Det er Sant Jordi, solen skinner og Ramblasstrøget er fyldt med mennesker. Mens nogle har travlt med at rode i bogkasser, er andre i gang med at købe roser. For det er tradition, at kvinder og mænd forærer hinanden netop disse to artikler på Cataloniens nationaldag.

Pludselig høres taktfaste råb rejse sig op over mængdens summen, og kort efter dukker en gruppe, fortrinsvis marokkanske, immigranter op. De er ude at demonstrere for mere lempelige krav i den legaliseringsproces for illegale, der begyndte i januar, og som slutter om et par uger. De råber nu ikke særlig højt. For dels er marokkanere - modsat hvad man måske skulle tro - noget mere lavmælte end deres støjende spanske naboer. Dels er flere af dem noget matte i betrækket efter at have sultestrejket i 20 dage.

Og der er ikke noget at sige til det. Som set før når Spanien giver amnesti til illegale immigranter, er der gået godt og grundigt ged i processen. En af forudsætningerne for at få papirer er, at man kan bevise ophold i landet inden 1. juli sidste år. Og det har vist sig svært for mange immigranter, der ellers har fast arbejde.

Derfor ændrede regeringen i sidste uge kravene. Eksempelvis kan man nu, noget paradoksalt, godtgøre sit ophold med en udvisningsordre, mens et eksamensbevis fra spanskundervisning ikke kan bruges. Resultatet er vild forvirring blandt immigranterne og kronede dage for plattenslagere, der handler de nødvendige papirer - ægte eller falske - for op til 2.000 euro.IKKE OVERRASKENDE er processen blevet kritiseret både fra højre og venstre. Bl.a. har antropologen Mikel Azurmendi i avisen ABC benyttet lejligheden til at foreslå, at immigranter skal kunne skibes frem og tilbage over Gibraltarstrædet alt efter arbejdsmarkedets behov.

Azurmendi, der har skrevet flere bøger om immigrationen i sydspanske Almería, er desuden kendt for at mene, at muslimske børn i integrationens navn bør tvinges til at spise svinekød i skolernes madordning. Tanker, der ikke vækker den store genklang i vore dage, men som knytter an til strammerfløjen i Spaniens lange og ofte problematiske naboforhold til Islam.

I 1500-tallet, eksempelvis, gjorde den spanske kongemagt efter erobringen af den sidste arabiske enklave Granada kort proces. Maurerne, der havde levet i Spanien i 700 år, fik valget mellem at lade sig døbe eller fise af med den første færge til Nordafrika. Og blev de nyomvendte grebet i at knæle for Allah i smug, var der altid plads til én til på inkvisitionens bål.DENNE FORFØLGELSE og undertrykkelse af de tilbageblevne »moriscos« er ifølge nogle litterater et hovedtema i historien om ridderen af den bedrøvelige skikkelse, Don Quijote de La Mancha. Og da hver en sten skal vendes her i 400-året for førsteudgivelsen af Miguel de Cervantes' klassiker, bliver også spørgsmålet om hans forhold til Islam debatteret livligt.

Eksempelvis peger forfatteren Juan Goytisolo på, at Cervantes' i rammefortællingen til sin roman lader som om, at Don Quijotes bedrifter oprindelig blev nedskrevet af morisco-historikeren Cide Hamete Benengeli; At den mest spanske af alle historier »i virkeligheden« er oversat fra arabisk. ANDRE HÆFTER SIG som historikeren Jon Juaristi ved, at Cervantes kæmpede som soldat mod tyrkerne i slaget ved Lepanto, hvor han mistede sin ene arm. Et krigseventyr, som han livet igennem var stolt af.

»Venstrefløjens islamofile Cervantes er en parodi. Det var netop hans antidoktrinære frihedstrang, der fik ham til at deltage i kampen mod den aggressive osmanniske Islam,« skriver Jauristi i ABC.

Det er denne frihed i gammelkristen forstand, man gennem århundreder har fejret i Alcoy. På det seneste har de traditionelle kampe mellem »moros y cristianos« dog handlet mest om noget så moderne som ligestilling.

Oprindelig havde kun mænd adgang til de forskellige foreninger, der hvert år til Sant Jordi klæder sig ud som mauriske krigere og kristne korsriddere for at genopføre slaget ved den østspanske by i 1276. Efterhånden har det »svage køn« sneget sig ind de fleste steder. Enkelte grupper nægter dog stadig, og det er uacceptabelt, mener en gruppe kvinder.

Tidligere på året gav Alcoy kommune, begivenhedens hovedsponsor, kvinderne ret. Det førte til en rasende reaktion fra festorganisationen, der beskyldte kvinderne for at skabe »kaos og forvirring« i lokalsamfundet. Meget tyder på, at det i sidste ende bliver de spanske domstole, der kommer til at afgøre denne kønnenes religionskrig. Måske de bare skulle nøjes med at forære hinanden blomster og bøger i Alcoy.