Mindst 1000 demonstranter er tirsdag aften stødt sammen med politiet ude foran et hotel til asylansøgere i den sydvestlige del af Dublin, Irlands hovedstad.
Det er sket, efter at lokale medier har berettet, at en mand har begået et seksuelt overgreb på en 10-årig pige i området.
Ifølge medierne var manden en 26-årig asylansøger.
Overgrebet skete ved Citywest Hotel, hvor asylansøgere er blevet indkvarteret, har de irske medier også rapporteret. Hotellet ligger i udkanten af Dublin.
Tirsdag aften førte sagen så til et sammenstød mellem en stor gruppe demonstranter og politiet, som var iklædt beskyttelsesudstyr.
Demonstranterne bar irske flag og skilte med ordene "Irish lives matter".
De råbte "få dem ud" og kastede flasker og fyrværkeri efter politiet.
Der er også blevet sat ild til en politibil. En korrespondent for nyhedsbureauet AFP har set politibetjente løbe frem mod demonstranterne og bruge peberspray for at holde dem væk fra hotellet.
Natten til onsdag oplyser irsk politi, at seks personer er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen.
Politibetjente er blevet udsat for vedvarende vold i form af kast med sten, glasflasker og fyrværkeri mod dem, siger politiet.
- Det her var tydeligvis ikke en fredelig demonstration, siger politikommissær Justin Kelly.
Både i Irland og i Storbritannien er flere i de seneste år blevet meget kritiske over for indvandring.
Det sker jævnligt, at der er demonstrationer eller optøjer nær hoteller, hvor asylansøgere er indkvarteret.
Irlands premierminister, Micheál Martin, har fordømt urolighederne og ikke mindst det, som han kalder overgreb på politiet.
En betjent har fået en fodskade, og demonstranter pegede desuden mod en helikopter med lasere, siger politiet.
Tidligere tirsdag var den 26-årige mand i retten. Han er sigtet for at have forgrebet sig på den 10-årige pige, som er anbragt.
De sociale myndigheder har bekræftet, at hun stak af under en tur til byen og blev meldt savnet.
I en tale til parlamentet har premierminister Micheál Martin sagt, at staten ikke har levet op til sin forpligtelse til at beskytte pigen.
/ritzau/AFP