MELLEMØSTEN: »Filmen gik mig virkelig på nerverne. Jeg havde lyst til at forlade biografen flere gange, men tænkte det ville være uhøfligt. Jeg kedede mig.«

Sådan sagde en ung kvindelig iransk biografgænger fra byen Mashad for nylig, da hun havde brugt næsten tre timer på at se den meget omdiskuterede film »Muhammad: The Messenger of God«.

Irans hidtil dyreste og måske mest omtalte film havde officiel premiere i slutningen af august 2015, efter at instruktør Majid Majidi havde annonceret det ambitiøse projekt helt tilbage i 2007. Det er første film i en trilogi om profeten Muhammed, der handler om den knap så omtalte periode af profetens liv, hans barndom.

Filmen vises i øjeblikket i 186 iranske biografer og er Irans officielle kandidat til Oscarnomineringen. Den har indtjent omkring 12 mio. kroner i løbet af to måneder. Men alligevel er antallet af biografgængere lavere end ventet.

Magasinet Variety kalder filmen »tung og stiv«, og Majid Majidis oprindelige ønske om at forene shia- og sunni-islam med en hyldest til profeten Muhammed går ikke så godt.

I dele af Vesten vækker filmen minder fra Muhammed-krisen i 2006 og får biografer og festivaler til at smække dørene i. I den sunni-muslimske verden spores fornærmelse over det, der kaldes shia-Irans hån mod profeten.

Forventningerne til filmen har været enorme. Ikke kun fordi det er den dyreste film i Irans historie til en produktionspris på omkring 200 mio. kr. Men også fordi her er tale om en film, som allerede under optagelserne vakte opsigt, fordi instruktøren lader en helt almindelig dreng spille Muhammed, der dog kun ses bagfra eller indsvøbt i hvide klæder som spæd.

Og selvom filmen skildrer den unge Muhammed på den mest komplimenterende vis, kostede scenerne af profetens personificering et par fatwaer fra den sunni-muslimske verden allerede inden premieren.

Faktisk var scenerne med Muhammed også årsagen til, at filmen ikke fik lov til at åbne Berlins Filmfestival og i stedet måtte nøjes med at lokke et nysgerrigt, men fortrinsvis iransk publikum til åbningen af den canadiske Montreal-festival.

Arabiske lobbyister havde lagt pres på Berlin filmfestivals ledelse, der endte med at beslutte, at det nok var det bedste og sikreste ikke at risikere at støde nogen med en muslimsk produceret Muhammed-film.

Den sunni-muslimske teologis højborg, al-Azhar i Cairo, var den første til at kritisere filmen. Det blev gjort allerede i februar 2015 i form af en kontant afvisning af filmprojektet.

»Vi afviser enhver form for præsentation af profeter i drama på grund af profeternes rang. Det underminerer profeternes åndelige værdi,« stod der i en erklæring fra al-Azhar.

Fem dage efter verdenspremieren sagde Saudi-Arabiens stormufti Abdul Aziz al-Sheikh, at den iranske film »skader og frastøder islam«. Samme dag fulgte Den Muslimske Verdensliga op med en erklæring mod den iranske film.

»Stop al visning af filmen og forbyd den, da den ikke respekterer profeten Muhammed,« stod der i erklæringen.

Nogle dage senere så en fatwa lyset i Indien, fordi den sunni-muslimske Raza Academy-gruppe fra Mumbai finder filmen stødende.

Gruppens fatwa omfatter den indiske musiker Ar Rahman, der har komponeret musikken til filmen. Og breve er nået frem til de indiske myndigheder med stærke opfordringer til ikke at lade filmen nå de indiske biografer.

Det var slet ikke meningen, da Majid Majidi søsatte projektet for otte år siden. Han valgte med vilje at fokusere på Muhammeds barndom i filmen, fordi islams to hovedgrupper, shia og sunni, ikke strides om den periode af profetens liv.

»Jeg forsøger at vise, at vi alle står forenet under et flag, Muhammeds flag,« siger han i et interview til den iranske TV-station Press TV.

