Den britiske regering affærdiger lækket rapport, den selv har lavet: Den spår totalt kaos ved et hårdt Brexit

Der er ikke hold i den lækkede rapport, der spår totalt kaos i Storbritannien ved tilfælde af et hårdt Brexit. Og den, som har lækket den, forsøger at sabotere Boris Johnsons forsøg på nye forhandlinger med EU, lyder det fra regeringen.

Boris Johnson skal senere på ugen mødes med både Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL New

Den britiske regering har fået travlt med at affærdige en rapport, den selv har lavet. Den såkaldte Yellowhammer-rapport, der skildrer de mest sandsynlige »efterskælv« af et såkaldt hårdt Brexit, er nemlig blevet lækket.

Og det ser sort ud for briterne, hvis man skal tro rapporten.

Hvis Storbritannien 31. oktober forlader EU uden en skilsmisseaftale, vil landet i flere måneder efter opleve alvorlig mangel på fødevarer, medicin og brændstof. Havne og toldmyndigheder vil blive ramt af tre måneders »sammenbrud«. To olieraffinaderier kan lukke, tusinder af job kan forsvinde, og massive protester ventes at sprede sig over hele landet.

Og så er der situationen ved grænsen mellem Nordirland og Irland, hvor det kan blive nødvendigt at genindføre fuld kontrol igen – et scenarie, de britiske politikere desperat har forsøgt at undgå gennem forhandlingerne med EU.

Rapporten afslører altså, hvor galt det vil gå Storbritannien, hvis et hårdt Brexit bliver til virkelighed, mener blandt andre Tom Brake, medlem af Liberal Democrats, som går ind for en ny folkeafstemning. Et hårdt Brexit vil føre til »selvpåførte« krigslignende tilstande i landet »i fredstid«, mener han.

Men fra flere regeringskilder lyder det nu, at det er de absolut værst tænkelige scenarier, rapporten opruller – og altså ikke de mest sandsynlige efterskælv, sådan som det ellers beskrives i rapporten, skriver The Guardian.

At rapporten er blevet lækket, har i øvrigt vakt vrede i den britiske regering. Her lyder det blandt andet fra en anonym regeringskilde, at personen, der har lækket rapporten, er en bitter, tidligere minister fra Mays regering.

Personen ønsker at sabotere den nye premierminister Boris Johnsons forsøg på at forhandle med EU om en ny skilsmisseaftale, forklarer regeringskilden til The Guardian. Johnson skal blandt andet mødes med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i denne uge.

Selv om der i rapporten står, at den blev udfærdiget tidligere denne måned, hævder den anonyme kilde i regeringen i øvrigt, at det er en gammel rapport, som er blevet lavet, før Boris Johnson trådte til.

Oppositionslederen Jeremy Corbyn, som står i spidsen for Labour, har i sidste uge svoret, at han sammen med de andre oppositionspartier vil rejse en mistillidsafstemning mod Boris Johnson som premierminister, så et hårdt Brexit kan afværges. Men det er ikke alle, der er klar til at støtte ham – for han insisterer på, at han selv skal stå i spidsen for en overgangsregering.