De Vestindiske Øer - det tabte paradis

Hver søndag reflekterer Berlingskes korre­spondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge tager vor mand i Washington os med på ferie på De Vestindiske Øer – den postkortsmukke tidligere danske koloni, hvor man ikke nødvendigvis skal tale for højt om, at man er dansker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er i den privilegerede situation, at jeg i øjeblikket bor på et andet kontinent, som giver mig uanede muligheder for ferie nye steder i nærheden af USA. Dette års vinterferie gik til US Virgin Islands – også kendt under navnet De Vestindiske Øer.

Man kan savne nærheden til Europa, når man bor i USA. En gang imellem. Til Paris, til Berlin og ikke mindst til Italien med de kulturskatte, der nu engang er på det gamle kontinent. Mange af dem i øvrigt dannet på de rigdomme, vi hentede ude i det, vi så smukt engang kaldte for den nye verden. Eller i det mindste skaffede vi os rigdommen til den overdådighed og de kulturskatte, vi har, derude, hvor sukkerrørene var hovedindtægtskilden, og slaverne udførte det grove arbejde. De Vestindiske Øer var vistnok ikke så indbringende endda, hvilket var en af flere grunde til, at vi afhændede øerne til amerikanerne i 1917.

Jeg skal hilse og sige, at det er et tabt paradis på mange måder. Smukt på en postkortagtig måde. Men under den paradisiske overflade lurer der en fattigdom og en håbløshed. Der er masser af turister og masser af indtægtsmuligheder for den driftige. Men det virker som om, at hovedparten af de personer, man kommer i kontakt med, kommer fra USA. Sjældent møder man – i hvert fald på St. Thomas – de »indfødte«.

Og politiet i hovedstaden, Charlotte Amalie, er så venlig at fraråde, at man går alene rundt efter mørkets frembrud. For der er daglige røverier – voldelige, men dog sjældent med dødelig udgang. Så ved man det. Til gengæld er narkoopgøret på øen intenst med mange mord. Og man skal ikke stå i vejen, når det foregår.

Så det er om at blive på hotellet eller blive kørt rundt af en taxa efter mørkets frembrud, og det er så også i orden. For man vælger ikke St. Thomas og den nærliggende ø St. John på grund af fortorvscafeerne eller på grund at nattelivet eller de prangende museer. Man vælger dem, fordi øerne om dagen tilbyder kilometerlange hvide sandstrande og et blåt hav, hvor man kan slappe af og ikke tænke på andet end den næste kølige juice eller cola.

Nu er man jo som turist nysgerrig. Især når man befinder sig et sted, hvor Danmark har en fortid. Hvordan var det egentlig dengang? Jeg må tilstå, at De Vestindiske Øer aldrig har interesseret mig. Jeg anså dem for at være et eksotisk vedhæng til en række mindre kolonier, som Danmark havde, da det var det, man nu engang skulle have for at være med i den europæiske elite. Trankebar, Guldkysten og De Vestindiske Øer. Man kan høre palmerne bruse.

Men man kan ikke undgå at blive opmærksom på den danske historie, når man går rundt i Charlotte Amalies mere eller mindre charmerende gader. Pilestræde, Silkegade, Vestergade og alle de andre kendte navne. Især Pilestræde vækker en vis interesse, når man har sit daglige arbejde på Berlingske, som jo også ligger i Piletræde – dog i København. Men jeg skal hilse og sige, at navnet er det eneste, de to gader har til fælles. Det er ikke en gade, man skal gå i efter mørkets frembrud. Det kan man vistnok i København.

Men historien? Hvad med historien? Man har jo et eller andet sted i sin barn- og ungdom lært, at vi regerede Vestindien med et særligt dansk håndelag, der indebar, at vores slaver havde det bedre end alle andre. Sådan husker jeg den historie: At vi var om end ikke gode, så dog tålelige, fordi vi frigav slaverne tidligere end alle andre.

Den historieskrivning findes ikke i US Virgin Islands. Vi frigav ganske vist slaverne, men først i 1848 – mere end ti år efter, at briterne på British Virgin Islands havde frigivet deres slaver. Intet under, at der var oprør på de danske øer. Og intet under, at guvernør Peter von Scholten kun var populær i de danske historiebøger. I vores tidligere kolonier får vi ingen point for vores historier om slavetiden. Tværtimod. Da jeg fortæller en person, at jeg er dansker, siger vedkommende: »Bare du ikke siger det højt. I er ikke kendt for det gode her på øen«.

Og når sandheden skal frem, er der rundt om på øen på engelsk den amerikanske version af historien. Og i det omfang, at vi er nævnt, er det ikke for det gode. Amerikanerne glemmer ganske vist, at de ikke frigav slaverne i USA før 1865, men det er jo en helt anden historie.

Men det er stadig fantastisk at gå rundt på de smukke øer. Især på St. John, som for en stor dels vedkommende er nationalpark. Langt inde i »junglen« støder jeg på en grav. Anna Margrethe Hjardemål ligger der, ensomt og mellem termitbo og andet kryb. Hun var planterfrue og døde i 1836, står der på stenpladen på den store grav, der formentlig også rummer hendes mand og hendes sønner. Underligt at se en dansk kvindes grav så langt fra hjemmet. En kvinde som søgte ud for at få et nyt liv. Ingen tvivl om, at historien om De Dansk Vestindiske øer har været fascinerende. Men vores glorværdige fortid er ikke helt sådan, som vi skildrede den tidligere. Det ved vi nok også godt i dag. Ellers skal man tage turen og læse historien igen – med amerikanske øjne.