Demokrater vil støtte ekstra penge til USA's krig i Irak

Den demokratiske leder i Repræsentanternes Hus siger, han er indstillet på at give præsident Bush ekstra 70 milliarder dollar til krigen i Irak.

Demokratiske ledere i Repræsentanternes Hus i USA er indstillet på, at de vil give præsident George W. Bush ekstra 70 milliarder dollar (358 mia. kr.) til krigen i Irak, og det er ikke et krav, at det ledsages af en tidsplan for tilbagetrækning af de amerikanske styrker.

Det siger den demokratiske leder i Repræsentanternes Hus, Steny Hoyer, til avisen Washington Post.

De ekstra penge til krigen i Irak er del af en større lovpakke, der bl.a. indeholder penge til en række indenrigspolitiske initiativer, som Bush tidligere har modsat sig.

Demokraterne har længe været uvillige til at afsætte ekstraordinære beløb til krigen, medmindre der ligger en fast tidsplan for tilbagetrækning af de amerikanske soldater i Irak.

/ritzau/Reuters