Demokrat bag rigsretssag beder Biden droppe ønske om genvalg
Fremtrædende kongresmedlem siger, at han har "alvorlige bekymringer" om, hvorvidt Biden kan vinde over Trump.

Fremtrædende kongresmedlem siger, at han har "alvorlige bekymringer" om, hvorvidt Biden kan vinde over Trump.

Det demokratiske kongresmedlem Adam Schiff opfordrer USA's præsident, Joe Biden, til at trække sig fra valgkampen op til præsidentvalget i november.
Schiff siger i en udtalelse til avisen Los Angeles Times, at han har "alvorlige bekymringer" om, hvorvidt Biden kan slå Republikanernes kandidat, Donald Trump.
Biden har i sin årtier lange politiske karriere som både senator, vicepræsident og nu præsident "gjort vores land bedre", mener Schiff.
- Men vores land står ved en skillevej, siger han til Los Angeles Times.
- Trumps anden præsidentperiode vil undergrave fundamentet for vores demokrati, og jeg har alvorlige bekymringer om, hvorvidt præsidenten kan slå Donald Trump i november.
Adam Schiff tilføjer, at han vil stemme på, hvem end Demokraterne stiller op med i november - også hvis det er Joe Biden.
- Der er kun ét eneste mål: at slå Donald Trump. Der er ganske enkelt for meget på spil.
Adam Schiff er langt fra den første demokrat, der beder den 81-årige Joe Biden om at undlade at genopstille.
Omkring 20 af hans partifæller i Repræsentanternes Hus har ligeledes bedt Biden om at lade en anden kandidat komme til.
Men USA's politiske fokus skiftede, og debatten forstummede for en stund, efter at Donald Trump lørdag blev strejfet af skud under et vælgermøde i Pennsylvania.
Adam Schiff er især kendt for sin rolle under den første rigsretssag mod Donald Trump i begyndelsen af 2022, hvor Schiff fungerede som anklager.
Dengang var Trump anklaget for magtmisbrug og for at have truet med at tilbageholde militær hjælp til Ukraine, hvis landet ikke indledte en undersøgelse af Biden og dennes søn, Hunter.
Trump endte med at blive frifundet af sine egne partifæller i Kongressen.
Schiff er i dag medlem af Repræsentanternes Hus. I november stiller han op i kampen om en af Californiens pladser i Senatet. Den blev ledig efter senator Dianne Feinsteins død.
Meningsmålingerne viser, at Schiff er storfavorit til at overtage den ledige plads.
/ritzau/