De kroatiske krigssår bløder på ny

Kroatien er ramt af massive demonstrationer, og en halv million protestunderskrifter er indsamlet, efter at regeringen – for at styrke forholdet til EU – har tilladt officielle skilte på serbisk i grænsebyen Vukovar.

Vukovars kroatiske befolkningsflertal markerede den 18. november i fjor års­dagen for byens fald. Vreden mod serberne er fortsat stor 22 år efter de serbiske militsers hærgen. Foto: Antonio Bronic/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

VUKOVAR, KROATIEN: En kontroversiel lov har fået kroatiske ar fra krigen mod serberne til at springe op, og den kroatiske national­ånd til at rejse sig mod regeringen og EU.

For siden september sidste år har grænse­byen Vukovars officielle skilte både været skrevet med kroatiske, latinske, og serbiske, kyrilliske bogstaver, fordi serberne nu udgør over en tredjedel af Vukovars befolkning.

Sidste år i april gik 25.000 gennem gaderne i både Zagreb og Vukovar for at vise deres utilfredshed med skilte på kyrillisk. Det samme gjorde demonstranter i en lang række andre kroatiske byer, og siden da har der jævnligt fundet protester sted i Vukovar.

På mindre end to måneder indsamlede Komiteen for Forsvaret af et Kroatisk Vukovar omkring 650.000 underskrifter, som skal sikre en folkeafstemning om, hvorvidt skilteloven skal fjernes.

Det er omtrent samme antal under­skrifter, som tidligere på året førte til en folkeafstemning om en anden minoritets rettigheder, da flertallet af kroaterne stemte imod, at homoseksuelle skulle have lov at gifte sig. Men skilteloven er slet ikke til diskussion ifølge regeringen, som henviser til landets forpligtelser over for EU, der kræver beskyttelse af mindretalsrettigheder.

Forholdet til EU

Det er netop regeringens lefleri over for EU, der er problemet, siger Biljana Komšic, som er frivillig underskriftsindsamler i Vukovar.

»Den kroatiske regering giver ingenting for vores følelser, og de sælger vores identitet. De sælger vores banker og industri til udenlandske virksomheder, mens vores love bliver styret af EU. Nu taler de bare om dumme ting som disse skilte og ikke reelle problemer som arbejdsløshed og dårlig økonomi. Min veninde er også underskriftindsamler. Hendes mand bliver betragtet som en folkehelt, fordi han ødelægger de serbiske skilte om natten,« siger hun.

Skiltene på kyrillisk er faktisk svære at finde i Vukovar på grund af nattens »folkehelte«. For de bliver systematisk hamret ned både dag og nat og under demonstrationer til stor jubel for alle mand. Politifolk har op­levet at blive angrebet i forsøget på at standse gernings­mændene. Så snart myndighederne hænger nye skilte op, splintres de atter, og sådan har det stået på siden begyndelsen af september, da de første skilte blev opsat.

Viktor Koska, forsker i kroatisk nationalisme, mener, at sagen om skiltene handler om magtesløshed og nationalitet.

»Folk i Kroatien føler sig ikke hørt. Mange er af den opfattelse, at regeringen udel­ukkende kigger mod Bruxelles, når de laver nye love, for at opretholde er godt forhold til EU. Det handler også om, hvem der er rigtige kroater. Mange af demonstranterne ser sig selv som heteroseksuelle, etniske og katolske kroatere, og skiltene kan være med til at øge opfattelsen af denne stereotyp,« siger Koska.

Regeringen sendt hjem

Den 18. november 2013 blev der for 22. gang afholdt mindedag for de faldne soldater i Vukovar. Det var her, krigen mellem Serbien og Kroatien for alvor brød ud, da den jugoslaviske hær og serbiske styrker mishandlede og dræbte omkring 2.000 kroatiske civile og soldater gennem 87 døgn, indtil byen lå i ruiner 18. november 1991.

Mindedagen var tydeligt præget af den opblussede konflikt, da omkring 100.000 civile og krigsveteraner gik gennem byen mod kirkegården for de faldne soldater.

Foruden boder, som indsamlede underskrifter, kunne man købe T-shirts printet med ordene »For et kroatisk Vukovar – nej til kyrillisk«.

»Det her er vores by,« råbte en kvinde fra mængden med selvsamme t-shirt.

En ung mand fortalte, at de fleste var til stede både for at mindes og protestere.

»Det er alt, alt for tidligt med serbiske skilte. Det ligger alt for tæt på krigen og gør ondt på os. Vi ønsker at være et folk, en nation, men vores regering skaber yderligere splittelse og diskrimination mellem serbere og kroatere ved at dele os op,« sagde han.

