Den amerikanske virkelighed

Alle kan i dag vælge deres egne kendsgerninger, og præsidentvalget i år er resultatet af, hvad eksperterne kalder det faktaløse samfund. Én mands løgn er en anden mands sandhed. En verden som polarisering og teknologisk udvikling har skabt.

Alle kan i dag vælge deres egne kendsgerninger, og præsidentvalget i år er resultatet af, hvad eksperterne kalder det faktaløse samfund. Én mands løgn er en anden mands sandhed. En verden som polarisering og teknologisk udvikling har skabt. Fold sammen
Læs mere

MOUNTAIN VIEW, CALIFORNIEN: Hvorfor sagde han det? Hvorfor i himlens navn sagde han det?

Mitt Romney er en rig amerikaner, og han stod foran andre rige amerikanere, som havde betalt 50.000 dollars for at spise med ham og høre ham tale.

Og så sagde han, hvad der blev den store historie i denne uge: At 47 pct. af befolkningen ikke betaler skat og nasser på alle dem, der betaler skat. De 47 pct. føler sig som ofre for systemet, og de føler, at det offentlige skal sørge for dem.

Hans tale blev fanget af et undercover mobilkamera, og pokker var løs. For ikke bare er det politisk sin sag at vifte halvdelen af befolkningen ud til sidelinjen, men det er også forkert. Fakta-tjekkerne gik på overtid og påviste, at hans kendsgerninger var urigtige, og en række fremtrædende republikanere erklærede sig enige med dem. 47 pct. af amerikanerne er ikke nassere. Det er en jordslået myte.

Men andre konservative gik i den modsatte retning. Førende kommentatorer som Rush Limbaugh og Bill O’Reilly opfordrede Mitt Romney til at fastholde sit argument. Det er en vindersag, sagde de, og konservative bloggere lugtede for første gang længe andet blod end deres eget.

Men her er mysteriet: Hvordan kan det være en vindersag, hvis kendsgerningerne er forkerte, og hvordan kan bloggerne lugte blod, når sandheden er det første blodoffer?

Velkommen til det post-faktuelle samfund.

En kendt senator, Patrick Moynihan, sagde i en svunden tid, at »alle har ret til at have deres egne holdninger, men ikke til at have deres egne kendsgerninger«. Han sagde det angiveligt i 1970erne, på et tidspunkt, hvor amerikanerne stadig samledes om de samme medier, før internettet, før Facebook , før hundredevis af TV-kanaler og millioner af blogs, og hans ord virker i dag som meget længe siden.

For i dag har alle ret til både deres egne holdninger og egne kendsgerninger, og i valgkampen i USA dyster politikerne ikke kun på holdninger, men også på, hvad der i bund og grund er en forskellig virkelighed. Det er muligt, at faktatjekkene og forskerne og mange konservative afviser Romney og hans 47 procent, men i hans virkelighed - i hans verden af konservative blogs og med-politikere - er det sandt. Rush Limbaugh siger det hele tiden på sit radioprogram, Bill O’Reilly siger det hele tiden på Fox News, og bloggeren og aktivisten Erick Erickson har endda lavet en folkebevægelse for skaffedyrene. »Vi er de 53 pct.,« kalder han den.

Hvis man kun færdes i den konservative virkelighed - hvis man f.eks. aldrig læser en avis eller slår over på en anden nyhedskanal end Fox News - så er de 47 pct. en kendsgerning.

Eller med andre ord:

I én virkelighed er Romneys 47 procent helt forkerte. I en anden virkelighed er de helt rigtige.

Det er en kløft så stor, som Amerika er stor - og den afslørede sig også på det republikanske konvent.

Vicepræsidentkandidat Paul Ryan holdt en ildebrand af en tale, og han fik de delegerede op af stolene. De stampede i gulvet og hujede, og som en af dem bagefter jublede: »Det føles som 1980erne igen. Reagan, you know.« Paul Ryan fik imidlertid også andre mennesker op af stolene, nemlig faktatjekkerne. Hans tale var fuld af grove urigtigheder, sagde de. Ryan hævdede f.eks., at en bilfabrik var lukket under præsident Obama, men den var vitterligt lukket under præsident Bush. Han hævdede, at Obama havde taget penge fra pensionister og ignoreret en budgetkommission, begge dele verificerbart forkert, og han sagde, at USA havde mere statsgæld end hele Europa. USA har reelt 50 pct. mindre.

