De kalder det »Dødens Mark« – uhyggelige videoer afslører et russisk blodbad

Russiske styrker har nærmest omringet Avdijivka. Men nye videoer bekræfter, at de betaler en enorm pris.

En ukrainsk militærenhed har sendt droner over slagmarken nær den østlige ukrainske by Avdijivka.

Dronerne har filmet grumme videoer, som nu er blevet geolokaliseret og verificeret af nyhedsbureauet AP.

»Scenen er apokalyptisk,« skriver AP, og flere medier har givet slagmarken øgenavnet »Dødens Mark.«

Optagelserne – der kan ses øverst i artiklen – viser omtrent 150 lig, som ligger spredt ud over et nedbrændt område nær landsbyen Stepove.

De fleste lig bærer russiske uniformer.

Træerne er nedbrændte, landsbyen er skudt til ruiner, og markerne er fyldt med kratere fra granater og artilleri.

Videoerne bekræfter, at slagmarken nær Avdijivka lige nu er krigens blodigste front.

Siden 1. oktober har Rusland sendt bølge efter bølge af angreb mod Avdijivka. Det er nu lykkedes den russiske hær at indtage flere områder rundt om byen.

Men de spinkle russiske fremskridt har en ekstrem pris for soldaterne.

Ifølge amerikanske efterretninger er mere end 13.000 soldater blevet såret eller dræbt ved Avdijivka-fronten siden 1. oktober

Dermed har Rusland på to måneder mistet flere soldater på den få kilometer lange front, end de mistede i hele krigens første seks måneder, skriver mediet Forbes.

Der er dog intet, der tyder på, at Rusland trækker sig fra fronten.

»Deres tabstal er vanvittige, men det stopper dem ikke. De skubber på som gale, bliver lagt ned i dusinvis, og så kommer de igen. Der er så mange af dem,« lød det fra Vitalij Barabasj, chef for Avdijivkas militæradministration.

Avdijivka har været en frontlinjeby i snart ti år.

Den ligger få kilometer uden for storbyen Donetsk i det østlige Ukraine, der har været kontrolleret af russiskstøttede separatister siden 2014.

Engang boede flere end 30.000 mennesker i Avdijivka. I dag bor der næppe flere end 1.000, vurderede BBC i en reportage for nylig.

Byen er i fare for at ende som et »vinterens Bakhmut«, skriver tænketanken ISW.