Det skulle have været en lykkelig dag, hvor en familie fejrede deres kommende barn med deres venner. Men det gik frygteligt galt.

For da de tændte en »røggenererende pyroteknisk« enhed, en slags røgbombe, antændte de også en skovbrand, som mandag aften havde spredt sig over 3.000 hektar i Californien og ført til evakueringen af flere nabolag. Det skriver CNN.

Men hvorfor skulle familien også partout tænde en røgbombe? Forklaringen findes i fænomenet »gender reveal«-fester; en slags sammenkomster, som vordende forældre, særligt i USA, de senere år er begyndt at bruge til at annoncere kønnet på deres kommende barn.

Og helst med et element af overraskelse.

Flere boligområder omkring El Dorado-skovbranden er blevet evakueret på grund af brandfare. Mandag aften var kun syv procent af skovbranden under kontrol.
Flere boligområder omkring El Dorado-skovbranden er blevet evakueret på grund af brandfare. Mandag aften var kun syv procent af skovbranden under kontrol. Kyle Grillot/AP/Ritzau Scanpix

Da traditionen begyndte, gemte overraskelsen sig i en kage, der indvendigt var farvet i enten blå eller lyserøde farver – blå, hvis barnet var en dreng, og lyserød, hvis barnet var en pige.

Men efterhånden som traditionen er blevet mere populær på sociale medier som Instagram, er overraskelsesmomentet også blevet mere og mere bombastisk. Og dermed er vi tilbage ved røgbomben.

Her er et eksempel på en video, der er gået viralt – af en far, der affyrer en røgbombe for at afsløre kønnet på sit barn.

For i stedet for frugtfarver i kagen er det nu blevet populært at annoncere kønnet med lyserøde eller blå røgskyer. Ja, faktisk så populært, at man kan købe såkaldte »gender reveal«-røgbomber til anledningen.

Og det er nøjagtigt sådan en, som familien, der søndag samledes ved El Dorado Ranch Park i Californien, brugte, da de skulle annoncere kønnet på deres barn.

Problemet var bare, at de fyrede den af midt i en rekordvarm hedebølge – med temperaturer på helt op mod 49 grader ifølge The Daily Mail – på et knastørt stykke græs.

Over for The Daily Mail fortæller Bennet Milloy, talsmand for Californiens beredskab mod skovbrande, at familien, der affyrede røgbomben søndag, nu kan blive retsforfulgt, risikere store bøder og endda fængsel for branden.

El Dorado-skovbranden hærger over 3.000 hektar i Californien. Den blev sat i gang af en røgbombe til en familiefest.
El Dorado-skovbranden hærger over 3.000 hektar i Californien. Den blev sat i gang af en røgbombe til en familiefest. Kyle Grillot/AP/Ritzau Scanpix

Det er ikke første gang

Traditionen har flere gange før vist sig at være farlig. Det erfarede en kommende far også i 2017, da han med en riffel skød på en røgbombe, som han havde pakket med eksplosive sprængstoffer.

Den skulle eksplodere med en enorm røgsky, som så skulle afsløre kønnet på hans kommende barn. Men i stedet satte den ild til 19.000 hektar skov i Arizona. Han blev året efter idømt fem års betinget fængsel og skulle betale erstatning på 50 millioner kroner.

Det så sådan her ud, da en røgbombe startede en skovbrand i Arizona i 2017.

I 2018 fik en video fra en lignende fest i Louisiana hårde reaktioner fra dyrerettighedaktivister, da en mand afslørede kønnet på sit barn ved at lægge en hel vandmelon – fyldt med blå gelé – i gabet på en alligator.

Og i 2019 døde en 56-årig kvinde, da en hjemmelavet røgbombe eksploderede, så vragdelene føg til alle sider og ramte hende i hovedet.

Selv den kvinde, som anerkendes for at have »opfundet« fænomenet, har nu på det kraftigste fordømt traditionen.

Jenna Karvunidis bagte i 2008 en kage med lyserød glasur indeni for at annoncere, at hun skulle have en datter, og da hun efterfølgende skrev om det på sin blog og lod sig interviewe til et magasin om det, spredte fænomenet sig tværs over USA og verden.

»Stop. Stop med at have disse dumme fester,« skrev hun på sin Facebook-side mandag, efter at skovbranden i Californien var brudt ud:

»For Guds skyld, stop med at brænde ting ned for at fortælle alle om dit barns penis. Ingen går op i det.«

Selv er hun overbevist om, at det i øvrigt kan være fuldstændigt ligegyldigt, hvilket køn barnet har. Hendes egen datter, som altså var den første »gender reveal«-baby, annoncerede hun i et opslag for et år siden, har den dag i dag kort hår og vil helst gå i jakkesæt og shorts.

El Dorado-skovbranden er blot én af mange, som lige nu hærger skovene i Californien. En rekordvarm hedebølge har sat skub i over 24 skovbrande, og den største raserer lige nu over 29.000 hektar.