Den gamle ulandshjælp er død – leve den nye?

Hvem gider høre mere om udviklingshjælp? Måske skulle vi, for der er store nyheder ved FNs verdenskonference i Addis Ababa. Den gamle ulandshjælp er passé og en ny tid på vej.

En mobiltelefonsælger i Nigerias hovedstad Lagos. Mobiltelefoner er ved radikalt at ændre hverdagen for den menige afrikaner i takt med, at flere afrikanske lande har oplevet en markant vækst i deres økonomi. Eksempelvis ejede otte pct. af befolkningen i Ghana i 2002 en mobiltelefon, mens tallet i 2015 var 83 pct. Til sammenligning var tallet i USA henholdsvis 64 pct. og 89 pct. Foto: Pius Utomi Ekpei/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Selv den mest erfarne presserådgiver må formentlig give fortabt. I en tid med græsk drama, middelhavsflygtninge og Islamisk Stat – hvem i alverden kerer sig så om en FN-konference i Addis Ababa i Etiopien? Og om finansiering af en global udviklingsplan?

Det er ikke overskriftsmateriale, heller ikke selv om det handler om at finde pengene til noget så vidtrækkende som at gøre en ende på fattigdom og sult i hele verden inden 2030.

Bedre bliver det ikke af, at baggrunden for konferencen er en uomtvistelig fiasko. I 2002 ved Monterrey-konferencen blev verdens rigeste lande enige om at donere 0,7 pct. af deres bruttonationalprodukt til de fattigste lande.

Målet er mildest talt ikke nået, ikke engang halvvejs. Men det er ironisk nok også den gode nyhed, for det er udtryk for et paradigmeskifte i hjælpen. Konferencedeltagerne vil uden tvivl tale meget om det, og mange vil kræve det, nogle få vil love det, men realisterne har indset, at Monterrey-målet er et fata morgana. Pengene må finde andre veje – og gør det allerede, som Financial Times tidligere på ugen opgjorde.

Udenlandske investeringer i udviklingslandene er således flerdoblet siden 2002 og nåede i 2014 op på en rekord på 681 mia. dollar. Antallet af dollar, som emigranter sender hjem til deres gamle land, er i samme periode tredoblet og nåede i 2014 op på 583 mia. dollar, skriver avisen. Til sammenligning er den globale udviklingshjælp stagneret på 135 mia. dollar.

Eller sagt på en anden måde: Den gammeldags ulandshjælp er gået i stå og på et lavt niveau, mens direkte investeringer og penge fra emigranter er eksploderet, og for neoliberale og vestlige finansministre er lektien klar, om end ud fra vidt forskellige motiver. Neoliberale vil sige, at i en mere åben og globaliseret verden vil pengene finde vej til muligheder, også i udviklingslandene, mens finansministrene vil nikke med, fordi de dermed kan beholde pengene i deres egen nøjsomhedsramte statskasse.

Afrikansk mobilboom

Og de har ret – i det mindste et stykke af vejen, og det afrikanske mobilboom er et eksempel.

I forrige måned udgav Pew Global en opsigtsvækkende undersøgelse fra en række afrikanske udviklingsøkonomier, og den viste, hvordan mobiltelefoner er ved radikalt at ændre hverdagen for den menige afrikaner, fra kaffebonden, der kan følge de globale markedspriser, til dissidenten, der kan læse eller lytte til uafhængige politiske nyheder. I 2002 ejede otte pct. af befolkningen i Ghana en mobiltelefon, mens tallet i 2015 var 83 pct. Til sammenligning var tallet i USA henholdsvis 64 pct. og 89 pct. På 13 år har ghaneserne altså indhentet et amerikansk mobilforspring målt i ejerskab, og den samme tendens gør sig gældende over det meste af kontinentet, siger Pew Global.

Det er en udvikling, som i hovedsagen er sket uden om ulandshjælpen, den har fundet sted som lokale eller udenlandske investeringer i netværk og billige telefoner. F.eks. har det kenyanske teleselskab Safaricom indgået investeringsaftaler med både Microsoft og Intel, som har hjulpet med at bygge afrikanske telefoner for mindre end 100 dollar.

Det er – vil neoliberale sige – et eksempel på, at markedet nok skal tage sig af udviklingen i de fattigste lande, og de har uden tvivl en pointe.

Afrikanske lande snydes for skat

Men det har kritikerne også, når de siger, at der stadig er en rolle at spille for vestlige regeringer, og to eksempler viser det. Det første eksempel handler om projekter, som selv den fiffigste forretningsmand ikke kan gøre rentable, f.eks. nødhjælp til sultende eller til bekæmpelse af ebolaudbrud, og det andet eksempel handler om tilfælde, hvor privat foretagsomhed og udviklingslandene er i direkte modstrid med hinanden, f.eks. om beskatning af den samme private foretagsomhed.

Tidligere på året vurderede en FN-komité, at investorer hvert år snød afrikanske statskasser for 50 mia. dollar i skat, og en nødhjælpsorganisation har tidligere sat tallet til 160 mia. dollar.

Mellem 1970 og 2008 er Afrika blevet snydt for 850 mia. dollar i skat, siger FN-komiteen.

Fælles interesse i at bekæmpe skattesnyd

Derfor kæmper afrikanske lande og 164 vestlige organisationer i denne uge i Addis Ababa for at få flyttet internationale beskatningsspørgsmål fra OECD, som består af 34 rige lande, til en ny og multinational organisation, som også skal repræsentere afrikanske interesser.

De rige og fattige lande står stejlt over for hinanden, men burde ikke gøre det, som bl.a. den britiske avis Guardian har kortlagt. For de multinationale selskaber snyder også rige lande for skat ved at centrifugere deres penge, ind til de kommer ubeskattede ud i den anden ende, og rige og fattige lande har således en fælles interesse i at lukke smuthuller.

Eksemplet illustrerer det nye paradigme, som Addis Ababa formentlig kommer til at knæsætte: At direkte investeringer og emigranternes hjempost nu er de store penge i udviklingslandene, og at der er meget mere at komme efter på begge konti. Og sådan som verden ser ud, er det ikke realistisk, at vestlige regeringer kommer op på 0,7 pct. af bruttonationalproduktet i hjælp. Men det betyder ikke, at den vestlige rolle er udspillet, den er blot omdefineret og kræver ikke nødvendigvis flere kontanter, men mere samarbejde – og hvad der p.t. synes umuligt: en smule opmærksomhed.