Demonstranter »forsvinder« ved OL

Man må gerne protestere under OL, hvis blot man søger om tilladelse først. Men ingen har fået godkendt deres ansøgninger.

I Ritan Park, midt i Beijing, har myndighederne tilladt demonstrationer. Men åbenbart ikke demonstranter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jewel Samad

Inde i parken hænger der lanterner i træerne. Den røde farve skinner i solen. En pige sidder på en bænk og læser lektier. Lidt derfra sidder fem pensionister omkring et bord og spiller kort. En gul sommerfugl flakser rundt i luften og sætter sig i et blomsterbed.

»Protester? Nej, dem har jeg ikke set nogen af,« siger en gammel mand.

Han sidder på en bænk her i Ritan Park, hvor han kommer hver dag. Det er en af de tre parker i Beijing, hvor man har lov til at demonstrere under OL. Men her er ingen demonstranter.

Den 23. juli sagde Liu Shaowu, der står for sikkerheden under OL i Beijing, at man gerne måtte lave protester under legene. Det skete efter en del internationalt pres. Myndighederne gik med til at lave tre zoner, hvor kinesere og udlændinge havde lov til at demonstrere, som det er set ved andre internationale begivenheder og ved tidligere OL i Athen og Sydney. Man skulle blot søge politiet om lov.

Men de har indtil videre ikke godkendt nogen ansøgninger. Tværtimod. Flere af ansøgerne er blevet anholdt eller eskorteret ud af Beijing og sendt tilbage til deres hjemprovinser.

Som det skete for Zhang Wei. Hun ville lave en demonstration for at gøre opmærksom på alle de familier, der er blevet tvangsflyttede fra deres hjem omkring Qianmen i Beijing. Hun er nu anholdt for at forstyrre den offentlige orden: »Enten forsvinder ansøgerne, de bliver tilbageholdt eller deres ansøgninger bliver afvist. Det er en fælde,« siger Jiang Tianyong, der en af Kinas mest fremtrædende menneskerets-advokater, og som ofte tager politisk følsomme sager.

Han blev ellers glad, da han hørte, at myndighederne ville tillade protester: »Den kinesiske regering har brudt deres løfte til hele verden. Det er en grundlæggende menneskeret at kunne demonstrere, men Kina respekterer ikke den ret,« siger Jiang Tianyong.

Han håber, at myndighederne vil ændre mening, for i dag har kineserne meget få måder at udtrykke deres protester på, siger Jiang Tianyong

Men indtil videre er der ikke mange tegn på, at myndighederne vil ændre holdning. Inde i de tre store parker skulle der være specielle, afmærkede områder for demonstranterne.

»Vi ved ikke, hvor det skulle være, for vi har ikke haft nogen demonstranter,« siger en af de ansatte i Ritan Park.

Mindst fem personer har søgt om lov til at lave demonstrationer under OL. Tre af dem er blevet eskorteret ud af Beijing. To er forsvundet. Den ene er Ji Si Zun, som ifølge Ritzau forsvandt i mandags. Den anden er Zhang Wei.

Ingen af de myndigheder, som Berlingske Tidende kontaktede i går, har haft lyst til at medvirke i artiklen.