De var for ekstreme for Le Pen. Nu har de dannet ny gruppe i EU-parlamentet
Godt en måned efter valget til Europa-Parlamentet er to nye grupper dukket op på højrefløjen.

Godt en måned efter valget til Europa-Parlamentet er to nye grupper dukket op på højrefløjen.

Der er tilsyneladende gået mode i at danne nye grupper på højrefløjen i Europa-Parlamentet.
Mandag slog Dansk Folkeparti pjalterne sammen med Viktor Orbáns parti, Fidesz, og Marine Le Pens parti, Rassemblement National, og dannede højrefløjsgruppen Europas Patrioter.
Men det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland, der tidligere har delt kontorer med både Dansk Folkeparti og RN, var ikke inviteret med i familien.
Nu er Alternative für Deutschland gået sammen med en række højreekstremistiske partier i Frankrig og Øst- og Centraleuropa for at skabe deres egen gruppe på i Europa-Parlamentet.
Det skriver Politico.
Og gruppen ser ud til at placere sig endnu længere ude på højrefløjen end Europas Patrioter.
Gruppen kalder sig The Europe og Sovereign Nations, og med 25 medlemmer fra otte forskellige lande kan de lige knap få lov til at danne en gruppe.
Gruppen, der nu er Europa-Parlamentets mindste, består af partier som det polske parti Konføderationspartiet, Bulgariens prorussiske parti Revival og det tjekkiske parti Frihed og Direkte Demokrati.
Alle har de det til fælles, at de befinder sig på den alleryderste højrefløj.
Inden sidste måneds valg til Europa-Parlamentet blev Alternative für Deutschland smidt ud af deres tidligere gruppe, ID-gruppen, efter at partiets spidskandidat, Maximilian Krah, sagde, at medlemmer af det nazistiske korps SS »ikke alle var kriminelle«.
Den udtalelse var for meget for Marine Le Pen.
»Nu er det ikke længere bare tid til at tage afstand – det er tid til et rent brud med denne bevægelse,« sagde Le Pen, inden partiet blev smidt ud af hendes gruppe.
Dermed var Alternative für Deutschland, der fik 15 mandater ved valget til Europa-Parlamentet, i risiko for at stå uden politiske venner i det nye Parlament. Uden en gruppe ville partiet også stå til at miste EU-midler, og derfor ånder de nok lettet op i partiet:
»Efter blot et par uger i EU-parlamentet lykkedes det at finde nye partnere. Vi ser frem til de næste fem års samarbejde!,« skriver René Aust, der er formand for partiet i Europa-Parlamentet, på X.