Så i den ene virkelighed protesterede faktatjekkerne, og journalisterne stillede spørgsmål, og i den anden virkelighed jublede folk og kunne slet ikke få nok af Paul Ryan. Han har siden holdt varianter af sin konventtale igen og igen - og med samme reaktion. »Han er en rock-stjerne,« sagde de for nyligt på en konservativ TV-station.

Men hvordan kan han være en stjerne, hvis han gør i empiriske urigtigheder?

Fordi kendsgerninger ikke længere er et monopol. Det er muligt, at emperiske forskere siger noget andet end Ryan, og det er muligt, at tallene ser anderledes ud, men hvem siger, at forskerne og tallene har ret? Hvorfor kan det ikke f.eks. være almindelig snusfornuft? Eller tro? Eller instinkt?

Og Romney-kampagnens eget svar er da også sigende. Som en af topfolkene sagde på det republikanske konvent: »Faktatjekkere skal ikke diktere vores strategi.«

Velkommen til det post-faktuelle samfund.

Silicon Valley syner ikke af meget.

Hvis en uhildet besøgende havnede her, ville han bare bemærke trafik og travlhed og den slags byggeri, der netop er opstået af trafik og travlhed - restauranter, hvor man kører lige til vinduet, og forretninger, hvor man kører lige til døren. Byggestilen er klondyke, lave bygninger gjort af hurtige og billige materialer, og det hele er meget mindre end summen af det alt sammen.

For som Farhad Manjoo udpeger - lidt i den ene retning ligger Google, lidt i den anden ligger Apple, og derovre har vi Facebook. Og midt i det hele, på Peet’s Coffee, sidder han, en af USAs førende teknologianalytikere og en af de første, der identificerede den post-faktuelle virkelighed.

Han er 34 år, men ser ti år yngre ud, og han virker som en mand, der skal nå det hele, inden han ligner sin alder, og han formår, hvad mange iagttagere af tech-industrien ikke formår - at forbinde koordinaterne og se det store billede. Ikke bare »hvad kan en smartphone«, men også »hvad er konsekvensen af, at vi alle har en smartphone?«

I 2008 skrev han bogen »True Enough«, og overskriften på hans forord afslører hans tese: »Derfor betyder kendsgerninger ikke længere noget.«

Bogen var på tværs af tiden, for op til præsidentvalget i 2008 ansatte medier og universiteter uafhængige faktatjekkere, og var de ikke netop et udtryk for, at kendsgerninger stadig er guldstandarden, og at kendsgerninger netop betyder noget, spurgte kritikerne dengang.

Præsidentvalget i 2008 blev ofte omtalt som »faktatjekkernes gennembrud«.

Men Manjoo skulle vise sig som den vise, for facts betyder kun noget, hvis man kerer sig om dem, og hvis 2008 var faktatjekkernes gennembrud, så er 2012 faktatjekkernes sammenbrud.

Hvorfor?

Svaret handler om »selektiv eksponering«, siger Manjoo i både vores interview og i sin bog.

Udtrykket går tilbage til psykologen Leon Festinger, der i 1957 studerede en dommedagskult, som var overbevist om, at Jorden ville gå under på en bestemt dag. Han undrede sig over, hvordan medlemmerne af kulten beholdt troen, når det viste sig, at Jorden ikke gik under. Når deres virkelighed viste sig at være en uvirkelighed.

Men kultmedlemmerne kunne blive i troen, fordi de kunne ignorere omverden. Kultens leder fik således en åbenbaring om, at Gud havde skånet Jorden, fordi menneskene skulle have en chance til, medlemmerne accepterede lederens forklaring, og de undgik kendsgerninger, der modsagde den.

