Demonstranter i Portland vælter ikoniske statuer
Protesterne tog i weekenden endnu engang til i den amerikanske by Portland, hvor demonstranter har væltet to statuer af de ikoniske præsidenter Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt.
Protesterne tog i weekenden endnu engang til i den amerikanske by Portland, hvor demonstranter har væltet to statuer af de ikoniske præsidenter Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt.
Portland, der ligger i det nordvestlige hjørne af USA i staten Oregon, har i flere måneder været ramt af protester og demonstrationer. Natten til mandag, amerikansk tid, var ingen undtagelse.
To statuer af de tidligere ikoniske præsidenter, Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt, blev væltet ved weekendens optøjer, skriver NBC News.
På Twitter skriver arrangøren bag demonstrationen, at det sker for at »afslutte kolonialismen« og »afskaffe politiet«.
USA blev ramt af en bølge af protester efter drabet på George Floyd i maj. Særligt i Portland har der i løbet af sommeren været daglige protester.
Et medlem af højrefløjsbevægelsen Patriot Prayer, som flere gange er tørnet sammen med den yderste venstrefløj på USAs nordvestkyst, blev skudt under et sammenstød med Black Lives Matter-demonstranter i Portland i august.
Det skete få dag efter, at en politisk demonstration i Kenosha også resulterede i et dødsfald. En 17-årig Trump-tilhænger fra en lokal milits skød to og sårede yderligere én under uroligheder i byen i Wisconsin.

De fleste indbyggere i Portland har demonstreret fredeligt, men protesterne er ofte endt i natlige kampe mod politiet, hærværk, ildspåsættelse og vold, ligesom det gjorde sig gældende natten til mandag.
Protesterne har også tidligere tiltrukket personer, der identificerer sig selv som Antifa – et løst netværk af antifascister, hvoraf nogle er militante og klar til at gribe til vold.
Præsident Donald Trump har på Twitter fordømt vandalismen mod statuerne. Han har samtidig tilbudt sin hjælp til politiet i Portland. Borgmesteren i Portland, Ted Wheeler, har tidligere takket nej til hjælp fra præsidenten.
Det har tidligere været fremme, at Trump-regeringen har sendt specialtrænede agenter fra Department of Homeland Security (DHS), ministeriet for national sikkerhed, til Portland, hvor de blandt andet har deltaget i gadekampe mod byens demonstranter, når mørket er faldet på.
