Opdateret

Demokraterne har en måned til at samles om ny præsidentkandidat

Det skal helst ske hurtigt og uden konflikter, at Demokraterne finder Bidens afløser, vurderer USA-kender.

Joe Biden var med online fra Delaware, da han ved Demokraternes partikonvent i 2020 blev valgt som partiets kandidat til præsidentposten. Det foregik virtuelt på grund af coronapandemien. I år finder konventet sted i Chicago 19. til 22. august. Men Joe Biden har søndag meddelt, at han ikke længere er kandidat, så Demokraterne har en måned til at enes om en ny. Brian Snyder/Ritzau Scanpix

Demokraterne har nu en måned til at samle sig om en ny præsidentkandidat, efter at den nuværende præsident, Joe Biden, har trukket sig fra valgkampen med en meddelelse på den sociale platform X.

Partiet afholder konvent i Chicago 19. til 22. august, og her skal de delegerede finde nye kandidater til henholdsvis præsident- og vicepræsidentposten.

Selv peger Biden på sin vicepræsident, Kamala Harris, og giver hende sin støtte.

Det er forventet, siger chefredaktør på netmediet Kongressen.com og USA-kender Anders Agner Pedersen.

- Det stiller Harris i en stærk situation. For øvelsen bliver nu at samles om en ny kandidat, hurtigt og uden interne uenigheder.

- Hvis andre byder sig til som kandidat, så er det det samme som at trække processen ud, og Demokraterne har ikke meget tid. Der er få måneder til valget og endnu kortere tid til konventet. Så de skal nå at få klappet af, hvem de kører med, siger han.

Hvem Kamala Harris potentielt vil stille op med som vicepræsidentkandidat, er endnu uafklaret.

Et godt bud vil være at se efter en politiker fra Midtvesten, siger Anders Agner Pedersen.

Måske fra det såkaldte rustbælte, som blandt andet dækker over Michigan, der sammen med Pennsylvania og Wisconsin anses som én af de svingstater, hvor præsidentvalg afgøres.

- Man kunne forestille sig Josh Shapiro (guvernør i Pennsylvania, red.) eller J. B. Pritzker (guvernør i Illinois, red.). Men der er flere kandidater, som vil blive bragt i spil nu, vurderer chefredaktøren.

For nuværende bliver Joe Biden siddende som præsident frem til valget 5. november, skriver han på X.

Selv om der er en måned til konventet, kan Demokraterne skulle skynde sig yderligere. For der kan være en skæringsdato allerede 7. august.

Ifølge NBC News havde partiet planlagt en virtuel afstemning om at nominere Biden som partiets præsidentkandidat i den første uge af august.

Det er uvist, om den bliver aflyst nu, skriver BBC.

Formanden for Demokraternes Nationale Komité (DNC), Jaime Harrison, skriver i en udtalelse søndag aften dansk tid, at der vil komme nyt om "de næste skridt og vejen fremad for nomineringsprocessen".

Det fremgår ikke hvornår, men processen vil blive "styret ud fra partiets vedtagne regler og processer", skriver Harrison.

/ritzau/