Majidi påtog sig også projektet som en reaktion på det negative billede, han mener, Vesten pådutter islam.

»Vi har været vidner til mange fornærmelser mod profeten Muhammed de seneste år. Både i form af karikaturer og endda også vold mod islam. De hændelser fik mig til at føle, at vi ikke skal tie længere,« siger han til Press TV. Det er en af årsagerne til, at han heller ikke har valgt kendte internationale skuespillere til filmens roller.

»Filmen er en kulturel bølge, en sand gengivelse af islam; godhedens religion,« siger han.

Det har han det iranske præstestyres blåstempel på. Den åndelige leder, Ali Khamenai, har ifølge Hossein Safar Harandi, rådgiver og medlem af præstestyrets inderste magtcirkel, selv set filmen og givet den sin velsignelse. Den opgave har Khamenai i mange iranske anliggender.

På skisportsstedet Shemshak nord for Teheran står et skilt med et citat og et billede af ayatollah Khamenai. Under billedet af lederen kan de unge skisportsklædte iranere med retning mod pisterne læse, at Khamenai mener, sport er sundt og vigtigt, og at han derfor billiger skiløb.

Hvis nogen skulle være i tvivl om ayatollahens mening om den nye Muhammed-film, skal de bare lytte til Hossein Safar Harandis genfortælling af det øjeblik, ayatollah Khamenai angiveligt havde bidt sig gennem tre timers film. »Efter han havde set filmen – som kan virke lang og udmattende – sagde den åndelige leder; jeg er klar til at se den igen fra start til slut – med samme oprindelige entusiasme.«

Mohammed Khatami, tidligere præsident og en af reformfløjens ikke-fængslede ledere, beskriver filmen som »værdig«. Men hvis dele af Vesten er bange for at vise den, og den sunni-muslimske verden udsteder fatwaer og forbandelser, er den nye Muhammed-film måske kun værdig i Iran og for shia-muslimer, der ikke har problem med at se profeten Muhammed gengivet i form af en skuespiller.

Muhammed-filmen bliver i hvert fald brugt som endnu et redskab, når sunni-lærde skal markere forskelle på shia og sunni-islam på baggrund af den sekteriske kamp, der bølger gennem Mellemøsten i øjeblikket.

Og lige som de strategiske interesser i Syrienkrigen og kampene i Yemen er med til at gøre kløften mellem shia og sunni dybere, kan profetens barndom ikke formå at levere den tiltænkte bro mellem de to retninger inden for islam.

I stedet for at nyde oprigtig interesse for sit værk og fortælle om sine erfaringer de seneste otte år, er Majid Majidi nu for det meste tvunget til at svare på spørgsmål om den sunni-muslimske reaktion på filmen. For det meste gør han det elegant, selv om skuffelsen altid er til stede mellem linjerne.

»Jeg respekterer al-Azhars følsomhed, hvad angår profeten. Men lad mig spørge, hvad er vores ansvar som muslimer over for Vestens stigmatisering af islam som voldelig?« spørger han.

Majid Majidi ser sin film som et civiliseret og fælles muslimsk svar på blandt andet Jyllands-Postens og Charlie Hebdos tegninger. Set fra hans synspunkt er verdens muslimer nødt til at reagere, men det er et valg mellem på den ene side voldelige handlinger, som i Paris 2015 og de meget voldelige demonstrationer, der fulgte i kølvandet på Jyllands-Postens tegninger, og på den anden side kunst.

I 2006 stod shia og sunni-muslimer sammen om at fordømme Muhammedtegningerne. Den danske ambassade i Teheran blev forsøgt afbrændt, og det samme skete i sunni-muslimske lande.

Irans Oscarnominering kiler sig ind et sted i midten. Den er bredt accepteret i Iran, men fordømt i de arabiske lande. Den er på den ene side et respektfuldt kunstværk, en hyldest, men på den anden et enkelt skridt over den officielle sunni-muslimske streg. Indtil videre en begrænset biografsucces med et par fatwaer hængende over hovedet.