Det var selektiv eksponering, og de kunne gennemføre den, fordi de var i en kult, men ude i det omkringliggende samfund var det ikke så nemt. Ikke dengang. Otte ud af ti amerikanere abonnerede i 1960erne på en avis og læste mere eller mindre de samme nyheder, og på TV var Walter Cronkite den store tovholder af godt og skidt. Da han i 1968 rapporterede kritisk om Vietnam, sukkede præsident Lyndon Johnson: »Hvis jeg har tabt Cronkite, så har jeg tabt det brede Amerika« og det var sandt.

Det var ikke bare nyhederne, som amerikanerne var fælles om, noterer Manjoo.

Som professor Robert Putnam har beskrevet i bogen »Bowling Alone« - i 1964 var knap syv pct. af alle amerikanere medlem af en bowlingklub, og det er Putnams metafor for et bredt fællesskab i samfundet. Medlemskabet af de store traditionelle kirker kulminerede, og tilliden til autoriteterne var ubrudt. Otte ud af ti vælgere sagde i en Gallup-måling, at regeringen og institutionerne »gjorde det rigtige det meste af tiden«, og målingen viste også en fundamental optimisme og en enighed om samfundets retning.

Selv politikere, som blev betragtet som radikale, f.eks. Barry Goldwater og Ronald Reagan, forekommer i dag moderate, fordi deres radikalitet trods alt baserede sig på fælles kendsgerninger. De betvivlede ikke, hvad der syntes ubetvivleligt.

Kendsgerninger var guldstandarden. Endnu.

12 gamle krigsveteraner skulle komme til at vende op og ned på det.

De mødtes i april 2004 i en anonym kontorbygning i Dallas, og på billeder og videooptagelser ligner og lyder de som en gruppe vrisne bedstefædre, der lige er vækket af middagssøvnen.

Skulle de virkelig være historiens fortrop?

De mødtes i Dallas for at forhindre, at deres gamle kampfælle fra Vietnam, John Kerry, blev ny præsident. De hadede ham. Når de udtalte hans navn, lød det som om, de spyttede gift.

Måneden forinden var Kerry blevet valgt som Demokraternes modkandidat til præsident Bush. Ud over at være senator var han også en krigshelt, for i modsætning til de fleste andre fra sin årgang på Yale-universitetet skulkede han ikke fra militærtjeneste; han meldte sig frivilligt og blev løjtnant og kommandør på en af de små patruljebåde - swiftboats - der foretog farlige raids op ad de vietnamesiske floder. Hans heltemod var ubestridt, og han modtog nogle af de fineste amerikanske tapperhedsmedajler for sin indsats, bl.a. den såkaldte Purple Heart.

Efter sin afmønstring og hjemkomst vendte John Kerry imidlertid på en fem-øre og blev en arg modstander af krigen og aflagde vidneudsagn for Kongressen.

»Hvem skal blive den sidste mand, der dør for en løgn,« sagde han bl.a.

Derfor hadede de 12 mænd i Dallas ham.

De havde også sejlet på patruljebådene, og de betragtede ham som en forræder, fordi han gjorde fællessag med langhårede hippier og krigsdemonstranter - og fordi han påstod, at soldater i Vietnam begik krigsforbrydelser. Det gjorde det ikke bedre, at han var demokrat, og de var republikanere.

Han skulle stoppes, og der var to muligheder:

I deres kampagne kunne veteranerne gå efter Kerrys påståede forræderi efter krigen, og det skortede ikke på dokumentation. De kunne bruge hans egne ord, de kunne vise TV-optagelser af hans vidneafhøring, og de havde billeder af ham ved krigsdemonstrationer.

Men de kunne også vælge en anden mulighed. De kunne hævde, at han ikke var en krigshelt, og at hans medaljer ikke var metallet værd. Det var, hvad veteranerne var overbevist om, men de havde ingen dokumentation, tværtimod var dokumentationen for det modsatte overvældende; de skulle bede amerikanerne om at tro på dem.

Så hvad skulle de vælge - virkeligheden eller uvirkeligheden?

Det var ikke engang svært. De valgte det sidste - og det var set fra deres synspunkt et genialt valg.

