Første gang jeg besøgte Belzec, var i 1999. Lejrområdet uden for byen var før krigen kendt som Kozielsk-bakken og var, selv for et så tragisk sted som en udryddelseslejr, exceptionelt hærget, deprimerende og trøstesløst.
De tyske nazister havde allerede længe inden krigens afslutning jævnet lejren med jorden og forsøgt at slette alle spor efter deres forbrydelser. Da havde Belzec udtjent sin funktion og udslettet størstedelen af regionens jødiske befolkning. Fra marts til december 1942 blev mere end 430.000 mennesker myrdet på et område lidt større end en fodboldbane.
Belzec var en del af nazisternes såkaldte Aktion Reinhardt. En aktion, der blev indledt for 75 år siden, og som havde til formål at udslette den største jødiske befolkning i centraleuropa. Den polske. I lejrene tilknyttet Aktion Reinhard, primært Belzec, Treblinka og Sobibor, blev mere end 1,2 millioner jøder, ifølge nazisternes egne opgørelser, myrdet inden udgaven af 1942.
Omkring et faldefærdigt gammelt kommunistisk monument, der lakonisk talte om ofre for den »hitlerske terror« -, uden at nævne, at disse ofre stort set alle var jødiske - kunne man strøet på jorden i Belzec finde knoglefragmenter, der til stadighed dukkede op, særligt efter regnvejr.
En arkæologisk undersøgelse af lejren, færdiggjort i 2000, lokaliserede 33 massegrave på området. En del af disse indeholdt ukremerede lig, selv om tyskerne egentlig havde ordre til at brænde alle lejrens ofre for at slette sporene. Det er sandsynligvis nogle af klodens største massegrave.
Bizart nok kunne jeg på lejrområdet også se afsvedne pletter efter bål med spiritusflasker smidt rundt omkring, hvor antageligvis de lokale havde besluttet sig for at holde udflugt og drikke på gravene.
I 1945 protesterede en af områdets få overlevende jøder, Szmul Pelc, der var leder af et jødisk råd i den nærliggende by Tomaszów Lubelski, mod denne makabre praksis. Kort efter blev han myrdet af formodede gravrøvere.
At Belzec var ukendt, skyldes ikke mindst, at kun to overlevende formåede at flygte og give vidneudsagn om lejren. Den ene, Chaim Hirzmann, blev myrdet kort efter krigens ophør. Den anden, Rudolf Reder, nåede at nedfælde sine erindringer og vidnede ved den vesttyske retssag, der blev ført mod enkelte af lejrens personale. Den eneste, der blev idømt fængsel ved den lejlighed, var SS-officeren Josef Oberhauser, som modtog en dom på fire et halvt års fængsel – for medvirken til drab på 300.000 mennesker.
Heller ikke fra jødiske organisationers side var der megen fokus på lejren. Udslettelsen af jøderne i området Galicien, der strækker sig fra det nuværende sydøstlige Polen til det nordvestlige Ukraine og tidligere har været et af verdensjødedommens religiøse og intellektuelle centre, var næsten total. Der var derfor ikke mange overlevende familiemedlemmer til at holde mindet ved lige. Desuden foretrak mange at fokusere på fortællinger om jøder, der gjorde modstand mod nazismen, og dem passede Belzec, der var så ekstremt succesfuld i sin destruktionsproces, ikke ind i.
Historien om, hvorfor Belzec aldrig blev mere kendt, har også en skandinavisk fodnote. I sommeren 1942 besøgte SS-officeren Kurt Gerstein lejren og blev dybt chokeret efter at have overværet en gasning af et par tusinde jøder fra byen Lviv. Drabsprocessen varede små tre timer, da den motor, der pumpede udstødningsgas ind i kamrene, ikke virkede.
På en togrejse kort efter betroede en dybt rystet Gerstein sig til den svenske diplomat Göran von Otter, bad ham informere de svenske myndigheder og få dem til at videreformidle informationerne om lejren til de allierede. Selv om Otter efter krigen bekræftede sit møde med Gerstein, kom informationerne aldrig videre end til – i bedste fald – det svenske udenrigsministerium.
I dag er situationen dog ikke nær så forstemmende. I starten af juli besøgte jeg Belzec igen. I dag er det ikke længere muligt hverken at feste eller gå rundt på massegravene. I 2004 blev der, efter en intens fundraising-kampagne, opført et imponerende monument, hvor hele bakken blev dækket af forkullede sten omgivet af navnene på nogle af de hundreder af jødiske samfund, som forsvandt i lejrens gaskamre.
Museet og mindesmærket i Belzec er i månederne april til oktober åbent fra kl. 9 til 17 og lukker resten af året en time tidligere. De sidste besøgende lukkes ind en time før lukketid. Det ligger fire timers kørsel fra Warszawa og tre timer fra Krakow.
Museets website kan findes på belzec.eu/en, hvor man også kan finde information om arrangementer og markeringer af 75-året for de første deportationer til Belzec samt indledningen af Aktion Reinhard.