Dele af det føderale statsapparat i USA er onsdag morgen klokken 06.00 begyndt at lukke ned.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at et forslag stillet af Republikanerne i Senatet ikke blev godkendt natten til onsdag dansk tid.

Allerede natten til onsdag oplyste Det Hvide hus' kontor for administration og budget, OMB, ifølge BBC, at statsapparatet ville lukke ned ved midnat lokal tid - klokken 06.00 dansk tid.

- De berørte myndigheder bør nu udføre deres planer om en nedlukning, lød det.

OMB beskyldte her Demokraterne for nedlukningen.

- Det er uklart, hvor længe Demokraterne vil opretholde deres uholdbare indstilling, hvilket gør det svært at forudsige, hvor længe nedlukningen vil vare. Uanset hvad skal medarbejdere møde ind til deres næste planlagte arbejdsdag for at udføre nedlukningsaktiviteterne, lyder det.

En nedlukning betyder, at alle ikke-nødvendige regeringsaktiviteter indstilles, og at tusindvis af føderalt ansatte vil stå uden løn.

Ud over de medarbejdere, der beskytter liv og ejendom, sendes alle føderalt ansatte hjem, skriver AP. De samfundskritiske medarbejdere skal forblive på arbejde, men får ikke løn, før nedlukningen er slut.

Kongressen har 15 gange siden 1981 lukket statsapparatet ned, skriver nyhedsbureauet Reuters. De fleste nedlukninger har varet en dag eller to.

Det skete sidst under USA's præsident Donald Trumps første embedsperiode. Det var den længste nedlukning nogensinde og varede 35 dage. Her blev 340.000 af de 800.000 føderale ansatte i de berørte agenturer sendt hjem.

I Senatet skal mindst 60 af kammerets 100 medlemmer stemme for budgetloven, hvilket kræver, at syv demokrater stemmer for den.

55 medlemmer af Senatet stemte for, og 45 stemte imod.

Minister for indenlandsk sikkerhed Kristi Noem skriver i et opslag på X, at over 200.000 medlemmer af politiet og militæret vil fortsætte med at arbejde.

- Demokraterne vil tvinge over 150.000 politibetjente og knap 50.000 medlemmer af militæret - vores frontlinje i forsvaret - til at fortsætte med at beskytte vores nation uden løn, skriver hun.

Det Hvide Hus har natten til onsdag haft en nedtælling på X i forbindelse med den formodede nedlukning.

- Demokraternes nedlukning, lyder det i et opslag på X, hvor der er vedhæftet et billede af, at nedtællingen er gået i nul efter midnat.

Demokraterne står fast på et krav om, at der skal prioriteres flere penge til sundhed i budgetaftalen, mens Republikanerne insisterer på, at de to spørgsmål skal behandles adskilt.

/ritzau/