»Det var helt afgørende for vores udvikling henimod det post-faktuelle samfund,« siger Manjoo, der har kulegravet forløbet og bl.a. talt med den reklameveteran, Marrie Spaeth, som hjalp gruppen. Hun er ekspert i at skabe, hvad amerikanerne kalder »buzz« - den snak, som går hen over madpakkerne i kantinen og fra mand til mand i produktionshallen.

Først tvivlede hun selv på krigsveteranernes beslutning. Hvis de skulle i krig med John Kerry, fik de brug for al den dokumentation, de kunne mønstre. Hvorfor så vælge en strategi, hvor de ikke havde dokumentation? Men hun var i mindretal - og hun måtte sætte kampagnen i søen, og ganske som forudset blev veterangruppens officielle pressemøde en katastrofe.

Ingen af de store medier ville røre ved en noget nær faktaløs historie, men Spaeth gav ikke op. Hun havde forudset deres reaktion, og hun gik uden om medierne. Hun vidste, at amerikanerne var så politisk polariserede, at to-femtedele af befolkningen ville tro på næsten alt, hvad der var anti-Kerry, fordi det var anti-Kerry; politik var blevet en sport, hvor man holdt med sit hjemmehold uanset hvad.

Hun gik ud til konservative radiostationer, og hun og de halvgamle mænd rejste til forsamlingshusene, til lokalaviserne og til veteranmøder, og hun kalkulerede med, at det ville skabe et buzz fra bunden - og at bruset af en kantinesnak til sidst ville blive så øredøvende, at veteranerne kunne tage dagsordenen.

Og hun fik ret. I august 2004 eksploderede historien.

En række medier dykkede ned i krigsveteranernes kampagne og fandt vidner fra Vietnam og dokumenter, og deres konklusion var, at løjtnant Kerry havde udvist tapperhed og fortjente hver og en af sine medaljer. Krigsveteranernes påstand var kun det - en påstand, skrev de.

Muligvis, men i den ene amerikanske virkelighed var den ikke desto mindre en kendsgerning, for i modsætning til 1960erne og 1970erne skulle man ikke i 2004 være medlem af en dommedagskult for at foretage »selektiv eksponering«. Nu kunne man med en enkelt tast eller et enkelt tryk vælge kendsgerninger til og fra. I 1990erne begyndte det konservative Amerika således at skabe sin egen medievirkelighed. Rush Limbaugh begyndte sit radioprogram i 1988 og nåede midt i 1990erne over 15 mio. daglige lyttere - 15 gange oplaget på New York Times - og han fik følge af utallige andre konservative radioprogrammer. Fox News så dagens lys i 1996 og blev snart den mest sete amerikanske nyhedskanal, og i 1996 eksploderede internettet, og brugerne kunne målrette deres nyhedsforbrug. De kunne indstille deres browser, så de kun fik de kendsgerninger, som bekræftede deres verden.

»Den teknologiske udvikling er nøglen til tendensen,« siger Manjoo.

For krigsveteranerne er ikke de første, som forsøger at gøre, hvad de gjorde, men hvorfor blev deres kampagne en succes - mens andre tidligere kampagner blev en fiasko? Fordi teknologien op til 2004 havde gjort det muligt at vælge kendsgerninger til og fra?

Og det er ikke kun konservative, der gør det?

»Nej, det er det ikke, og det er ikke kun politik. Det er f.eks. også mennesker, der nægter, at HIV fører til AIDS, og som på internettet har skabt deres helt egen virkelighed, hvor de deler deres erfaringer og viden. De kan dermed tilvælge de nyheder og kendsgerninger, som støtter deres sag, og fravælge resten, og den etablerede forskning kan sige, hvad den vil.«

Krigsveteranerne dykkede John Kerrys opinionstal så grundigt, at han aldrig kom sig over det. Han tabte valget - og de vandt ikke bare valget, de vandt valget og krigen.

For deres sejr blev for politiske kampagner, hvad baglædergeværet blev for militærhistorien, og derfor holdt Paul Ryan to taler på det republikanske konvent i sidste måned.

