De tyske konservative har sluttet fred op til europaparlamentetsvalget. Men hvor holdbar er freden?

Kontrasten til de årelange stridigheder mellem kansler Angela Merkel og CSU-formand Horst Seehofer om flygtningepolitikken kunne næsten ikke være større, da de to konservative søsterpartier, CDU og CSU, lørdag i fællesskab skød europaparlamentsvalgkampen i gang i Münster. Nu kæmper begge partier for, at spidskandidat Manfred Weber kan blive ny kommissionsformand. Men bag freden spøger ... Merkel. Berlingske har været til valgmøde i Münster.

De tyske konservative skød lørdag valgkampen i gang i Münster ved et stort valgmøde. Blandt talerne var spidskandidat Manfred Weber og de to nye partiformænd, Annegret Kramp-Karrenbauer (CDU) og Markus Söder (CSU). Kansler Angela Merkel var ikke til stede, men var alligevel det store samtaleemne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

»25 år med lykke,« står der på skilte foran den store konferencehal i Münster, hvor Tysklands konservative, CDU og CSU, lørdag var samlet for at skyde europaparlamentsvalgkampen igang. Sloganet hører dog til et arrangement i nabosalen, hvor bamsefirmaet »Teddybär Total« har inviteret til 25 års jubilæum.

I den store sal er der imidlertid også lagt op til kram og kærlighed, da de to nye partiformænd, Annegret Kramp-Karrenbauer, CDU, og Markus Söder, CSU, går ind til salen til tonerne af »We are family«. Følelsen af harmoni styrkes blot af, at de to partier bevidst har valgt, at valgkampsoptakten skal finde sted i Münster – byen, hvor den westfalske fred blev indgået i 1648. Men spørgsmålet er, om freden holder.

Annegret Kramp-Karrenbauer og Markus Söder, de nye formænd for CDU og CSU, gjorde meget ud af at fremstå harmoniske ved vælgermødet i Münster. Men forude venter vanskelige beslutninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Schwarz.

Nye tider

»Damen er kun kansler takket været mig.« Sådan nærmest fnøs CSU-formand Horst Seehofer, da den tyske regering i 2018 endnu engang var ved at bryde sammen på grund af uenighed mellem kansler Merkel og indenrigsminister Seehofer om flygtningepolitikken.

I april 2019 er det nye tider. Annegret Kramp-Karrenbauer og Markus Söder har afløst Merkel og Seehofer på formandsposterne. Og for første gang nogensinde går de to partier til valg på et fælles valgprogram op til et europaparlamentsvalg.

Det fælles program skyldes ikke kun, at de to partiformænd vil vise over for vælgerne, at det er slut med familiefejden, men også at de to formænd satser på, at CSUeren Manfred Weber fra Bayern kan blive Tysklands første kommissionsformand siden Walter Hallstein i 1950erne.

»I modsætning til alle de andre partier i Tyskland har vi chancen for at kunne lede EU-Kommissionen i de kommende fem år med Manfred Weber,« sagde Markus Söder i Münster, hvis parti har lagt tidligere tiders EU-skepsis på hylden op til europaparlamentsvalget.

P.t. står Europas konservative til at blive den største gruppe i Europa-Parlamentet, hvilket øger optimismen i Münster, da alle Europas konservative bakker op om Weber.

Tyske konservative står til at blive størst

Ifølge målingerne i Tyskland står CDU/CSU til at blive det største parti med 32 procent af stemmerne, men de to partier kæmper fortsat med for alvor at vinde tabt terræn tilbage fra det forrige forbundsdagsvalg.

Merkels exit som formand har ikke givet partiet den ønskede fremgang, og efter en lovende start har CDUs nye formand, Annegret Kramp-Karrenbauer, mistet opbakning i den bredere befolkning. Merkel personligt derimod er nærmest blevet styrket af sin exit som formand og er igen en af Tysklands absolut mest populære skikkelser.

Da kansler Angela Merkel ikke længere er formand for CDU, kommer hun kun til at deltage i få valgmøder sammen med spidskandidat Manfred Weber. Det ene bliver i den 18.maj i Zagreb i Kroatien; det andet i München lige inden valget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Clemens Bilan/EPA/Ritzau Scanpix.

Hvor er Merkel?

»Jeg havde håbet, hun vil komme, da vi har brug for hendes troværdighed. Men det er jo Kramp-Karrenbauer, der er formand nu,« siger et skuffet ældre partimedlem til Berlingske. Tysk presse kunne for nylig berette, at Merkel kun vil deltage i et vælgermøde, nemlig det afsluttende i München kort før valgdagen.

Og måske er de sløje målinger en af årsagerne til, at CSUs spidskandidat, Manfred Weber, ikke alene før mødet i Münster understreger, at Merkel vil optræde sammen med ham ved endnu et valgmøde i Kroatien i maj. I sin tale lagde han ligeledes – til store klapsalver – stor vægt på, at Merkel er en af de store europæere, der har givet Europa stabilitet.

Holder harmonien?

Selv om søsterpartierne gjorde alt for virke harmoniske i Münster, spekuleres der i tyske medier allerede i, hvor længe enigheden varer.

Hvis CDU/CSU ligesom ved forbundsdagsvalget i 2017 får under 33 pct. af stemmerne på valgdagen, vil kritikere uden tvivl rejse spørgsmålet, om tiden ikke er kommet til også at skifte Merkel ud på kanslerposten.

Merkels tilhængere vil derimod kunne pege på, at det dårlige resultat jo ikke primært kan skyldes kansleren, da hun kun har deltaget i få valgmøder. Dertil er det et argument, at Tyskland har brug for stabilitet, når Tyskland skal varetage EU-formandskabet i sidste halvdel af 2020.

ECB-posten trækker

Et andet potentielt stridspunkt mellem partierne er, hvor helhjertet Merkel vil bakke op om Manfred Webers kandidatur efter europaparlamentsvalget.

Ikke alene er Merkel kendt for at være skeptisk over for det nye »spitzenkandidat-system«, hvor stats- og regeringscheferne har afgivet serveretten til Europa-Parlamentet for, hvem der kan blive kommissionsformand.

Merkel kan ligeledes være tvunget til at forbedre det noget anstrengte forhold til Frankrig ved også at tage hensyn til franske synspunkter, når der skal fordeles topposter. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er ikke ligefrem kendt som en fan af Manfred Weber. Endelig er det et åbent spørgsmål, om Merkel i sidste instans vil gå efter en tysk chef for den europæiske centralbank, Jens Weidmann, frem for kommissionsformandsposten.

»Nu står vi last og brast, men lad nu lige se, hvordan stemningen er, når sommerferien er forbi. Men det kan jo være, at vi bliver reddet af, at socialdemokraternes krise er endnu større end vores,« siger et partimedlem til Berlingske, da mødet er forbi. SPD står p.t. til kun at blive det tredjestørste parti efter CDU/CSU og De Grønne.