Under De Olympiske og Paralympiske Lege afværgede de franske myndigheder tre angreb.

Det fortæller den franske antiterroranklager, Olivier Christen, onsdag ifølge den franske tv-station Franceinfo.

Ifølge Christen omfattede de afværgede planer angreb på blandt andet »israelske institutioner eller repræsentanter for Israel i Paris«.

Dog påpeger anklageren, at »det israelske hold ikke selv var specifikt målrettet« i de afværgede angreb.

Fem personer er blevet anholdt på baggrund af de afværgede angreb, og ifølge anklageren er »alle dem, der planlagde disse angreb«, blevet arresteret.

Iblandt de anholdte er én mindreårig.

Stor opmærksomhed på sikkerheden

De Olympiske Lege blev afholdt med både Ruslands krig i Ukraine og urolighederne i Mellemøsten som bagtæppe, og der var derfor stor opmærksomhed på sikkerheden omkring arrangementet.

Og det var med god grund, stod det klart kort før åbningen af legene i slutningen af juli.

Således kunne de franske statsbaner pludselig melde om koordineret »vandalisme« i form af ildspåsættelse mod togtrafikken kort før åbningsceremonien.

Men man frygtede også andre angreb.

Blandt andet russiske hackerangreb, der for eksempel kunne have til formål at »destabilisere og forstyrre«, »skade Frankrigs image« eller »at skaffe penge«, som Vincent Strubel, der er generaldirektør for Den Franske Cybersikkerhedsmyndighed, udlagde det.

Man foretog da også flere anholdelser.

Blandt andet anholdt man den 40-årige, russiske kok Kirill Grjaznov, der var mistænkt for at arbejde med den russiske sikkerhedstjeneste FSB for at »destabilisere« De Olympiske Lege.