De paranoide

Poul Høi: På overfladen er det en kamp om Obamacare, men dybere handler det om frygten for sociale ændringer og den mand, som eksemplicerer dem - Barack Obama. »Den paranoide strøm« manifesterer sig igen i amerikansk politik.

Mens USAs præsident i går beskyldte Republikanerne for at være på »ideologisk korstog«, holdt den tidligere præsidentkandidat Paul Ryan (nummer tre fra venstre) og hans republikanske kollega Eric Cantor (nummer fire fra venstre) krisekonference i Washington med en gruppe partikammerater. Foto: Jonathan Ernst/Reuters Fold sammen
Læs mere

En republikansk politiker sagde i går, at ingen normale mennesker vil bide mærke i, om den amerikanske forbundsadministration er lukket eller ej. Om to mio. forbundsansatte bliver sendt hjem eller skal arbejde uden løn, og om den ene eller den anden myndighed lukker.

»Tænk på regeringslukningen i 1990erne. Jeg lagde slet ikke mærke til den. Jeg havde så travlt med min hverdag,« sagde Phil Roe til NPR.

Dermed understreger han den te-aktivistiske filosofi om, at den slags bureaukrati mere eller mindre kun tjener som en beskæftigelsesforanstaltning for bureaukraterne, og at samfundet kan fungere uden dem.

Han vil formentlig blive klogere.

Hvis en amerikaner i går dukkede op for at se Grand Canyon, ville han ikke komme længere end til indgangen. De fleste nationalparker og monumenter er lukkede. Hvis en amerikaner skulle bruge oplysninger om udbredelsen af influenza, ville hun ikke kunne få det. Den amerikanske sundhedsstyrelse har lukket sit influenzaprogram. Hvis en landmand skulle bruge et sundhedscertifikat for at sælge kvæg, kunne han godt tro om. Landbrugsministeriet har lukket programmet.

Ministeriet for krigsveteraner har ikke penge til pensioner og sygebehandling, levnedsmiddelkontrollen kan ikke holde øje med fødevarer, og olie- og gasselskaber kan ikke få nye boringstilladelser.

Om Phil Roe vil eller ej, er det moderne samfund skruet sammen på en måde, så de fleste mennesker direkte eller indirekte vil mærke det, når han og hans republikanske kolleger sender USA i sort.

Derfor er det også - skulle man tro - en beklagelig, men nødvendig magtdemonstration, et spørgsmål om, at autoriteterne er ved at foretage den slags overgreb, som kræver en nødbremseaktion.

To te-aktivistiske senatorer, Ted Cruz og Mike Lee, talte da også i sidste uge om fortilfælde som Hitler og nazismen og opstanden mod englænderne i 1776. »Det var ikke nødvendigvis populært at gå imod englænderne dengang og at kæmpe for amerikanske uafhængighed. Men nogle få gjorde det - og det var det rigtige,« sagde Mike Lee f.eks. til en radiostation i Utah.

I den udlægning har han og hans kolleger allerede vundet, men ifølge historikere og politologer forholder det sig lige omvendt - de har allerede tabt.

Forklaringen finder vi hos Richard Hofstadter.

Han var en af de mest betydningsfulde amerikanske historikere i det 20. århundrede, han vandt bl.a. to gange Pulitzer-prisen, og i 1964 skrev han sin mest betydningsfulde bog: »Den paranoide strøm i amerikansk politik.« Hofstadter døde i 1970, men hans bøger storsælger stadig, og i 2006 udkom professor David Browns biografi, som førte til en akademisk revival. Siden 2010 er der f.eks. skrevet mindst et halvt hundrede bøger og videnskabelige artikler, som betragter den nuværende te-bevægelse i en hofstadtersk kontekst og bruger hans metodologi.

Men hvad siger Hofstadter - og de pågældende bøger og artikler - om den nuværende krise?

For det første, at krisen er skabt af mennesker, som føler sig på den tabende side i samfundsudviklingen. I sin bog forklarede Hofstadter, hvordan »den paranoide strøm« i amerikansk politik oftest manifesterede sig, når samfundet gennemgik forandringer, og hans eksempler var bl.a. opstanden mod præsident Roosevelts socialdemokratiske reformer i 1930erne, den ekstreme antikommunisme i mccarthyismen og John Birch Society og opblomstringen af Ku Klux Klan i protest mod sorte borgerrettigheder.

