Den der lever af racisme...

Hvorfor er det gået så galt i Ferguson? Fordi byen i sin tid blev grundlagt på racisme, og nu dør den af det. Løsningen er en tvangsopløsning af politiet og byen.

Politiet besvarede ilden med det samme, da to betjente blev ramt af skud under tirsdagens uroligheder i Ferguson. Fold sammen
Læs mere

I 1968 ville Geraldine og Larman Williams købe et hus i Ferguson, og de ville normalt være et aktiv for enhver forstad. Han var viceskoleinspektør, hun var speciallærer, og parret havde tre døtre, som klarede sig godt i skolen. Der var bare ét problem: Deres hudfarve. De var sorte.

Richard Rothstein har fortalt familiens historie i American Prospect, og han beskrev, hvordan familien Williams boede i den sorte ghetto i St. Louis, og hvordan forældrene ville noget bedre for deres døtre. Pigerne skulle ikke have en kugle i panden, de skulle have en uddannelse, og Larman Williams forelskede sig i et hus i Ferguson.

Men den lokale ejendomsmægler ville ikke vise ham huset, sælgeren ville ikke sælge til ham, og naboerne ville ikke have en sort familie som naboer. Skæbnen ville, at Williams gik i en kirke med en hvid præst, og den hvide præst arrangerede et bønnemøde, hvor naboerne i Ferguson kunne lære familien Williams at kende. Og det endte med, at de som nogle af de første sorte flyttede ind i Ferguson.

Og dér begynder nedturen, hvis man skal tro den hårde hvide kerne i Ferguson. I det øjeblik begyndte sorte at flytte til Ferguson, og natten til i går lokal tid blev to hvide betjente skudt. I dét argument er der en direkte årsag og effekt mellem den sorte tilflytning og de ulykker, som nu hjemsøger Ferguson.

Det er et argument med samme lokkeeffekt som fastfood og med samme lødighedsværdi, som en ny rapport fra tænketanken Better Together viser. For problemet har noget at gøre med selve eksistensen af byer som Ferguson. I 1960erne flyttede hundredtusindvis af hvide familier ud af storbyerne, og St. Louis er et godt eksempel. I 1950 havde St. Louis 857.000 indbyggere. I 2010 var indbyggertallet 319.000. Det er et styrtdyk på 65 pct., og fraflytterne flyttede til forstæderne. I 1950 boede 406.000 mennesker i forstæderne om St. Louis; i 2010 boede knap en million, og storbyen var som en vaniljekrans med et hul i midten.

De nye forstadsbyer var bevidst tilrettelagt som hvide byer, og i Ferguson var der f.eks. indtil midten af 1960erne en såkaldt solskinslov. Sorte måtte ikke befinde sig på gaden efter solnedgang, og hovedvejen til St. Louis var blokeret med en kæde og med entreprenørmaskiner. De sorte stuepiger og havemænd kørte hjem via en autoriseret bagvej, skriver American Prospect.

Bødemaskinen

Problemet var imidlertid, at mange af de nye byer var for små til at opretholde et vist niveau af service og infrastruktur. Der er i dag 90 småbyer i amtet uden om St. Louis, og byer som Calverton Park, Bella Villa og Vinita Terrace har henholdsvis 1.293, 729 og 277 indbyggere. De var helt afhængige af, at indbyggerne var middelklasse, og at huspriserne gik op – for ellers ville de ikke få nok skattepenge i kassen. Men i 1970erne begyndte industrien i St. Louis at forvitre, og området blev et rustbælte. De gode industrijob forsvandt, og i en by som Ferguson faldt indbyggertallet fra knap 30.000 i 1970 til 20.000 i dag, huspriserne faldt, og laverelønnede fik råd til at flytte til bl.a. Ferguson. Ferguson gik fra at være udelukkende hvid i 1960erne til at være 67 pct. sort i dag.

De hvide kunne holde magten ved udspekuleret valgtænkning – 80 pct. af byrådet er stadig hvidt, og 97 pct. af politi og retsvæsen er hvidt – men økonomien var ikke så nem at tackle. Skattegrundlaget blev mindre, og bylederne kunne ikke skrue op for trækprocenten uden at ramme sig selv. Derfor besluttede de at dække skattehullet gennem en bødemaskine, hvor politikere, betjente, dommere og retssekretærer år efter år konspirerede om at ramme sorte beboere med bøder. På ti år er bødebidraget til bykassen næsten tredoblet – i 2015 ventes bøder at udgøre tre mio. dollar ud af et bybudget på godt 13 mio. dollar – og der er ustandseligt pres på politi og retsvæsen for at producere flere bøder, som en e-mail fra kommunaldirektøren til borgmesteren illustrerer. Han skrev i 2013 efter en samtale med politichefen: »Politiet har i år lovet at øge antallet med 7,5 pct. Jeg spurgte ham, om han kunne levere ti pct., og han sagde, at han ville forsøge.«

Over 90 pct. af bødeofrene var sorte, og for nogle forseelser var tallet tæt på 100 pct.

Det var – som justitsministeriet beskrev i sin rapport om Ferguson i sidste uge – forbryderisk og en klar overtrædelse af tre af de mest grundlæggende forfatningsparagraffer, og da en estimeret kommentator sammenlignede det hvide bystyre med »gangstere udstyret med lokal autorisation«, protesterede ingen.

Tvangsopløsning

Så hvad nu? Det er uvist, hvem der står bag nedskydningen af to hvide betjente natten til i går, og det er kun et kvalificeret gæt, at det har sammenhæng med konflikten.

Uanset hvad, så efterlader det to problemer, som har den samme løsning, nemlig opløsning.

Professor Thomas Nolan er tidligere betjent og forsker nu i magtmisbrug i politiet, og der er ikke anden udvej end at tvangsopløse politistyrken i Ferguson og lade statspolitiet overtage indtil videre, siger han til BBC. Betjentene har fungeret som gorillaer for den ulovlige bødemaskine i Ferguson, og det er umuligt for beboerne at have tillid til de samme betjente igen.

Den samme løsning gælder byen – og i lignende småbyer uden om St. Louis, siger Better Together. Byer som føromtalte Calverton Park, Bella Villa og Vinita Terrace henter over 50 pct. af deres indtægter gennem bøder, og hvis de er for små til at have et fornuftigt skattegrundlag uden brandbøder, må de lægge sig sammen, og politikere overvejer nu et forslag om, at bøder kun må udgøre ti pct. af et lokal budget.

Så, nej. Det begyndte ikke med Larman Williams. Det begyndte med mennesker, som ville undgå Larman Williams.

Ferguson blev grundlagt af racisme – og Ferguson risikerer nu at dø af det.