Den franske kosmetikfejde

Den franske kosmetikmilliardær Liliane Bettencourts villa i en Paris-forstad danner rammen om intriger og svindel. Mor og datter er ikke kun røget i totterne på hinanden i en konflikt, hvor personalet har følt sig nødsaget til at vælge side - L'Oréal-ejerens hjem er centrum for en skandale om tykke konvolutter med sorte penge, der berører landets præsident.

Europas rigeste kvinde med en formue på 122 milliarder kroner, Liliane Bettencourt, bor i byen Neuilly-sur-Seine og er nu på sjette uge daglig kost på franske avisers forsider og desuden genstand for tre separate politiefterforskninger Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PARIS: Der er bemærkelsesværdigt stille, for ikke at sige søvndyssende, på Rue Delabordère i den parisiske velhaverforstad Neuilly-sur-Seine.

Kun den lejlighedsvise gamle dame eller asiatiske barnepige med et barn i hånden vandrer langsomt ned ad gaden i solskinnet, hvor fortovet flankeres af en lang, høj mur, der ender i en lukket grøn port.

Der er intet navneskilt ved siden af den bastante dørtelefon med videokamera, men slår man op i telefonbogen, er den god nok - her bor omdrejningspunktet for den mangesidede skandale, der nu på sjette uge dagligt er på franske avisers forsider og desuden genstand for tre separate politiefterforskninger: »André Bettencourt, 18 rue Delabordère, 92170 Neuilly-sur-Seine.«

Eller rettere boede. For husets herre gik bort i november 2007, og hans død udviklede sig først til en spektakulær familiefejde og siden til et politisk drama, der har sendt Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy i tovene.

Som chefbutleren Bruno for nylig fortalte avisen Le Journal du Dimanche: »Hvis herren så alt dette i dag, ville han være blevet syg.«

André Bettencourt var forretningsmand og tilbage i 1970erne desuden minister i flere borgerlige regeringer, men faktisk kender omverdenen bedre hans kone, Liliane. Den i dag 87-årige fru Bettencourt er nemlig arving til kosmetikgiganten L'Oréal, hvilket har gjort hende til Europas rigeste kvinde med en formue der anslås til 122 milliarder kroner.

Alligevel var det husbondens død, der satte gang i begivenhederne. For knap var låget lagt på hr. Bettencourts kiste, før de onde ånder hoppede ud af skabet.

Herrens og fruens klan

Få dage senere indkaldte parrets datter, Françoise Bettencourt-Meyers, der bor hundrede meters penge længere nede ad Rue Delabordère, flere af sine forældres tjenestefolk og indviede dem i, at hun ville indlede et søgsmål mod en af sin mors bedste venner, den homoseksuelle fotograf François-Marie Banier.

Den charmerende fotograf var ifølge datterens mistanker i færd med at franarre hendes skrøbelige mor milliarder, og i det omfang de indkaldte personer ville indsamle informationer under deres gang i huset og vidne i retten, ville datteren holde dem skadesløse, hvis de blev fyret.

Villaens personale, der omfatter alt fra livvagter og kokke til butlere og sekretærer, var på det tidspunkt allerede delt i to lejre.

»Det er en smule delikat at forklare, men der har altid været konflikter i dette hus. Vi var skåret over i to mellem herrens klan og fruens klan,« forklarer chefbutler Bruno.

»Hver lejr havde sine fordele. Det var fruen, der tog de vigtige beslutninger. Det var hende, der var chef for L'Oréal. Men herren havde på den anden side mange kontanter på sig. Han arrangerede ting.«

Med André Bettencourts død tilsluttede mange af hans protegéer sig datteren, så det blev »fruens klan« mod »datterens klan«. Flere blandt personalet indvilligede således i at vidne til fordel for datteren og blev som ventet afskediget af fru Bettencourt, efter søgsmålet mod fotografen blev offentliggjort i december 2007.

