havde lavet noget knas i Irak og ikke gjort nok i Libyen, erkendte han for eksempel, og hvis det var film eller TV, ville han være sådan en blanding af Obi-Wan Kenobi, Jock Ewing og Lassie. Alle de andre er ude efter ham, men han vinder, fordi han er the good guy.

Præsident Putin var den sjove, sådan en slags Kramer fra »Seinfeld«, der sagde en hel masse, der kun var sandt i bizarro-world. F.eks. at FN var grundlagt ved en konference »i vores land, i Jalta«. Jalta ligger på Krim, som er en del af Ukraine, men besat af Rusland, og hans tale var fyldt med den slags, der hverken appellerede til venstre eller højre hjernehalvdel, men slet ikke. Derfor var han sjov – og også hans stemme. På PR-fotografier fører han sig gerne frem i barbrystet nærkamp med hanløver, og så var det svært at komme udenom, at hans stemme lød som en tunet Tomos. Hans fine mødetøj var også sjovt, når man er vant til at se ham i våddragt eller karateuniform; jakkesæt og slips fik ham til at ligne enten en hestetyv, som skulle for retten, eller en svedig ældre date, som skulle ud med Nikita Klæstrup.

Hold øje med Xi

Filmen havde også en skikkelse ved navn Xi Jinping. Han er Kinas præsident, og der var noget lusk ved ham, men hvad? Han talte om samarbejde og klima og multilateralisme, og det var alt sammen godt nok, men der var noget ... forkert. Måske var det fordi, han talte som et Excel-ark og med en sammenknebet bisterhed, der fyldte én med samme følelse som en VW-reklame for »Clean Diesel«.

Her var en mand, som var vant til at få sin vilje, og som ikke behøvede spørge andre. Hold øje med ham. Der er også en snydemekanisme i ham.

Der var en række biroller i første afsnit af FNs-generalforsamling, bl.a. Polens præsident, som tydeligvis frygtede to ting – Rusland og en pludselig vind, som kunne få hans hentehår til at kuldsejle. Jordans konge kom med en dyb stemme, som lød som Træskæg i »Ringenes Herre«, og som trækongen var hans rolle også som førsteoffer for Sauron, for ondskaben selv.

For alle – næsten alle – talte om Islamisk Stat som de ultimativt onde, og både den gode og den sjove var enige om, at det var på tide at gøre noget ved Islamisk Stat. De var ikke enige om, hvordan, og den sjove ville gerne hjælpe nogle, der var næsten lige så onde som de onde, mens den gode parafraserede troldmanden Gandalf: »Der er andre kræfter end ondskab, der hersker her i verden, Frodo ...«

Stay tuned. Der kommer uden tvivl en toer.