For faktatjekkerne holdt han en tale fyldt med usandheder, og i de progressive medier blev han fremstillet som en notorisk løgnhals, der ikke blot løj om politik, men også om alt andet. Han løj om sine tider for maratonløb, om antallet af sine bjergbestigninger og om sit BMI-tal.

I det andet Amerika hørte man derimod en brandtale, og Ryan betragtes dér som det modsatte af en løgnhals; han er det rene hjerte, ideologen, og han siger den slags, som medieestablishmentet ikke kan tåle at høre, men som ikke desto mindre er sandt.

Men hvordan kan det være sandt, når det ikke er - empirisk - sandt?

En af de republikanske top-strateger har givet sin udlægning. Karl Rove var præsident Bushs spindoktor, og han forklarede i Bush-årene til journalist Ron Suskind, at der er to forskellige virkeligheder, en »empirisk« og en »trosbaseret«. Rove hævder ikke, at to plus to er fire, hvis bare man tror det længe og hårdt nok; det er ikke hans pointe. Hans pointe er, at alle empiristerne, alle rullekraverne, fodnotemændene og forskerne kun er én virkelighed, og der er i dag en meget stor del af amerikanerne, som befinder sig i en anden virkelighed, fordi de gennem selektiv eksponering har fravalgt emperisterne.

Tag klimadebatten. Over 900 videnskabelige rapporter fastslår, at der foregår klimaforandring, og at den er menneskeskabt. Men kun 30 pct. af republikanerne tror på det, viser en Gallup-måling. Det samme med evolution, som er den videnskabelige forklaring på universets tilblivelse. 68 pct. af republikanerne tror ikke på den, fastslår Gallup.

De tror i det hele taget ikke på forskerne, viser en ny opsigtsvækkende undersøgelse fra University of North Carolina.

I 1974 var konservative amerikanere dem, der troede mest på videnskaben. I 2012 er det lige omvendt. Undersøgelsen opererer med en række indextal for amerikanernes tillid til videnskaben, og de konservative har kun halvt så stor tillid til forskerne som de moderate og de progressive.

Derfor er de 47 procent en kendsgerning - af samme grund, som Paris Hilton er kendt for at være kendt, fordi hun er kendt. Det er en kendsgerning, fordi det er en kendsgerning i én amerikansk virkelighed. Faktatjekkere og forskere kan sige, at tallene og tankegangen bag tallene er forkert, men det betyder netop ikke noget, for republikanere har ingen tillid til forskere, som undersøgelsen fra North Carolina påviser, og de kerer sig ikke om faktatjekkernes fakta, som Mitt Romneys topstrateg sagde på konventet .

I det øjeblik lukker påstanden sig om sig selv, og derfor siger Mitt Romney, hvad han siger.

En konservativ empirist, Rich Lowry, slog tidligere på ugen opgivende ud med armene og sagde om Romney: »Det virker som om, at han har lyttet til konservativ receptionssnak og læst en konservativ blog eller to, og så gentager han bare, hvad han har hørt uden at tænke over det,« skrev han i National Review.

Lowry var først og fremmest bekymret over, at Romneys påstande var forkerte, men Lowry har åbenbart ikke forstået de nye post-faktuelle tider. En af hans egne skribenter, Jim Geraghty, griber dem meget bedre. I National Review betragter han kendsgerninger som føjelige, og han taler om to forskellige virkeligheder, medievirkeligheden og højrevirkeligheden. »Mediefolkene spørger: »Hvordan kunne han sige den slags?« Højrefolkene ser derimod en større og større afhængighedsmentalitet, som dræner nationens fremdrift, arbejdsetik og uafhængighed, og de spørger i stedet: »Hvordan kunne han kun sige den slags bag lukkede døre?««

Med andre ord - og med en parafrase over admiral Farragut - »giv pokker i medierne, giv pokker i faktatjekkerne og forskerne. Fuld fart frem.«

Dermed har Farhad Manjoo fået ret.

Kendsgerninger betyder ikke længere noget. Vi lever i det post-faktuelle samfund.