Demonstranter kræver nyvalg under protester i Albanien

Politiet måtte tage tåregas i brug, da tusindvis af demonstranter tirsdag var på gaden i Albaniens hovedstad.

En demonstration med tusindvis af albanere, der støtter oppositionen i landet, har lørdag ført til store sammenstød i Albaniens hovedstad, Tirana.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Demonstranterne har under lørdagens protester udtrykt deres utilfredshed med Albaniens regering, som de kalder korrupt og ineffektiv.

De forlanger, at regeringen går af, og at der bliver udskrevet valg.

Demonstranterne kastede nødblus og andre genstande mod politiet og forsøgte at komme ind til den socialistiske premierminister Edi Ramas kontor.

De ødelagde også hovedøren til regeringskontoret i hovedstaden og smadrede et kunstværk på siden af bygningen.

Det lykkedes dog ikke for demonstranterne at komme ind i bygningen.

Lørdagens demonstration var arrangeret af centrumhøjrepartiet Det Demokratiske Parti.

Partiets leder, Lulzim Basha, havde inden protesterne også opfordret regeringen til at trække sig.

- Vi bliver nødt til at få genskabt demokratiet ved hjælp af et parlament, der er valgt af folket, og som ikke er valgt ved hjælp af penge eller trusler fra kriminelle, siger lederen fra Det Demokratiske Parti.

Albanien, der har været medlem af Nato siden 2009, håber, at EU i år giver godkendelse til, at forhandlinger om et albansk EU-medlemskab kan gå i gang.

/ritzau/