Det demokratiske flertal i det amerikanske Senat vil udnytte den sidste tid med sikkerhed for flertal i begge af Kongressens to kamre til at sikre retten til ægteskab mellem personer af samme køn.

Det skriver avisen The New York Times.

Lovforslaget vil konkret sikre, at ingen personer, der lever i ægteskab med en person af samme køn, kan nægtes føderal beskyttelse.

Samtlige demokrater i Senatet stemte onsdag ja til forslaget. Det samme gjorde 12 republikanere.

Dermed er forslaget et skridt tættere på at blive til virkelighed. Det skal nu gennem Repræsentanternes Hus, inden præsident Joe Biden skal underskrive en endelig vedtagelse.

Bliver det ført ud i livet, vil det fungere som en juridisk bagstopper mod eventuelle fremtidige afgørelser fra højesteret.

Således vil det blive krævet af den føderale regering, at den anerkender ethvert ægteskab, som var lovligt i den delstat, det blev indgået.

Lovforslaget vil dog ikke blokere for, at delstater kan forbyde ægteskaber mellem personer af samme køn, hvis højesteret tillader dem at gøre dette.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efter en omstridt højesteretskendelse om retten til abort – eller mangel på samme – i juni, er der i USA frygt for, at retten til ægteskab mellem personer af samme køn også kan være i fare. Denne ret blev sikret af højesteret i 2015.

Ifølge The New York Times markerer stemmefordelingen onsdag, hvor 12 republikanere altså stemte for, et bemærkelsesværdigt skifte. Republikanerne har nemlig traditionelt set haft en mere konservativ holdning, når det kommer til lgbt+-rettigheder.

Demokraterne genvandt ved det nyligt overståede midtvejsvalg flertallet i Senatet.

Resultatet fra Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, lader vente på sig. Det tyder dog på flertal til Republikanerne.

På nuværende tidspunkt kontrollerer Demokraterne begge kamre.

/ritzau/

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.