Når sorte i 1960erne fik de samme rettigheder som hvide, følte mange hvide en uvished om deres sociale status; hvordan ville den lige sorte adgang til universiteter og andre samfundsgoder berøre dem? Den usikkerhed fører til, hvad professor i socialpsykologi, Roderick Kramer, har kaldt »en paranoid social forståelse,« hvor de usikre elementer føler, at samfundet er ude efter lige præcis dem. Deres paranoia førte til, at de betragtede udviklingen i apokalyptiske termer, som Hofstadter beskrev.

»Det handler altid om at stå på barrikaderne for civilisationen, og den sociale konflikt kan ikke forhandles eller mødes halvvejs. Kompromis er ikke en løsning. Det er altid en konflikt om absolut godt og absolut ondt, og efter som fjenden er absolut ond, må han elimineres politisk … Kravet om total triumf fører altid til formuleringen af håbløst urealistiske krav.«

Den paranoide strøm viser sig ofte i, hvad Hofstadter kaldte en pseudo-konservativ facon; det er ikke en ægte konservatisme eller liberalisme, men en -isme, som først og fremmest går ud på, at aktivisterne vil beholde deres goder, og andre skal miste deres; som en nylig akademisk artikel, »The Tea Party in the age of Obama« dokumenterer - te-aktivisterne er overvejende hvide og ældre, og de vil for enhver pris fastholde folkepensionen, mens de går imod penge til "folkeskoleuddannelse, sygesikring for alle og undervisning i engelsk som andetsprog,« hedder det i artiklen, som blev bragt i tidsskriftet Political Power and Social Theory. Som et andet eksempel: Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus vedtog i forrige uge en landbrugspakke, som gav massiv støtte til amerikanske landmænd, men sløjfede madkuponer for de fattigste. Det er penge eller goder til os og ikke til dem.

Te-aktivismens fjendebillede er ifølge forskerne bl.a. homoseksuelle, mexicanske indvandrere, muslimer, jøder, unge og også mere upersonlige størrelser som medierne, avanceret teknologi og intellektualisme, og det er fjenden, som med Hofstadters ord »forsøger at ændre historiens normale gang og på en ondskabsfuld måde.« Normalen i historien er heteroseksuel, hvid, kristen, mand, halvgammel, anti-intellektuel og analog, normalen er te-aktivisterne selv, og alle andre vil tage fra dem og fra den normal.

Men hvad har det med den nuværende krise og Obamacare at gøre?

Som kommentatoren Ezra Klein forklarede i går i Washington Post - »det hele handler om at stoppe en lov, som hæver skatterne på de rigeste og reducerer støtten til de private forsikringsudbydere … for at hjælpe de fattigste amerikanere med at købe sygesikring.«

Det er en omfordeling bestående i, at de rigeste og nogle private udbydere mister, mens de fattige får - men det er ikke det hele. Omkring 40 mio. amerikanere er i dag uden sygesikring, Obamacare håber at indrullere mindst 30 mio. af dem, og i debatten har mange te-aktivister udtrykt frygt for, at det vil føre til, at de skal vente længere og få dårligere service på sygehusene, fordi 30 mio. nye kunder vil melde sig. Te-aktivister har enten en privatsygesikring eller også har de offentlig sygesikring gennem Medicare, der giver pensionister gratis sikring, og nu føler de, at de skal dele deres gode med andre - og dermed miste deres. Det er slemt nok, men kan ikke isoleres fra den store politiske og økonomiske situation.

Te-aktivismen opstod i kølvandet på finanskrisen og den økonomiske usikkerhed, og som det hedder i "The Tea Party in the age of Obama« - også i kølvandet på valget af USAs første sorte præsident, Barack Obama. Som forfatterne skriver: »Valget af Barack Obama og den forandring, som valget symboliserede, repræsenterer en klar trussel mod den sociale, økonomiske og politiske hegemoni, som te-aktivisterne er vant til.« Te-aktivismen var ikke til stede under George W. Bush - på trods af, at Bush stod bag to af te-aktivismens erklærede fjender, det eksploderende budgetunderskud og støtten til Wall Street efter finanskrisen, og »på den baggrund synes det ukontroversielt at konkludere, at valget af Barack Obama er selve roden til te-aktivismen,« hedder det.

Hvis forskerne og Hofstadter har ret, så handler krisen altså ikke om Obamacare; det er blot overflade. Krisen handler om mennesker, som føler en grundlæggende angst over de sociale forandringer, der synes at bevæge sig fra den virkelighed, som de er vant til, og som har gavnet dem, og over mod en anden virkelighed: Over mod en mindre hvid, en mindre gammel, mindre mandsdomineret, mindre heteroseksuel og mindre kristen virkelighed - alt sammen eksempliceret i Barack Hussein Obama, en sort, mager professor med en muslimsk far og et umuligt navn.

Så Obamacare? Ikke så meget »care,« kun Obama.