Paraden til kirkegården forløb fredeligt. Men dagens store samtaleemne blev, da en stor gruppe af demonstranter afskærmede landets statsminister og de øvrige regeringsmedlemmer fra at komme ind til kirke­gården i protest mod loven. Det resulterede i, at regeringen vendte om og forlod Vukovar.

Regeringens handling var i de følgende dage skandalestof i medierne. Mange havde den opfattelse, at regeringen ikke kunne tillade sig af forlade Vukovar i utide. Men regeringen afviste protesterne . Ministrene kom for at mindes de døde, ikke for at tale politik, forklarede de til kroatiske medier om tilbagetrækningen.

Udviklingen sat ti år tilbage

Protesterne er et stort tilbageslag for forholdet mellem serbere og kroater, fortæller forfatter og journalist Drago Hedl, der gennem 25 år har dækket kroatisk nationalisme og de kroatiske ugerninger under krigen. Det har gjort ham til et velkendt ansigt på godt og ondt, og han har som følge af sit virke været udsat for dødstrusler fremsat af kroatiske højre­nationalister.

Selv om forholdet mellem serbere og kroater er blevet markant bedre med årene, har konflikten om skiltene tilbagerullet fremskridtene i landet, siger han.

»Problemet i Vukovar har landet over sat gang i en dominoeffekt, der har sat udviklingen fem til ti år tilbage. Folkestemningen er vendt ekstremt hurtigt, fordi problemerne ligger lige under overfladen. Folk siger ofte: Vi vandt krigen, så hvorfor skal vi nu til at hjælpe den serbiske minoritet,« siger Drago Hedl.

Et gennemgående problem for kroaterne har været, at de har haft svært ved at se indad og acceptere egne forbrydelser både under krigen i Jugoslavien, men også helt tilbage under Anden Verdenskrig, da det fascistiske Ustasha-regime var ansvarlig for koncentrationslejre og massemord af serbere, fortæller han.

I 1990erne blev omkring 300.000 serbere fordrevet eller måtte flygte fra Kroatien. I dag udgør de en minoritet på cirka 4,5 procent af befolkningen.

En serber i knibe

En af serberne er Ivan Tikvicki, som bor i hovedstaden Zagreb. Han er 28 år, uddannet på byens musikkonservatorium og musiklærer. Hver aften underviser han børn og unge i guitar og musik, han er glad for sit job og har et godt forhold til elevernes forældre. Men ingen af dem ved, hvad han i virkeligheden er: Serber.

»Jeg er heldigvis født med et godt sprogøre, så jeg skifter til kroatisk accent, når de er i nærheden,« fortæller Ivan Tikvicki, som blandt venner bliver kaldt for serber­fyren.

»Jeg har arbejdet på skolen i ni år, og når forældre spørger, hvor jeg er fra, svarer jeg Zagreb. Jeg ved ikke, hvorfor de spørger. Måske ville de tage børnene væk fra mig, hvis de vidste bedre,« siger han.

Han kom til Zagreb i 2004, da han begyndte at studere. I starten ville hans kollegie­nabo ikke tale med ham på grund af fordomme, og på universitetet kom en professor med spydige kommentarer om hans tilhørsforhold ved f.eks. at spørge ham i forelæsnings­salen, hvilket kroatisk fodboldhold han holdt med.

»Jeg er ofte blevet kaldt en dum serber. Selv på gaden tillader jeg ikke mig selv at tale serbisk på grund af landenes fortid. Jeg risikerer at blive slået ned. Selvfølgelig ikke af almindelige kroater. Jeg har mange kroatiske venner, men hvis jeg støder ind i de forkerte...«

Det gjorde han tidligere på en bar i byen. Han mødte en ung kroat, hvis far døde i krigen, hvad der fik Ivan til at kondolere. Uheldigvis på serbisk.

»Hvad var det, du sagde? Jeg har en pistol her. Hvis du siger det igen, skyder jeg dig i knæene,« sagde den unge mand. Heldigvis hørte både ejeren og tjeneren episoden, så truslen endte med en udvisning til stor lettelse for den skrækslagne serber.

»Jeg er kun 90 procent mig selv her. Jeg er nødt til at spille skuespil og indrette mig efter situationen. Derfor ønsker jeg at flytte fra Kroatien en dag.«

Ifølge nationalismeforskeren Viktor Koska vil forholdet til serbere fortsætte så længe, kroater ser sig selv som ofre for krigen.

»Radikale, nationalistiske kræfter bliver ved med at minde folk om, hvor slemt de har haft det, og at de ikke skal finde sig i det. Det er det værste, man kan gøre. Hvis en pige er blevet voldtaget, og man bliver ved med at minde hende om det, slipper hun aldrig ud af sin rolle. Hendes primære identitet bliver at være en voldtaget pige. Det er Kroatiens rolle lige nu, og det går ud over serberne,« siger Viktor Koska.