Ingen ved, hvem de er. Kun at de bringer døden med sig.

De ukendte mænd kører på motorcykler og er bevæbnet med rifler.

I denne uge dræbte de Riham Yacoob.

Den unge ernæringsrådgiver drev et fitnesscenter for kvinder i den sydirakiske by Basra, kæmpede for kvinderettigheder og organiserede kvindemarcher og protester mod den irakiske regering.

Mændene på motorcyklerne skød hende, mens hun kørte bil med sine veninder, som alle blev såret ved angrebet. Som altid kørte gerningsmændene væk med det samme, uden at nogen kunne nå at se dem og opklare forbrydelsen.

Riham Yacoob forudså dog allerede for to år siden sit eget endeligt.

I 2018 begyndte den unge aktivist nemlig at modtage dødstrusler, efter at hun havde deltaget i et træningskursus, som var faciliteret af det amerikanske konsultat i Basra.

»De brugte nogle gamle billeder af mig og den amerikanske konsul og satte dem sammen med andre billeder fra protesterne og påstod, at jeg var en spion for USA og en forræder, der ville sabotere de fredelige protester,« sagde hun dengang til Middle Eastern Eye.

Ugen før var en anden prominent kvindelig aktivist blevet skudt på gaden.

»Kvinder er et klart mål, og vi går ud fra, at vi også kan blive dræbt. Men dette vil ikke afholde os fra at forlange vores rettigheder og vil ikke stoppe os fra at leve,« sagde Riham Yacoob dengang.

Indtil de faktisk stoppede hende fra at leve. Hun blev 29 år.

En uhyggelig tendens

Riham Yacoob blev den tredje aktivist på kun en uge, som blev beskudt af motorcykelmænd i Basra.

Nogle dage før dræbte de Tahseen Osama i et lokalt internetfirma. Kort efter strømmede det ud med demonstranter på gaden, der forlangte, at myndighederne skulle opklare mordene og straffe gerningsmændene.

Dagen efter mordet på Yacoob blev to andre aktivister beskudt af ukendte mænd på åben gade.

Og måneden før blev en kendt irakisk sikkerhedsanalytiker og rådgiver for premierministeren dræbt, kort efter at han til en pressekonference havde kritiseret en af Iraks militser.

Efter mordet frygter flere af Riham Yacoobs venner nu for deres liv, fortæller de til The National:

»Jeg har modtaget trusler fra en person, som bar en maske og kørte en iransk motorcykel. Han fortalte mig, at hvis jeg fortsatte med at protestere på pladsen, ville jeg blive den næste,« siger Mohammed Qasim.

Han og mange andre aktivister anklager iranske militser for at stå bag mordene.

Inden coronapandemien nåede Irak, gik tusinder af mennesker jævnligt på gaderne for at vise deres vrede over korruptionen i landet, det sekteriske politiske system, den høje arbejdsløshed, den elendige offentlige sektor, manglen på elektricitet og rent vand og den udenlandske indblanding i landets politik.

Flere end 500 demonstranter er, siden protesterne begyndte i oktober 2019, blevet dræbt af sikkerhedsstyrkerne og af ukendte bevæbnede mænd, som man mener har forbindelse til militser finansieret af Iran.

Premierministerens legitimitet

Snigmordene på Basras aktivister truer nu med at underminere den nye premierminister, Mustafa al-Kadhimis, legitimitet.

Kadhimi, som er tidligere chef for efterretningstjenesten, fik posten som premierminister i maj, fem måneder efter at hans forgænger blev tvunget til at træde tilbage efter de massive folkelige protester i hovedstaden Bagdad, i Basra og andre større byer. Han har lovet at slå ned på de udenomstatslige militser og beskytte demonstranterne.

Efter mordet på Yacoob fyrede han Basras politichef og en række andre ansatte i sikkerhedsstyrken og lovede at gøre »alt, hvad der skal til, for at sikkerhedsstyrkerne kan varetage deres opgaver«.

Til Financial Times siger en analytiker fra International Crisis Group imidlertid, at der i øjeblikket er en intensiv kampagne i gang for at miskreditere premierministeren og vise, at han ikke kan beskytte folket, som han skal forestille at repræsentere.

Basra ligger tæt på grænsen til Iran, har landets største havn, og er rig på olie og bevæbnede grupper.

Ifølge Iraks Kommission for Menneskerettigheder, som monitorerer og verificerer angreb på demonstranter og aktivister, har der i løbet af august foreløbig været seks mordforsøg på aktivister udført af ukendte snigmordere. Siden protesterne begyndte sidste efterår, har der været 15 mordforsøg. Otte er døde.

Trods løfter om konsekvenser er ingen blevet anklaget, retsforfulgt endsige straffet.

Der er heller ingen officiel forklaring på, hvem mændene på motorcyklerne er.

Kun at de skyder for at dræbe.

Carolina Kamil er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten