Den Fede var grim og lavstammet

Det spanske julelotteri har efterhånden udviklet sig til en kulturinstitution på linje med tyrefægtning og paella. Men er man hverken talfetichist eller udstyret med en bogholdersjæl, kan det godt blive lidt trættende.

Overskriften til denne klumme stod lillejuleaften at læse på forsiden af avisen El País. En umiddelbart noget kryptisk meddelelse, der ved første øjekast kunne ligne en sag for pressenævnet – hvis man da ellers havde sådan et på disse kanter.

For de spillegale spaniere var sagen imidlertid klar. Tophistorien i landets største dagblad handlede naturligvis om det traditionelle julelotteri. Nærmere bestemt om det nummer, der dagen forinden var blevet udtrukket som vinder af førstepræmien, også kendt som »El Gordo« – Den Fede.

06.381 havde været så upopulært, fremgik det, at lotteributikkerne havde haft problemer med at få det solgt. Det tilhørte da også klart de lavere numre blandt trækningens 85.000. Men hvorfor skulle der være mindre held i det af den grund, og hvorfor er det grimt, fordi det ender på et ettal?

TJA, SÅDAN ER det bare. Og sådan er der i det hele taget så meget, når det handler om verdens største julelotteri, der i år delte præmier ud for 2,2 mia. euro, efter at spanierne i snit havde spillet for 63,5 euro pr. næse.

Nummeret 55.469, der løb med andenpræmien (og hvis samtlige serier i øvrigt blev solgt i det centrale Barcelona ikke langt fra, hvor jeg bor), går eksempelvis for at have »sexappeal« ligesom lodsedler, der ender på 13.

Sædvanligvis fornuftige mennesker bliver ude af sig selv af bekymring, hvis de ikke kan få fat i det nummer, de har spillet i årevis, selv om de aldrig har vundet så meget som en skaldet cent.

Og mens nogle sværger til købe deres lodder på steder, hvor der er sket en ulykke – Galicien var populært efter tankeren Prestiges forlis – står andre i kø uden for butikker, som årene forinden har solgt præmierede numre.

Eksempelvis La Bruixa d’Or (Guldheksen) i den lille catalanske by Sort, hvor det næsten hvert år lykkes at sælge en »luns« af førstepræmien. Hvilket de første par gange var rent held, men efterhånden især må tilskrives Spaniens i særklasse største omsætning.

ALLE DISSE HISTORIER om held, overtro, talfetichisme og ikke mindst begejstringen, der hvor Den Fede lander, gør julelotteriet til en spansk kulturinstitution på linje med tyrefægtning, flamenco og paella.

Koreansk TV sendte direkte fra sidste uges trækning. DR2 lavede for nogle år siden en hel temaaften om fænomenet, og jeg har også selv rapporteret om det adskillige gange.

Sidste år blev jeg blev oven i købet lokket til – som kostskolebørnene, der foretager trækningen – at »synge« mit eget nummer op i P3, uden der dog var meget held i det. Men nogen rigtig »Gordo-freak« bliver jeg aldrig.

Måske fordi det allerede tidligt i skoleårene stod klart, at hverken færdigheds- eller problemregning hørte til mine spidskompetencer. Og julelotteriet har et bogholderelement, jeg ikke rigtig kan forlige mig med.

DE ENKELTE NUMRE findes nemlig i forskellige serier og er samtidig splittet i tiendedele, af hvilke folk igen har for vane at bytte andele med hinanden. F.eks. til mit fodboldholds juleafslutning, hvor vi bruger det meste aftenen på at gå omkring med kuponhæfter og købe »participaciones« hos hinanden.

Det er naturligvis smukt og »demokratisk« på den måde at have et par og 20 chancer for at vinde Den Fede. Men ve den, der vinder en af de mindre præmier, som det skete for min ven kunstmaleren for et par år siden.

Der gik det meste af et halvt år, før han havde haft mulighed for at gøre pebernødderne i regnskabet op og svare enhver sit.

DERFOR PASSEDE DET mig ganske glimrende, at jeg i år var forhindret i at komme. Det skulle være en lotterifri jul, besluttede jeg og investerede de sparede penge i tipskuponer. En langt mere intellektuelt udfordrende form for spil, der samtidig udgør den perfekte undskyldning for at følge kampene i den spanske 1. division endog meget tæt.

Men så let slap jeg ikke. Dagen før trækningen lå der alligevel en lodseddel på mit bord. Det var en julegave fra det lille IT-firma, jeg deler kontor med. Og så var det også i år tidligt op den 22. december for at høre kostskolebørnene messe til morgenkaffen.

De nåede aldrig til mit nummer 42.372, der åbenbart var både for pænt og tæt på »middelhøjden« til at blive trukket ud. Det kan jeg jo så glæde mig over indtil næste år. Hvis jeg da ikke forinden har vundet en 15er i tips.