Kamala Harris toner frem i den første video fra hende siden valgnederlaget.

I videoen understreger hun, at intet er tabt.

Det har fået internettet og flere demokrater til sende skarp kritik mod vicepræsidenten.

»Jeg må bare minde jer om, at I aldrig må lade nogen tage jeres magt fra jer,« siger Kamala Harris i videoen og løfter pegefingeren:

»I har den samme magt, som I havde før 5. november, og I har det samme formål, som I havde, og I har den samme evne til at engagere og inspirere.«

Den ti minutter lange video var egentlig tiltænkt demokratiske tilhængere, men flere end 8,4 millioner har set den.

Flere kritiske stemmer, kommunikationseksperter og rivaler har på sociale medier påtalt, at de ikke kan forstå, hvordan videoen er blevet godkendt til publicering.

»Det er svært at se på – YIKES,« skriver Benny Johnson, som er politisk kommentator på det sociale medie X.

Nogle skriver, at hun ikke er ædru i videoen. Andre skriver, at hun er selvhøjtidelig, og beskylder hende for at prale.

»Det, vi gjorde på 107 dage, var uden fortilfælde. Tænk på den koalition, vi byggede. I kommer til at høre mig tale om det hele tiden,« lyder det fra Harris i videoen.

Selvom hun indrømmer, at valget »ikke blev, som vi ønskede«, bemærker vicepræsidenten, at kampagnen indsamlede næsten 1,5 milliarder dollar alene fra græsrødder, hvilket er en rekord.

Dog afsluttede hun angiveligt kampagnen med 20 millioner dollar i gæld.

En af Det Demokratiske Partis største donorer, John Morgan, har tidligere sagt til tv-stationen NewsNation, at Harris på grund af sit pengeforbrug burde være diskvalificeret fra nogensinde at stille op ved præsidentvalget igen.

Men Harris er ikke færdig i amerikansk politik. Efter en tænkepause på Hawaii med sin familie har hun givet sine allierede klar besked tidligere denne uge:

»Jeg bliver i kampen,« var meldingen ifølge mediet Politico.

Kamala Harris holder alle døre åbne for eventuelt at stille op igen ved præsidentvalget i 2028 eller ved næste valg til guvernørposten i Californien om to år.