Demokrater kritiserer præsident Trumps toldtaktik mod Mexico

Præsident Donald Trump kritiseres af politiske modstandere for at føre toldkrig mod USA's allierede.

I sidste uge annoncerede USA's præsident, Donald Trump, at han var nået til enighed med Mexico om en række tiltag, der skal dæmme op for migrationsstømmen til USA. Til gengæld droppede Trump trusler om øget told. Mandel Ngan/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Washington D.C.. Flere topdemokrater kritiserer USA's præsident, Donald Trump, for at bruge en taktik, hvor han truer allierede med øget told for at opnå politiske resultater.

- Det, verden er træt af, og det, jeg er træt af, er en præsident, som konstant går i krig, verbal krig, mod vores allierede, siger senator Bernie Sanders til CNN.

Bemærkningen kommer, to dage efter at USA og Mexico er nået til enighed om en aftale, der skal dæmme op for migrationen til USA.

Mens forhandlingerne stod på, truede Trump med at indføre en told på fem procent på alle mexicanske varer. Tolden skulle gradvist stige til 25 procent i oktober, hvis ikke Mexico fik bremset migrantstrømmen, lød det.

Men toldtruslen blev afblæst, da parterne lørdag underskrev en aftale, hvor Mexico blandt andet forpligter sig til at styrke den sydlige grænse mod Guatemala.

- Vi har brug for et ordentligt forhold til Mexico, lyder det videre fra Bernie Sanders, som er blandt kandidaterne til posten som Demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2020.

Trump og hans republikanske støtter har fejret aftalen som et stort gennembrud, mens strategien med at bruge toldtrusler kritiseres i skarpe vendinger af Demokraterne.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har udsendt en meddelelse, hvor hun siger, at Trump har "undermineret USA's overlegne lederrolle i verden."

- Trusler og temperamentsfulde raserianfald er ikke en måde at forhandle udenrigspolitik på, siger hun.

Trump har derimod forsvaret sin strategi i en række opslag på Twitter.

- Mexico var ikke samarbejdsvillig ved grænsen, men nu er jeg - efter at have talt med deres præsident i går - sikker på, at de vil samarbejde og vil gøre arbejdet ordentligt, skriver han.

- Nu vil der være et godt samarbejde mellem Mexico og USA, som der ikke har været i årtier. Og hvis det af uvisse årsager ikke skulle være tilfældet, kan vi altid gå tilbage til vores tidligere, meget profitable toldstrategi.

Han tilføjer dog, at han ikke tror, at det bliver nødvendigt at genoptage strategien over for Mexico.

/ritzau/AFP