En kontorbygning, der huser mange politikeres kontorer og er en del af kongresbygningen i Washington, er blevet evakueret.
Det er ikke umiddelbart klart, hvad årsagen er.
Det oplyser en embedsmand i Kongressen ifølge Reuters.
Der var torsdag ved 19-tiden dansk tid endnu ikke nogen oplysninger fra politiet i den amerikanske hovedstad.
Kongressen er ikke samlet, og de fleste medlemmer af Repræsentanternes Hus befinder sig i deres hjemstater for at føre valgkamp.
Evakueringen finder sted, efter at flere mistænkelige pakker er blevet opsnappet i posten forskellige steder i USA.
Pakkerne, der indeholder formodede bomber, er blevet sendt til fremtrædende Demokrater og forskellige kritikere af præsident Donald Trump.
Der er endnu ikke oplysninger der tyder på, at der er en sammenhæng mellem evakueringen i Washington og de i alt ti pakker, der er opsnappet i posten i de seneste dage.
Tidligere på ugen blev kongresbygningen i Washington kortvarigt evakueret som led i en øvelse.
Desuden har der gennem noget tid været en renovering i gang af den pågældende bygning, Cannon-kontorbygningen.
Det er uklart, om evakueringen har at gøre med byggearbejdet.
/ritzau/Reuters