En af dem, der dog i første omgang undlod at bekende kulør, var butleren Pascal. I stedet holdt han lav profil og skjulte en diktafon i stuen, hver gang den halvdøve fru Bettencourt holdt møde med de finansrådgivere, der forvaltede den årlige dividende fra L'Oréal.

Optagelserne - som butleren siden overdrog til datteren og den franske onlineavis Mediapart - bestyrkede mistanken: Fru Bettencourt havde overdraget omkring 7,5 milliarder kroner til fotografvennen, som desuden fik testamenteret en luksusø med privat lufthavn på Seychellerne.

Men optagelserne viste også, at fru Bettencourts formueforvaltere havde overtalt hende til at placere over en halv milliard kroner på to hemmelige bankkonti i Schweiz.

Og da fransk politi gik i gang med at afhøre familiens bogholder, kom der for alvor boller på suppen: Ikke kun havde det angiveligt været almindeligt, at borgerlige franske politikere fik stukket tykke konvolutter med pengesedler i hånden, når de kom til middag - selveste præsident Nicolas Sarkozys præsidentvalgkamp i foråret 2007 skal være blevet finansieret med mindst 1,1 millioner kroner i sorte kontanter.

Ministers kone ansat

Ifølge bogholderen var det dog ikke den vordende præsident personligt, der modtog pengene, men det borgerlige regeringspartis kasserer Éric Woerth, der efter valget blev først budget- og siden arbejdsminister i Sarkozys regering.

Og meget tyder på, at Bettencourts ledende formueforvalter Patrice de Maistre gik langt for at holde sig gode venner med den vordende minister i håb om at fortsætte en mangeårig tradition, hvor skattevæsenet ikke kontrollerede milliardærens selvangivelser.

I begyndelsen af 2007 kontaktede de Maistre således et headhunterfirma med henblik på at ansætte en ny medarbejder til arbejdet med at forvalte fru Bettencourts milliarder.

»Vi forsynede hr. de Maistre med fire meget gode kandidater,« fortæller en kilde i headhunterfirmaet Proway til avisen Le Monde.

»Han modtog dem i marts 2007. Derefter hørte vi ikke noget. Og vi læste i pressen, at fru Woerth var blevet ansat.«

»Jeg indrømmer, at da jeg gjorde det, var hendes mand minister. Han bad mig om at gøre det. Jeg gjorde det for at gøre ham glad,« indrømmede Bettencourts ledende formueforvalter, Patrice de Maistre, på en af de hemmelige optagelser.

Både minister og hustru benægter, at Florence Woerth blev ansat af nogen som helst anden grund end, at hun var den bedst kvalificerede til jobbet.

Banken nægtede

I Neuilly-sur-Seine og resten af Frankrig spekulerer man på, hvor mange konvolutter med hvor mange sorte penge der i årenes løb er udgået fra 18 Rue Delabordère og til hvem. Kontoudtog beslaglagt af det franske kriminalpoliti - og lækket til medierne - viser, at i mange omgange fandt større kontanthævninger sted, navnlig op til Sarkozys præsidentvalgkamp i foråret 2007.

Så sent som i går kunne magasinet Marianne afsløre, at fru Bettencourt i december 2006 forsøgte at få hævet 500.000 euro (3,7 mio. kr.) i banken Dexia, der afviste foretagendet af frygt for at vække mistanke hos Finansministeriets afdeling for pengevask.

Og man spekulerer på, hvor meget fru Bettencourt reelt har kendt til både skattesvindel, donationer, testamentering og eventuel bestikkelse af det borgerlige regeringsparti.

På Rue Delabordère synes man overbevist om den ældre dames uskyld. »Der er aldrig nogen problemer. Hun er meget flink mod alle folk,« fortæller en nabo, der udtrykkeligt beder om, at hans navn ikke kommer i avisen.

»Det er ikke hende - det er dem, der forvalter hendes formue. Hun er snart 88 år.«